Læsetid: 4 min.

Business as usual

2. september 1998

Litteraturrådet og Kritikerlavet inviterede til debatmøde om litteraturkritikkens fortjenester eller dadelværdighed. Kritikerne selv var - for en gangs skyld - tavse

KRITIK
Man kan ikke klage over fremmødet til den debataften om litteraturkritikkens stilling i Danmark, som mandag blev afholdt i KafCaféen; men engagementet og stridslysten lader muligvis noget tilbage at ønske for arrangørerne. Trods forskellige forsøg på at piske stemningen op var det nemlig en temmeligt tam affære - i hvert fald fra kritikernes egen side.
Bedre blev det ikke af, at én af de mere interessante paneldeltagere, Frederik Stjernfelt, måtte melde afbud i sidste øjeblik. Han var udset til at repræsentere den ene side af diskussionen, nemlig den akademiske eller universitære kritik, mens dagbladskritikken havde Bjørn Bredal og John Chr. Jørgensen som sine repræsentanter. Det sidste panelmedlem var Hanne-Vibeke Holst, som både skulle repræsentere fjernsynets litteraturformidling og forfatterne - og det var netop fra sidstnævnte side, at den verbale spanking faldt.
Udover Holst ytrede to andre forfattere, Inge Eriksen og Hanne-Marie Svendsen, sig med stærkt kritiske indlæg. Alle efterlyste de en mere direkte og engageret stillingtagen til æstetiske og værkinterne problemstillinger, end dagbladsanmeldelserne i dag leverer. Men det var en betegnende tavshed som mødte dem: hovedpersonerne, nemlig kritikerne selv, svarede stort set ikke på de indvendinger, som blev rejst overfor deres arbejde.
Hanne-Vibeke Holst, som har fået hård kritisk medfart med sin seneste roman, talte om "kritikkens krise" - og
John Chr. Jørgensens stilfærdigt påpegende statistiske materiale om det relative i denne påstand kunne ikke overskygge, at anmelderne selv ikke var meget for at åbne munden overfor synspunktet.

Tomrum
Som kendsgerning står, at anmeldelsernes omfang og grundighed ikke er, hvad de var engang. Anmeldelser bliver stadig mere journalistiske, altså fokuseret på personspørgsmål - hvilket Hanne-Vibeke Holst har oplevet til overflod - samt på nyheds- og konfliktværdi, selv når de skrives af akademisk uddannede kritikere.
De fleste anmeldere har stadigvæk en akademisk baggrund, men de skriver journalistisk, fastslog John Chr. Jørgensen; og det efterlader et tomrum, når den lange, grundige og perspektiverende anmeldelse overtrumfes rent spaltemillimetermæssigt af interviews, forskræp og almindeligt fnidderfnadder.
Der var bred enighed om, at dette tomrum skulle udfyldes af kulturtidsskrifterne, som har mulighed for at slå til en bog senere med en grundigere og mere teoretisk funderet kritik. Ansvaret blev således sendt videre til den fraværende paneldeltager: Frederik Stjernfelt, medredaktør af et af landets førende kulturtidsskrifter, Kritik. At han ikke kunne svare for sig var beklageligt for debatten, som dermed manglede et modspil og et svar.
Det er rigtigt, at kulturtidsskrifterne kunne anmelde mere end de gør - Standart er også inficeret af det journalistiske, blev det hævdet - og at det undertiden kan udrette stort, når der endelig er en ny dansk bog til undersøgelse i f.eks. Kritik. Det vakte således stor opsigt, da der i et nyligt nummer blev affyret en gennemgribende kritik af Carsten Jensens rejsebøger, som i hænderne på den grundigere anmelder med mere plads til at udfolde sig blev ganske anderledes problematiseret end i dagbladene.
Men hvis den seriøse, diskuterende anmeldelse skal fortrænges til de mere specialiserede kulturtidsskrifter, som har en langt mindre og langt mere homogen læserskare end aviserne, er der stadigvæk stor afstand mellem det læsende publikum og den mere sofistikerede kritik.
Hanne-Vibeke Holst kunne således konstatere, at hendes bog, som generelt fik særdeles dårlig kritik, gik som varmt brød. "Læserne læser alligevel ikke anmeldelser," citerede hun et trøstende ord. Således viger den grundige diskussion for den omklamrende interesse for forfatterens person, og bogen, som det egentlig skulle handle om, trænges i baggrunden.

Resignation
På standens vegne kan der altså noteres almindelig resignation over for problemet, hvis der da overhovedet er et sådant. Flere hævdede nemlig, at det ikke nødvendigvis er et problem for litteraturen, at en ny bog betragtes fra mange forskellige sider i stedet for kritikkens ene. Under den synsvinkel er det den vurderende kritik alene, som har et problem - og ikke litteraturstoffet som helhed, som blot er blevet spaltet ud på et større antal genrer med øget gennemslagskraft som resultat. "Den dag en stor roman ikke længere er en stor avisnyhed er et vigtigt terræn tabt," sagde John Chr. Jørgensen. Men det var slående, at det var forfatterne selv, der efterlyste en genoptagelse af det seriøse og diskuterende anmelderi, som Tom Kristensen flere gange blev gjort til repræsentant for.
Endelig bærer universiteterne en del af skylden: den litteraturforskning, der i de sidste mange år er udgået fra institutterne, er alt andet end formidlende. Forskningen har tendens til at lukke sig om sig selv i en uigennemtrængelig jargon, hvor det solidt teoretiske og det bevidstløst eftersnakkende ligner hinanden til forveksling; og dermed forstørres det tomrum, der er åbnet mellem 'ugebladsstoffet' - som unægteligt koloniserer de store morgenaviser - og den akademiske kritik.
Hatten blev således igen hængende på den pind, som hedder kulturtidsskrifterne; og for dagbladsanmelderne er det tilsyneladende business as usual, trods de alvorlige udfald, standen måtte lægge øre til mandag aften. Fra Politikens Bjørn Bredal var der ikke meget håb at hente: anmeldelserne er for lange, der er for mange af dem, og skønlitteraturen er i almindelighed overeksponeret, lød det fra ham. Og det lover jo ikke godt for litteraturanmeldelsernes fremtid i Tom Kristensens gamle avis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu