Læsetid: 11 min.

Bondeviks krise

18. september 1998

Den kristelige norske statsminister er blevet deprimeret af overarbejde og økonomisk tilbagegang. Hvad sagde vi, siger Arbeiderpartiet

Stedet er hemmeligt. Meget hemmeligt. Det kan være langt oppe på fjeldet, ude ved kysten eller i en bylejlighed i centrum af Oslo. Kun ganske få personer i toppen af den norske administration ved, hvor Kjell Magne Bondevik opholder sig for tiden.
Resten af den norske befolkning forholder sig afventende. De accepterer, at deres statsminister har brug for ro og tid.
I de sidste knapt tre uger har den kristelige Bondevik været sygemeldt på grund af en "depressiv reaktion på stress". Fra sit skjulested har han på det seneste haft nogen kontakt med sit ministerium, og fra inderkredsen forlyder det, at statsministeren er i bedring: Bondevik kommer tilbage på arbejde den 24. september - i god tid før Stortinget samles efter sommerferien.
Foreløbigt har Kjell Magne Bondevik i hemmelighed fejret sin 51 års fødselsdag, altimens han forsøger at kommer sig over det pres, som tilsyneladende har sendt ham til tælling: En kombinationen af faldende oliepriser, kronens nedtur og rentens himmelflugt.
Men der er langt mere i det.
Nuvel, de økonomiske forhold har givetvis haft sin indvirkning på statsministerens humør. Det skal imidlertid noget helt andet end nogle panikagtige overreaktioner fra hysteriske valutahandlere til at forklare, hvorfor den ellers så positive og optimistiske statsminister er endt i kulkælderen.
Det er nødvendigt at skrue tiden tilbage til sidste gang, jeg så Bondevik. Det er lige præcis et år siden:

På det tidspunkt står Kjell Magne Bondevik med en mikrofon i hånden på en solbeskinnet Karl Johans Gate, den brede hovedgade som forbinder Stortinget og Kongeslottet. Som alle andre partiers topkandidater afslutter han valgkampen denne lørdag eftermiddag i Oslo ved at tale og besvare spørgsmål fra vælgerne på gaden.
Bondevik skæver lidt til venstre for at se, hvor kameraet står, inden han skruer smilet på. For ud over de omkring 100 mennesker i rundkredsen omkring ham, kigger et par millioner tvivlende nordmænd formentlig med i aftenens nyheder på tv. Ved sin side har Bondevik sin partifælle Valgerd Svarstad Haugland, der også er Kristelig Folkepartis formand. Sammen udgør den pæne mand og den lige så sympatiske 41-årige kvinde en dynamisk duo, der har fået så meget succes i valgkampen og mediemæssig gennemslagskraft, at det nærmest overrasker dem selv.
Meningsmålingerne har således allerede kåret Valgerd og Kjell Magne til årets valgvindere med en fordobling af partiets stemmeandel til over 13 procent. Imens kæmper den uerfarne statsminister for Arbeiderpartiet, Thorbjørn Jagland, der kun et år tidligere har afløst Gro Harlem Brundtland på posten, fortvivlet for at komme over sit eget ultimatum for at blive ved magten: Mindst 36,9 procent af stemmerne - det samme som ved sidste valg i 1993. Jagland har valgt at holde sig til at tale i Folkets Hus senere på aftenen og har i stedet sendt sin udenrigsminister Bjørn Tore Godal på gaden for at dele røde roser ud.
Men folk vil hellere se Bondevik eller Fremskrittspartiets leder Carl I. Hagen, som står på en skammel lidt længere oppe af gaden og tordner mod, at nogen har sammenlignet ham med Le Pen i Frankrig.

Bondeviks person er fantastisk populær og en medvirkende årsag til de kristeliges succes. Sammen med to andre partier - Senterpartiet ledet af Anne Enger Lahnstein og det lille liberale Venstre, ledet af Lars Sponheim - har Kristelig Folkeparti lanceret Sentrumsalternativet, en midterregering uden Arbeiderpartiet. Men trods Bondeviks succes griner de fleste af Sentrum som en mulighed: For det eneste, der umiddelbart binder de tre Sentrumspartier sammen, er deres EU-modstand og budskab om, at Norge sagtens kan bruge noget af olierigdommen til at forbedre nogle offentlige serviceydelser.
Omvendt er Arbeiderpartiet EU-tilhænger, og maner til forsigtighed med at bruge oliepengene til øget velfærd. De føler sig tvunget til at sige nej, fordi kapitalmarkederne måske vil reagere negativt på faren for en overophedning. Jagland beder folk huske på, hvordan det gik under den sidste krise i 1985-86, da forbruget blev lagt urealistisk højt: Inflation og massearbejdsløshed. Men eftersom oliefonden vokser og vokser, og det bliver mere og mere synligt, at Norge er gældfri og har en tyk bankbog på over 100 milliarder kroner, er det sværere og sværere at argumentere for mådehold.
Tværtimod har valgkampen ændret karakter og er kommet til at handle om bløde værdier, og Kristelig Folkeparti får mange stemmer på forslaget om kontantstøtte til forældre, der passer deres børn selv. Nordmændene gider ikke snakke om olie, de vil snakke om livskvalitet.
Allerede to dage efter denne sidste kampagnedag, kommer valgmandagen, og de første prognoser siger det klart: Vælgerne har ikke givet Jagland de 36,9 procent af stemmerne, han bad om. Kun 35. Med halvtårer i øjnene må han i sin tale i valghovedkvarteret i Folkets Hus meddele, at han går af, for det har han lovet. Hvis han ikke gør det, vil det være løftebrud. Og selv om han blev, ville det ifølge Arbeiderparti-tradition være utænkeligt at indgå i en koalition med andre partier. Man foretrækker at lede Norge alene, som man har gjort det i langt hovedparten af Norges parlamentariske historie.
I år bliver en undtagelse, og hos Kristelig Folkeparti er der jubel over resultatet, 13, 7 procent af stemmerne til Kristelig Folkeparti, men kun 42 ud af 165 sæder i Stortinget til de tre Sentrumspartier tilsammen. Samtidig står det klart, at der kun er Kjell Magne Bondevik som alternativ til Jagland som norsk statsminister.
Situationen er meget speciel, og Bondevik kastes ud i det uden at tro på det selv. Og kommentatorerne kalder Sentrumsalternativet det meste hypotetiske projekt, man længe har set.
Der er ingen tvivl om, at Bondevik får brug for alle sine forhandlingsevner og al sin erfaring. Han har før haft to år som minister i en kortvarig borgerlig regering, og det lykkes ham også at finde et regeringsgrundlag. Et grundlag, som forener Venstres liberale økonomiske ideer og Senterpartiets miljømæssige. En måned efter valget kan en stolt Bondevik den 16. oktober præsentere sine ministre, og dagen efter tiltræder mindretalsregeringen under stor glæde og medieopmærksomhed.
Det lykkes at få gennemført finansloven, som ikke adskiller sig væsentligt fra den tidligere regerings forslag, og ingen tør tilsyneladende vælte Sentrums-regeringen, der får større og større selvtillid og større og større opmærksomhed.
Et billede, som skal vise sig at blive forstærket i begyndelsen af det nye år - 1998.

På Youngstorget i Oslo, hvor Arbeiderpartiets kæmpemæssige hovedkvarter ligger lige over for LO-hovedkvarteret i Folkets Hus, når frustrationen ny højder i midten af januar. Det er smertefuldt og irriterende, at andre sidder på magten efter at have vundet på gyldne løfter. Især når man selv i ti år gennem nøgternhed har ryddet op i norsk økonomi. Ekstra frustrerende er det, at billedet fortsætter og forstærkes. Den seneste meningsmåling har således givet Bondeviks Kristelig Folkeparti over 20 procent af stemmerne - fuldstændig uhørt i norsk politik. Ingen havde troet det, men Bondevik har gjort en god figur og været initiativrig. Han har blandt andet nedsat en særlig værdikommission, som skal se på, hvad der er sket med værdierne i det norske samfund i takt med olierigdommen. Endnu en nyskabelse, alle taler om. Måneden efter når Arbeiderpartiet oven i købet helt ned på 30 procents tilslutning, hvilket er meget lavt efter norske forhold.
Det er ikke sjovt længere, for et parti der har haft magten så meget, at det at styre og lede er langt vigtigere end ideologien. Man siger, at Gro Harlem Brundtland indtil sin afgang i 1996 mere fungerede som en slags administrerende direktør af Norge A/S snarere end som en visionær leder. Denne situation kan ikke fortsætte.
I løbet af februar vokser kravet internt i Arbeiderpartiet om en hårdere linje i opposition, og at partiet markerer sig i det politiske billede med kritik af Sentrum. Det skal være vejen frem til at genvinde opslutningen i befolkningen. Problemet er, at der ikke er meget at kritisere. Men det er der råd for. I hvert fald sker der flere for Arbeiderpartiet gunstige udviklinger.
Ovre i LO på den anden side af gaden kommer kravet om, at jævne folk skal have deres bid af oliekagen. Om det er sket som følge af det personlige venskab mellem LO-leder Yngve Hågensen og Thorbjørn Jagland vides ikke. I hvert fald kræves der store lønstigninger efter seks år med det såkaldte solidaritetsalternativ mellem Arbeiderparti-regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne. En aftale om lave lønninger til gengæld for lave priser, som faktisk har fungeret fint. Så længe Arbeiderpartiet er ved magten altså. For i den første overenskomst efter regeringsskiftet kommer de markante krav fra fagforeningerne. Krav, som LO's cheføkonom Stein Reegård senere betegner som i overkanten af, hvad man kan tillade sig år efter år. Krav, som Arbeiderpartiet aldrig selv ville have sagt ja til, hvis de havde siddet i regering. Krav, som skal vise sig at være medvirkende til forbrugsvæksten og den truende overophedning af den norske økonomi.
Det er alment anerkendt, at disse fagforeningskrav ikke var blevet så markante, hvis Arbeiderpartiet havde haft magten. I Norge er båndene mellem partiet og fagforeningerne nemlig ikke kappet officielt over, ligesom det er tilfældet i Danmark.
Derfor får Arbeiderpartiet en slags hjælpende hånd fra fagforeningshånd i løbet af foråret.

I Bondevik-lejren viser der sig samtidig bagsider ved Kristelig Folkepartis fortsatte succes. En del af fremgangen sker nemlig på bekostning af koalitionspartnerne. I de enkelte partiorganisationer opstår der spændinger, og af deres respektive baglande får Anne Enger Lahnstein og Lars Sonheim besked på at markere sig bedre. Det giver en række sager med intern splid i regeringen.
Et nyt billede af en Sentrums-regering, der ikke hænger så godt sammen, tegner sig i offentligheden. Det kan med det samme mærkes på Bondeviks popularitet som regeringsleder. Bedre bliver det ikke af en sag om et biskopvalg, der tilsyneladende ophidser den traditionalistiske del af Kristelig Folkeparti.
For første gang fremstår Bondevik, der er uddannet præst, som en mand, der ikke kan udrette mirakler hele tiden.
Ej heller kan han gå på vandet i forhold til Stortinget, hvor han blandt andet indtil nu har fået hjælp fra det konservative Høyre og Fremskrittspartiet. Blandt andet har de to partier været med til at stemme mærkesagen om kontantstøtte til forældre, hvis en af dem vælger at bruge tid på at passe børnene hjemme. Frp. og Høyre begynder imidlertid at stille større krav for ikke at vælte Sentrum. Og i en sag om opførelsen af et nyt operahus i Oslo stemmer Fremskrittspartiet sammen med Arbeiderpartiet om at forpurre planerne.

