Læsetid: 5 min.

Berlin bleibt immer Berlin

12. september 1998

Til valgmøde med tre kandidater, der med garanti ikke bliver kansler

Derude
BERLIN - Berlins egenart og byens forkærlighed for kabareter og transvestisme fornægter sig ikke - således heller ikke i den igangværende valgkamp, der særlig i den kommende hovedstad for det samlede Tyskland er hård. Thi byen Berlin råder over fire tillægsmandater, så der er kamp til stregen om de sidste få og afgørende stemmer.
I sidste uge af august flød byen formelig over i et sandt overflødighedshorn af valgkampsarrangementer, der annonceredes på byens plankeværker og husmure som var der tale om rockkoncerter.
Samme aften som Rolling Stones spillede på det store Olympia Stadion hvor engang Hitler nægtede at give den sorte Jesse Owens hans guldmedalje, fandt der under mere ydmyge omstændigheder et andet arrangement sted i den gamle punkklub SO36.
Her var tre kandidater sat stævne, nemlig Christian Ströbele fra Bündnis 90/Die Grünen (tidligere advokat, bl.a. for Andreas Baader), Gregor Gysi fra PDS (Partei des Demokratischen Sozialismus, de tidligere kommunister) og endelig Ovo Maltine fra Homo 2000 ("Homo, nicht für homosexuel sondern humanismus").
Konferencierværdigheden blev varetaget ved en vis herre med det betryggende navn dr. Seltsam, mens de to 'partier' KPD-RZ (Kreuzberger patriotische Demokraten - Realistisches Zentrum) og APPD (Anarchistische Pogo Partei Deutschlands) arrangerede, hvilket, som man kan forstå, viser både at hele seancen foregik i bydelen Kreuzberg hvor tilforn besætterne holdt til samt at det måske ville blive så som så med aftenens seriøse indhold.

Kandidaternes indtog
Ude på Oranienstrasse foran klubben havde man rullet den røde løber ud og en skønsom blanding af overvintrede punkere, pressefotografer, transvestitter og andet godtfolk stimlede masende sammen i støvregnen, dels for at komme inden for i tørvejr og dels på grund af det tyske politi, der høfligt, men vedvarende anmodede folk om ikke at genere trafikken, hvorved trængslen på fortovet blot blev endnu værre og den gående trafik dermed generedes.
Efter en god halv times venten kom først Ovo Maltine spankulerende i høje hæle, netstrømper, lædernederdel og sort- og affarvet strithår med armene flagrende over hovedet som var han en slankere udgave af Divine, og ikke en tysk Reichstagskandidat. Menneskehavet gjorde behørigt plads for kandidaten, der forsvandt indenfor med sit følge af tilhængere og spin doctors.
Efter lidt mere venten og venlig henstillen fra det tyske politi sås langt nede af Oranienstrasse en knaldblå og grøn ellert, der nærmede sig; det var naturligvis Ströbele, der på denne måde transporterer sig rundt til valgmøder. Han blev, som i øvrigt også den forrige kandidat, mødt med klapsalver og tilråb, da han steg ud af sit køretøj med en ydmyg plastikpose i hånden i stedet for den evige attachémappe.
Det var på dette tidspunkt at overtegnede besluttede sig for at følge efter Ströbele indendøre; endnu manglede Gregor Gysi, men det skulle vise sig, at heller ikke hans entré skulle gå upåagtet hen for dem indenfor. Thi de venlige arrangører fra Tysklands pogoparti havde sørget for storskærm og livekamera (hvormed det endnu engang understreges, at springet fra koncert til valgmøde ikke er så stort), der på fortræffelig vis lod os indenfor overvære tumulterne udenfor, da hr. Gysi nåede den røde løber.

Populær Lewinsky
Omsider var nu alle tre kandidater blevet bænket på scenen og den i programmet omtalte dr. Seltsam entrede talerstolen og bad kandidaterne holde forsvarstaler for hinanden - dvs. Gysi skulle holde forsvarstale for Ströbele, der ofte anklages for at være terroristadvokat (hvilket han ret beset også har været, men også de skal jo have en forsvarer), mens Ströbele på sin side skulle forsvare Gysi's kommunistiske fortid. Desværre gik mange af pointerne i d'herrers forsvar af hinanden tabt i de larmende latterbrøl, der med jævne mellemrum skyllede gennem salen, men det skulle snart vise sig ligegyldigt, thi pludselig lød der taktfaste råb fra baren: "Monica, Monica" råbtes der og sandelig om ikke "die Weltbekannte Praktikantin" Monica Lewinsky gjorde sin entré fulgt af et trofast hold af klakører.
Monica entrede scenen i vanlig stil og tiltalte forsamlingen på et amerikansk med charmerende tysk accent, og en i øvrigt overraskende dyb stemme. Klakørerne blandede sig med den øvrige gruppe af transvestitter, og fra deres hjørne ved baren bredte råbet sig nu tifold stærkere ud over lokalet: "Monica, Monica!" til den gode praktikantinde næsten ikke var til at få ned igen.
Dog - det kom hun, og man forsøgte at videreføre den politiske debat, blandt andet med et væddeløb på mountainbike for kandidaterne i det trange lokale - fra scenen til baren og tilbage igen, den sidste del af ruten vel at mærke med en fyldt fadøl i den ene hånd. Dette var en disciplin, som Ovo Maltine klarede som den suverænt bedste, med den korpulente og knap så hårfagre Gysi lige i hælene.

Kultur og mavedans
Nu var det tid til at tale om kulturpolitik. Man udbad sig fra Ströbele en vurdering af en til lejligheden indforskrevet mavedansers evner. Et af aftenens mange højdepunkter indtraf, da den mellemøstlige musik med et skiftede til tysk schlagermusik af Richard Ragnvald-kaliber og mavedanserinden, som man nu havde gættet var en ham, ufortrødent fortsatte sine indsmigrende bevægelser til tilskuernes udelte morskab. Kom ikke og sig at selvironi er tyskerne ukendt!
Ströbele mente sig ikke kvalificeret til at bedømme præstationen og ville hellere diskutere retspolitik, hvilket han dog ikke fik lov til, thi endnu en gang blev seancen afbrudt, denne gang af det amerikanske præsidentpar.
Monica (eller var det Mogens?) blev noget muggen og surmulede i et hjørne indtil Hillary (stort set den eneste kvinde på scenen, der ikke var transvestit) indrømmede, at også hun havde haft et upassende forhold til praktikantinden.
Præsidenten syntes at tage dette med absolut ro og lovede forsamlingen, at hvis de forsamlede kreuzbergboere havde problemer med bydelen Schöneberg (hvor Kreuzberg vel bedst kan sammenlignes med Vesterbro i København, må den danske parallel til Schöneberg være Frederiksberg) ville han da personligt ikke have noget imod at sende et par bombemaskiner, hvis forsamlingen fandt at det kunne hjælpe?
Dét gjorde den, og Clinton kvitterede for klapsalverne ved at afføre sig sine benklæder, mens Monica på skift forsøgte at imitere et upassende forhold hos henholdsvis præsidenten og præsidentfruen, uden dog at kunne komme til.
Aftenen sluttede med et indlæg fra det arrangerende parti, Anarchistische Pogo Partie Deutschlands, der under det lidet subtile feltråb "Arbeit ist scheiße" forsøgte at overbevise de forsamlede om sandheden af netop dette udsagn. Deres Bundeskanslerkandidat, Karl Nagel, kunne dog ikke overbevise overtegnede om seriøsiteten af sit kandidatur - men af en eller anden grund tror jeg heller ikke, det var meningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu