Læsetid: 4 min.

Dårlig timing

14. september 1998

I den kommende uge skal tre danske hold i krise møde europæiske modstandere. Mens de tre bedst placerede hold må nøjes med at se på

HESSELAGERS HJØRNE
Jeg hader at køre efter kort. Tag nu søndag, hvor jeg både skulle finde en ejendomsmægler og derpå AB's hjemmebane. Med Krak'en dansende på lårene lykkedes det uden de store problemer at finde mægleren, få parkeret Folkevognen og få hentet de tingbogsoplysninger, jeg regnede med, der ville blive rigelig tid til at studere, mens AB og FC København afviklede deres lokalopgør.
Men AB's hjemmebane i Gladsaxe kunne jeg ikke finde. Det vil sige - jeg fandt den hele tre gange. Det første sted hed ganske vist "AB's baner" men her var ikke skyggen af en fodboldkamp. Og i Gladsaxe Idrætspark blev der afviklet et atletikstævne. Under et halvtag sad tre lokale og kævede bajere. Tre fyre vandrede rundt og lignede FKC-fans. Dem spadserede jeg efter. Men også de var på afveje.
Det korte af det lange er, at jeg først trådte ind på stadion på Vandværksvej to minutter i kampstart. Syv minutter senere førte FCK 1-0. Og efter bare 20 minutter stod den 1-1.

Tavs protest
Her burde stadion bølge frem og tilbage med slagsange. Men publikum har i denne weekend afviklet en tavshedsprotest mod UEFA, der vil forbyde ståpladser. Alle folk skal ned at sidde - af sikkerhedshensyn.
Endnu et symptom på, at de folk, der oftest ser fodboldkampe gennem VIP-loungens beskyttende ruder, ikke har meget begreb om, hvad fodboldoplevelse handler om. Og sikkerhedshensyn...
Hvis folk vil gå amok, kan vel også gøre det, selv om de har en siddeplads.
Protesten var effektiv. Der blev ganske enkelt ikke sunget, hujet eller hånet i hele 1. halvleg, hvilket unægtelig var en underlig fornemmelse. Ikke så meget på grund af det, man ikke hørte. Men derimod mere på grund af det, man hørte. En mumlen. Den snak med sidemanden, som normalt drukner i båthorn og mere eller mindre begavet artikulering rettet mod banen og modstanderne, lå som et tæppe over stadion. Underligt.
Først i 2. halvleg fik publikum mere lyd på. På det tidspunkt var det dog kun AB, der havde noget at råbe af. FCK's fans måtte se frustreret til, mens AB sejrede 4-1.

Superkamp
Tingbogsoplysningerne fik jeg aldrig pakket ud. AB og FCK leverede en af de bedste kampe i nyere superliga-tid. Det var en kamp, der satte en tyk streg under, at AB's træner Christian Andersen måske har ret, når han kritiserer landstræner Bo Johansson for ikke at bruge flere hjemlige spillere, i stedet for udenlandske bænke-stjerner, der nok har navnet, men ikke har gjort megen nytte. Hverken mod Tjekkiet eller mod Hviderusland.
FCK skal spille europæisk i denne uge. Det samme skal Vejle og Brøndby. Situationen er symptomatisk. Gang på gang ser vi, at de hold, der er bedst kørende i den hjemlige liga, ikke er med i de europæiske turneringer.
Lige nu topper AaB, Herfølge og AB, men de må som vi andre se på, når Brøndby for eksempel løber ind i Bayern München onsdag i Champions League. En kamp, som kan ende med en gevaldig afklapsning til danskerne, hvis svaghed fredag blev udstillet med 2-5 på hjemmebane mod upåagtede Viborg.
Ganske vist har Brøndby tidligere sat tyske hold effektivt på plads, men Bayern viser ifølge bulletinerne for tiden noget af det bedste fodbold nogensinde. Det gør Brøndby ikke.

Manglende stabilitet
Lige meget hvem Bayern München skulle spille imod fra Superligaen, ville opgaven for tiden være håbløs for danskerne. Derfor er det måske meget godt, at det er rutinerede Brøndby, der lægger ryg til de forventede bank.
Men omvendt ville det have været rart at se AB i de europæiske ligaer. For eksempel i stedet for FCK, der ganske vist skabte en del chancer i søndagens opgør, men slet ikke spillede med samme gnist som hjemmeholdet. FCK risikerer som Brøndby at få store øretæver, hvis ikke holdet i kampen i Sofia finder en helt anden indstilling og skarphed frem. Også Vejle virker nede. Holdet vandt fredag således kun beskedne 1-0 over agterudsejlede B93.
Og dermed kan det konstateres, at timingen i dansk fodbold er lidt uheldig - holdene deltager ikke i de svære europæiske kampe, når de er på toppen. Men lige efter de har toppet. Ærgerligt, og måske et symptom på manglende stabilitet. Og måske var det også dét han tænkte på, Christian Andersen, som han stod der og kæderøg ved AB's spillerboks. At de bedste af de hjemlige spillere ikke kommer niveauet højere op, hvis ikke de får chancen på landsholdet.
Har landstræneren et ansvar for at udvikle den hjemlige turnerings spillere gennem udtagning til landsholdet? Det spørgsmål presser sig mere og mere på. Og svaret må være ja. Det er blevet for trist af se Peter Møller ikke sparke bolden i mål. Lad os få noget nyt blod.
Moralen må være:
Hellere tage en chance, og se det gå galt, end ikke satse - og se det gå galt alligevel. Så har man da prøvet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her