Læsetid: 5 min.

Den beskudte minister

23. september 1998

Fascinerende portræt af den iltre reformator K. K. Steincke og hans samtid

BIOGRAFI
Beskudt på Folketingets talerstol. Ikke med argumenter. Men med revolvere. Og ikke én, men hele to gange.
Det er en af socialdemokraten K.K. Steinckes mange rekorder i dansk politik.
Første skud blev affyret af kommunisten Charles Nielsen den 10. december 1930, da Steincke som socialminister forelagde sin epokegørende socialreform. Anden skudsalve stod den unge nazist Erik Westergaard for. Den faldt den 13. april 1938, da Steincke befandt sig på talerstolen som justitsminister.
Begge gange slap Steincke uskadt. Det er uklart, om attentatmændene havde til hensigt at myrde ham, eller om de blot ville demonstrere deres misnøje.
Steincke var skydeskive for yderfløjene på begge sider af 1930'rnes politiske liv. Som justitsminister fra 1935-39 i Staunings og P. Munchs socialdemokratisk-radikale regering var det Steinckes opgave at værne rigets "indre sikkerhed" mod de totalitære ideologier, der hærgede over det meste af verden.
Man kan diskutere, hvor truet Danmark var indefra. Ved folketingsvalget i 1935 fik de "uparlamentariske" partier tilsammen kun 6,6 procent af stemmerne. Denne procentdel deltes mellem Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, det halvfascistiske Frie Folkeparti, de danske nazister og de nazificerede hjemmetyskere.

Stalins ordre
Alligevel var regeringen bekymret. DKP fulgte Stalins ordre om, at de "socialfascistiske" socialdemokrater var hovedfjenden - også efter, at den strategi i 1933 havde bragt Hitler til magten i Tyskland. Nazisterne spillede selvsagt sammen med førerhovedkvarteret i Berlin, og i Sønderjylland var der højrøstede hjemmetyske krav om flytning af 1920-grænsen, som Tyskland aldrig havde anerkendt.
Allerede i 1933 formåede den radikale justitsminister Zahle Rigsdagen til at gennemføre et midlertidigt forbud mod brug af uniformer undtagen for statens tjenestemænd, og i 1934 fulgte en lov, der forbød korps og organisationer, der søgte at virke ved ulovlig magtanvendelse. Formålet var at undgå Weimar-republikkens gadeterror fra uniformerede bander.
I 1936 stillede Steincke som ny justitsminister forslag om at styrke det statslige enhedspoliti - også med det underforståede formål at skærpe overvågningen af trusler mod demokratiet. Kommunisten Aksel Larsen lavede et farligt postyr og henviste til, at Politiets Efterretningstjeneste i forvejen samarbejdede med Gestapo. Ham gad Steincke slet ikke svare.
Det uheldige var - bemærkelsesværdigt for vore dages PET-debat - at Aksel Larsen havde ret. Tre år senere blev det afsløret, at det daværende danske PET udvekslede oplysninger om kommunister med det hemmelige tyske politi. Steincke var næppe vidende herom, men gik let hen over sagen i sine efter krigen udgivne erindringer.

