Læsetid: 4 min.

Bevar de orange kakler

26. september 1998

Hvor dårlig var Walter Ulbrichts dårlige smag egentlig? Start med at checke badeforhænget

Derude
BERLIN - Tag nu bad taste - et begreb, der smutter som et stykke sæbe mellem knugende hænder. Nogle gange lægger det sig med nedladende klang til den småborgerlige fascination af det forudsigelige i kulturen. Andre gange til de nyriges uforbeholdne glæde over alt det overfladisk flotte. Og i helt tredje tilfælde bruges bad taste bevidst forvirrende om finsmagerens dyrkelse af kitsch.
Bad-taste udtalt på dansk er ved nærmere eftertankemåske blot betegnelsen for et apparat, hvormed man kan taste sig frem til, om badevandet skal være koldt eller varmt. En telefonbruser slet og ret.
Hvorom alting er, bad taste kan netop ofte karakterisere de forhæng, der adskiller brusenichen fra resten af badeværelset. Af uransaglige grunde er mønsteret på badeforhæng altid tegnet af folk, der grundet deprimerende mangel på talent netop er nægtet optagelse på designskolen, plasticfabrikanterne står simpelt hen klar ved skoleudgangen og spejder efter folk med udslukte ansigter - haps, hvad siger du til at tegne noget med små søde fisk og bobler?

Bad taste på tysk
Tag til Berlin i denne tid, hvis du vil studere abscheulicher Geschmack. Til indkvartering er der ungefähr to hoteller at vælge mellem:
Hotel Adlon, der ligger centralt på hjørnet af Unter den Linden og Wilhelmstrasse, blev pløkket til pindebrænde under krigen. Trist, for det gamle Adlon var det kejserlige Tysklands mest berømte hotel, modstykket til Wal-dorf-Astoria i New York. Adlon-grunden endte i DDR's minerede ingenmandsland, så det er først for nylig, at det atter har rejst sig af asken.
Adgang til Adlon opnås med et kreditkort, der har skamløst højt til hæveloftet. Så er det bare at nyde den dårlige smag: Opulent arkitektur i en slikket stil, der minder om Disneylands parfumerede ekkoer af den gamle verdens betydeligste bygninger. Måske det er årsagen til, at Adlon er blevet besat af amerikanske turister.
Adlon er tidstypisk for et Berlin, der er ved at iklæde sig spejlsolbriller og guldla-mékjole inden den forestående hovedstadgørelse. Den ene skinnende skyskraber, f.eks. Sony's på Potsdamer Platz, eller svulstige rekonstruktion efter den anden skyder i disse timer op.

DDR-æstetik
Næh, så er det en ganske anderledes bad taste-oplevelse, der venter på hotel nr. to, beliggende blot et pistolskud fra Adlon. Hotel Unter den Linden byder på den uforfalskede DDR-æstetik, som netop er gået til tops på listen over klodens mangelvarer. Hotellet har det hele: Lige fra facadens faldefærdige beton-elementer med mosaikmønstre i inciterende grå nuancer til dybt discountede badeforhæng. Og ved midnatstid marcherer Walter Ulbricht som en skygge ned ad hotelgangenes lortebrune nålefilt. Et fund.
Så gennemført er det, at man tillader sig at prise DDR-æstetikken som symbol på DDR-borgernes udholdenhed fremfor på det undertrykkende regime.
Men det nye Berlin har travlt med at skjule de historiske spor. I en by, der ellers slides af selvransagelse og som har gjort eftertanken til vartegn ved at bevare Gedächtniskirches ruin mellem vulgære indkøbscentre, virker den fortsatte tildækning af DDR-designet som halsløs historieforfalskning.
Men endnu kan man nå en tur i tidsmaskinen, tilbage til 1960'erne i 1990'erne - medrække efter række af stærkt stiliserede blomster, pertentligt opsat på husfacaden i mosaiksten. Hvis arkitekterne da ikke i stedet har flottet sig med en tankevækkende flade af helt ens orange keramikkakler.

Hele fem reklamer
Og reklamerne. Tro ikke på dekadent vestlig propaganda om den altopslugende livløshed i øst. Næh, der var faktisk mindst fem udendørsreklamer at se i millionbyen. En af dem findes stadig væk i betonboligbyggeriet omkring Karl Marx Allee - for resten en sympatisk og modig tanke pladask i bymidten at bygge masser af 10-etages arbejderboliger med græsplæner omkring. På toppen af en af disse praktiske og ja, kakkel-smykkede huse ses et kæmpemæssigt skilt med følgende uforglemmelige ord, som må have hensat kvarterets beboere i ærefrygt og udgjort det naturlige startpunkt for studieture blandt COMECON-delegerede:
INTERSIGMA - PUMPEN UND ARMATUREN AUS DER CSSR.
Hvor længe får menneskeheden mon lov til at beholde dette monument?
Et eskalerende anslag mod smagen af paradis er ændringen af trafiklysene ved fodgængerfelterne. Forhistorien er, at da Østtyskland i 1961 besluttede sig for at realisere utopien bag en anti-imperialistisk forsvarsmur, gik man selvfølgelig øjeblikkelig i gang med den topprioriterede opgave at tegne nye symboler til trafiklysene. Den ny tids Hr. Gå-Mand og Hr. Stå-Mand blev undfanget. Fælles for begge mænd er en forvokset hat og en sammentrykt kropsform, der tilsammen associerer dværgvækst. Et sær-ligt kendetegn ved Stå-Manden er, at han vises med udbredte arme, der danner en stoppende tværbom, hvilket også er gennemtænkt og pædagogisk i forhold til trafikundervisningen af skolebørn. Ostalgikere (dvs. øst-connaisseurs) har efter internationale studier påpeget, at den røde figur på tværs er enestående i trafiklysmændenes verdenshistorie og derfor specielt bevaringsværdig. Det skulle de aldrig have sagt, for lige så snart EU får færden af noget unikt, skal det straks standardiseres. Embedsmændene i Bruxelles har fået tegnet nogle kønsløse højkantede piktogrammer med androider, som skal vise os alle samme vej, uanset om vi bor i Berlin eller Brønshøj. Det er lige til at få en dårlig smag i munden af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her