Analyse
Læsetid: 6 min.

Bosniens vanskelige valg

30. september 1998

Valgene i Bosnien medførte ikke de store ændringer i Føderationen, men gav et mudret
resultat i Srpska

Så gik Bosnien til valg igen, kun ét år efter lokalvalgene i september 1997. De hyppige valg er en konsekvens af Dayton-aftalen fra 1995 og et led i bestræbelserne for opbygningen af et funktionsdygtigt demokrati i den splittede republik Bosnien-Hercegovina, som nu har haft fred i snart tre år, men hvor det går meget langsomt med at hele sårene efter tre års krig. Udviklingen de sidste år har klart vist, at det tager meget længere tid at bygge op end at rive ned.
Dayton-aftalens mål var meget ambitiøse: Det faktiske protektorat, Bosnien blev underkastet, skulle være kortvarigt, den internationale militærstyrke skulle kunne trækkes tilbage efter et år.
Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, når aftalen samtidig forudsatte, at der skulle etableres funktionsdygtige demokratiske institutioner for hele republikken og mulighed for alle flygtninge og fordrevne til at vende hjem - det var et af aftalens mange selvmodsigende træk.
De der dengang troede på, at aftalens mål faktisk lod sig gennemføre inden for den planlagte tidsramme, gik ud fra, at blot man fik skabt rammerne for fred og demokrati, så ville de også blive fyldt ud af et stort flertal i alle befolkningsgrupper, som krigen havde gjort tavst.
Men nationalisterne blev ikke fejet af bordet, trods OSCE-overvågede demokratiske valg. Og det skabte udbredt skuffelse i udlandet.

Der har især været opmærksomhed omkring den serbiske enhed, Republika Srpska. Dayton-aftalen fik sat dens hidtidige leder, Radovan Karadzic, uden for formel indflydelse som sigtet for krigsforbrydelser. Men andre høge indtog hans plads, Biljana Plavsic og Momcilo Krajisnik. De gjorde i starten, hvad de kunne for at modarbejde de bosniske fællesinstitutioner og knytte Srpska så nært som muligt til den Jugoslaviske Forbundsrepublik. Konsekvensen var international isolation og stigende nød.
1997 blev et dramatisk år. Den gærende utilfredshed i Srpskas største by Banja Luka mod herskerkliken i Pale ved Sarajevo slog ud i en højspændt krise, da Srpskas præsident Biljana Plavsic brød med Pale og indledte en mere vestvendt politik.
Hun fik gennemtvunget et valg i utide i november, hvor det blev muligt at skabe et flertal mod Pale-gruppen, selvom denne allierede sig med en anden rival, det Serbiske Radikale Partis aflægger i Srpska. Resultatet blev et systemskifte i Srpska i januar 1998 med den moderate Milorad Dodik som regeringsleder. Og siden da er der kommet mere skred i udviklingen i Bosnien. På denne baggrund kan man undre sig over den valgsejr, de radikales leder Nikola Poplasen har opnået ved dette valg i Srpska. Hvorfor er flertallet nu rykket mod højre? Er det ikke et udtryk for, at udlandets betræbelser alligevel er slået fejl?
Både ja og nej. De radikales sejr er ikke særlig opløftende men virker særlig urovækkende på baggrund af moderpartiets succes i Serbien. For nok lykkedes det ikke partiets ultranationalistiske leder Vojislav Seselj at blive Serbiens præsident ved valgene i 1997, men han er siden blevet viceministerpræsident med stærk indflydelse på serbisk politik.
Seselj er blevet mindre bombastisk og mere pragmatisk i sine udtalelser, siden han kom i regeringen, men det skal man næppe tage som udtryk for et grundlæggende holdningsskift.
Poplasen lagde da også hårdt ud fra start, så snart hans sejr ved præsidentvalget i Srpska over Biljana Plavsic var konstateret. Nu skulle Srpska løsnes fra Bosnien og knyttes endnu stærkere til Serbien. Siden har han modereret sine udtalelser og offentligt erklæret, at han vil holde sig til Dayton-aftalen. Og det har han givet gjort klogt i.
For det første er resultatet af valget til parlamentet i Srpska ret mudret. Tæller man stemmerne op efter, hvem der vil støtte en koallition mellem det traditionelle Serbiske Demokratiske Parti SDS - hardlineren Krajisniks parti - og de radikale, kommer man næppe over 42 procent. Mandatudregningen er ikke afsluttet og godkendt endnu, men svarer den hertil, skulle det stadig være muligt at danne et parlamentarisk flertal mod hardlinerne - måske fortsat med Dodik som regeringsleder. Man ville hermed få en vanskelig, men interessant politisk situation med præsident og ministerpræsident fra hver sin politiske fløj.
Og så er det spørgsmålet, hvor meget de radikale og SDS egentlig elsker hinanden. Ved lokalvalgene i september 1997 var det i høj grad de radikale, der udfordrede SDS - det er dette parti, der tæller 'samfundsstøtterne' i Srpska, dem der sidder på jobbene og privilegierne.
Og mod denne 'klasse' har de frustrerede vendt sig i stort tal, både flygtningene og de arbejdsløse, mens store dele af bondebefolkningen stadig stemmer på det traditionelle SDS, som de gudsfrygtige i landbefolkningen i øvrigt opfatter som det parti, der står den ortodokse kirke nærmest. Man kan derfor diskutere, om højredrejningen er så udtalt, og om Poplasens sejr over Plavsic måske ikke snarere er et udtryk for, at Poplasen er en ny mand, der ikke som Plavsic er et forhenværende medlem af SDS. De radikale er i høj grad gået til valg på kamp mod 'røvere og tyve' - her som i Serbien har de lovet et opgør med korruptionen. Det budskab har de kunnet komme igennem med hos mange.
Det er endvidere betegnende, at Momcilo Krajisnik fra SDS tabte kampen om serbernes plads i Bosnien-Hercegovinas kollektive præsidentskab til Zivko Radisic fra det mere moderate Socialistiske Parti. Igen her kan man tolke valget som et mistillidsvotum til de gamle ledere i Srpska.
På den anden side må man notere sig, at SDS og de radikale tilsammen vil komme til at dominere den trediedel af pladserne i Bosnien-Hercegovinas samlede parlament, som serberne råder over. Men det kommer dog næppe til at spille en stor rolle, fordi 'Koalitionen for ét demokratisk Bosnien', som står bag præsident Alija Izetbegovic, vandt en stor sejr til dette parlament. Desuden fik Koalitionen flertallet af stemmerne ved valget til den bosniakisk-kroatiske Føderations parlament.
Endelig fik Izetbegovic personligt en drønende valgsejr til det bosniske præsidentskab - han fik 511.309 stemmer mod 36.446 til hans modkandidat. Men denne var da også Fikret Abdic, tidligere lokal 'høvding' i Bihac-området, som mange anser for forræder på grund af hans brud med Izetbegovic og samarbejde med serberne under krigen i Bosnien.
Hos kroaterne i Føderationen havde hardliner-partiet HDZ, Den Kroatiske Demokratiske Union, som er en aflægger af regeringspartiet i Kroatien, et godt valg. NHI, det Nye Kroatiske Initiativ, fik kun en lille del af de kroatiske stemmer, og Ante Jelavic fra HDZ blev valgt til det bosniske præsidentskab i stedet for det hidtidige kroatiske medlem Kresimir Zubak, som landede helt nede på en tredieplads. Det kan ses som en højredrejning, og som en opslutning bag det traditionelle nationalistiske kroatiske parti i Bosnien.

Taget som helhed er efterårets bosniske valg således næppe chokerende. Det kan ses som et positivt tegn, at Krajisnik er blevet erstattet af Radisic, og som et negativt, at Plavsic er blevet erstattet af Poplasen. Men Poplasens politiske muligheder er begrænsede. SDS har stadig væsentligt flere pladser i parlamentet end de radikale, og der er kommet klare signaler fra udlandet om, at hvis Poplasen ikke holder sig til Dayton-aftalen, så kan han se i vejviseren efter den hjælp, der efterhånden er begyndt at komme også til Republika Srpska.
Og den hjælp har han brug for, hvis han skal gøre noget ved nøden og arbejdsløsheden i Srpska - og gøre sig håb om, at hans parti kan fortsætte med at erobre mandater fra SDS i parlamentet og ved de næste lokalvalg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her