Thorbjørn Jagland begynder at markere sig. Den ene dag med breve til statsministeren, offentliggjort i de større aviser, hvor han kommer med en sønderlemmende kritik af regeringen for at være svag. Og især den dyre kontantstøtte kommer i skudlinjen, da der her er en klar barriere mellem den socialdemokratiske ideologi og Kristelig Folkepartis. Men billedet af en forvirret Jagland tegner sig også. Dagen efter en sønderlemmende kritik kan Jagland komme med signaler om, at Arbeiderpartiet da er klar til at samarbejde om en fornuftig politik.
Hvis man spørger i regeringskredse, mener de, at Jagland fører en benhård og ukonstruktiv oppositionspolitik. Spørger man i Arbeiderpartiet selv, udgør de blot en hård, men retfærdig opposition.
Arbeiderpartiets markeringer begynder at bære frugt, og da økonomien får sig en rystetur i august, kommer det klokkeklart fra Arbeiderpartiet: "Hvad sagde vi? Der er ikke råd til disse tiltag."
I en meningsmåling i samme måned kommer Arbeiderpartiet helt op over 40 procent, mens kritikken hagler ned over Bondevik for økonomisk uansvarlighed.
Det er jo nok sådan, at kun Arbeiderpartiet er i stand til at regere Norge. Ellers bliver der kaos.
Da forhandlingerne om næste års finanslov nærmer sig, drøfter man internt i regeringen, hvordan man kan komme med et stramt budget. Et forslag lyder på, at man kan udskyde kontantstøtten et år. Det vil godt nok være et brud med et forlig og et valgløfte, men det kan måske få disse hysteriske markeder til at falde til ro og lukke munden på Jagland. Men ideen bliver lækket til pressen, og så bryder helvede løs. Kan man overhovedet stole på Bondevik-regeringen? Har den fuldstændig mistet grebet?

Samtidig med, at Arbeiderpartiet kræver et stramt budget, går LO-formanden Yngve Hågensen ud og advarer om storstrejke i hele Norge, hvis regeringen finder på at røre ved et andet muligt spareobjekt: Sygedagpengene.
Det hele synes at ramle sammen på en gang for Kjell Magne Bondevik. Snarere end den økonomiske rystetur i sig selv - den norske økonomi er jo grundlæggende sund, arbejdsløsheden og inflationen er lav - er det den politiske udnyttelse af finansmarkedernes reaktion, som Bondevik bukker under for. "En unfair kritik," som statsministerens far udtrykker det i aviserne dagen efter sønnens sygemelding.
Hvis Arbeiderpartiet har planer om at komme til fadet hurtigst muligt, så er partiets offensive strategi lykkedes. Sagen er imidlertid, at heller ikke Jagland aner sine levende råd. Han har pr. definition ikke lyst til at dele magten med et andet parti. Det har der aldrig været tradition for i partiet. Så den ene dag siger Jagland, at han gerne vil forhandle med regeringen om en finanslov. Den næste, at en ny regering - eventuelt Arbeiderpartiet i en koalition - ikke kan udelukkes, hvis Bondevik-regeringen ikke overlever de kommende finanslovsforhandlinger.
Forvirringen er nærmest total.
Alt synes at stå i stampe i Norge, indtil statsministeren vender tilbage. Hvis han gør det? Og bliver det med friske kræfter? Eller har sygemeldingen - trods befolkningens sympati - frataget Bondevik sin handlekraft?
Inden for Arbeiderpartiet er der ingen tvivl om, at man vejrer morgenluft. For dem er det ikke et spørgsmål, om de skal have regeringsmagten igen. Det er kun et spørgsmål om, hvornår det sker.
Omvendt kan Kjell Magne Bondevik komme styrket ud af sygdomsperioden, hvis han klarer at hive finansloven i land. Og kan regeringen klare at holde sig på posten perioden ud, til næste valg i år 2001 - nyvalg i utide er ikke muligt i Norge - kan alt ske.
Men udgangspunktet for den nye sæson er unægteligt noget andet end sidste år, da Kjell Magne Bondevik badede sig i sympati og nysgerrighed. Det er han fuldstændig klar over, mens han sidder på sit hemmelige skjulested.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her