Faldt på injurier
Politisk blev Steincke fældet af en af sine andre rekorder i dansk politik: Han overgik sin forgænger i justitsministeriet P. A. Alberti i antallet af de injuriesager, han anlagde. Steincke kunne selv være nedgørende og hånlig over for politiske modstandere, men når han fik igen med grovfilen, mistede han sin proportionssans.
Så vidt gik det, at han formåede dommeren i en injuriesag, han havde anlagt mod en leder af det halvfascistiske Frie Folkeparti, til at lade politiet undersøge, om domsmændene havde sympatier for partiet. En anden injuriesag havde Steincke tabt, fordi retten mente, at han som minister måtte finde sig i lidt af hvert. Det fik ham til at gennemføre en kuriøs tilføjelse til straffeloven om, at sådanne hensyn ikke måtte indgå ved bedømmelsen af æreskrænkelser. I sit raseri over kritisk omtale i pressen foreslog han stramninger i presselovgivningen - under henvisning til, at de var nødvendige for sikring af demokratiet. Efterhånden ragede justitsministeren uklar med det meste af dommerstanden, som han beskyldte for selvgodhed. (Ikke ganske med urette, bør det bemærkes.)
De radikale ministre blev imidlertid mere og mere ængstelige ved, hvor justitsministeren var på vej hen i kampen mod sine og demokratiets fjender. I september 1939, da det også lykkedes Steincke at krænke Stauning, lod statsministeren ham falde.
Herefter satte Socialdemokratiet Steincke på aftægt som formand for Landstinget og som direktør for det statslige Kryolitselskabet. Det gav ham tid til at skrive erindringer, holde fyndige foredrag landet over og udgive spydige aforismesamlinger. Under besættelsen var han en stout værner af dansk folkestyre.
Efter krigen fik han et overraskende come back som justitsminister nogle måneder i 1950, inden Hans Hedtofts mindretalsregering gled i en afstemning om smørrationeringens ophævelse.

Fjende blev forsvarer
Det var ironisk, at Steincke - trods sine personlige fejder - blev parlamentarismens fyrige forsvarer. I sine ungdomsår op til Første Verdenskrig tilhørte han den venstrefløj, der stillede sig skeptisk over for Socialdemokratiets fokus på parlamentarisk fremgang. I 1912 skrev Steincke:
"...Hvor er det ikke betegnende for Socialdemokratiets konservatisme og respekt for det overleverede, at man end ikke i alvor diskuterer, ad hvilke veje man bedst skal nå frem til befolkningens virkelige selvstyre, således at man i videste omfang kan undgå det i ikke ringe grad hykleriske repræsentationssystem og vælgernes højst indirekte indflydelse."
Den mesterligt velbegavede Steincke omsatte sin sociale indignation til mestring af datidens uoverskuelighed af regler om fattighjælp og forsorg. Så imponerende blev hans faglige viden, at den konservative Frederiksberg Kommune i 1911 ansatte den unge socialist som sin socialdirektør. Han skrev samtidens mest benyttede håndbøger i socialret.
I bogen Almisser eller Rettigheder fra 1912 skitserede han retningslinjerne for en stor socialreform. I 1920 skrev han - på opdrag af socialministeriets departementschef - ene mand en gigantisk betænkning i to bind: Fremtidens forsørgelsesvæsen.

Største rekord
Først ti år efter var tiden moden til gennemførelsen af den reform, der var i format med Roosevelts New Deal. Da var Steincke selv socialminister og førte egenhændigt pennen til det meste af lovgivningen, dens bemærkninger og opfølgning. En bedrift uden lige. Den største af alle K.K. Steinckes rekorder. Hans lovgivning hvilede på social hjælp som en ret - ikke noget, der skulle tildeles efter et nådigt skøn. Det princip er dansk sociallovgivning ved at finde tilbage til - efter 1970'ernes skovtur i skønnet.
Den biografi, som Jacob Christensen har skrevet om mennesket og politikeren Steincke er et fascinerende portræt af en politikertype, som samtiden ikke byder på. At Jacob Christensen er politolog, viser sig - glædeligt - at være en fordel for fremstillingen. Det tillader ham at skildre ideernes brydning lige så vel som personernes.
Gennem bogen kommer man på tæt hold af Steinckes strid. En hædersmand er vel det portræt, der står tilbage - men ikke uden grimme pletter. Man må gyse over Steinckes virke for "racehygiejniske synspunkter" og over hans ufølsomhed over for nazitysklands forfulgte, der ville søge ly i Danmark.
Men i de spørgsmål var Steincke på linje med sin regering. Bare han dog havde valgt også at gøre sig besværlig dér.

*Jacob Christensen: K.K. Steincke. Mennesket og politikeren. 342 s., ill. 348 kr. indb. Christian Ejlers forlag. Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu