Læsetid: 3 min.

Hvad dagbogen røber

18. september 1998

Chr. Braad Thomsen går Lars von Trier i bedene med en dagbogsudgivelse om optagelserne til sin nye film Den blå munk.. Anmelderen vil ikke stå tilbage, så nu skal der bekendes!

DAGBOG
11. september.
Jeg læser og suger til mig og lærer lidt om dagbogsformen. Den er god, for man kan skrive præcis hvad der falder én ind og behøver ikke holde sig til emnet. Man behøver slet ikke have noget emne. Andet end sig selv og hvad der sådan hænder fra dag til dag. Og så selvfølgelig sine drømme.
Braad ringer mig op og fortæller nyt om Filminstituttet. Hvad der dog sker i disse mørkecamre! Mystisk.
Mærkeligt, at Braad skulle ringe, netop mens jeg læser hans dagbog. Det er ikke en drøm. Dagen står i Braads tegn.

12 september.
Jeg læser og læser, men der står stadig ikke noget om nogen filmoptagelser. Derimod meget om Braads meninger om dette og hint. Hvornår kommer jeg til drømmene?
Han fortæller om dengang han i 1961, efter at være dumpet til studentereksamen, trængte sig ind i Thelonius Monks omklædningsrum og interviewede ham. Uden at få andre svar end Yeah Man og noget sublimt klaverspil.
I teatret oplever han Nicoline Werdelins Liebhaverne. Og på Bobi-Bar, det ydre forbillede til baren i Den blå munk, finder han sin hovedrolleindehaver, Therese Glahn, af og til stedets barservitrice. Tænk engang!
I dag får jeg at vide, at plakatbærere i sidste uge bar mit billede rundt på gader og stræder i Århus. Var Braad med til det? Eller er det noget jeg har drømt? I hvert fald var jeg i Århus. Så meget står fast.
Det er nogle underlige dage.

13. september
Er nået til side 37, men optagelserne er stadig ikke kommet i gang. Læser derimod om Fassbinder, Hitchcock, Rohmer samt Braads teateropsætning af Petra von Kants bitre tårer på Svalegangen i 1975: "Jeg kastede mig hulkende i armene på Lotte Hermann i taknemmelighed over hendes hudløse præstation som Petra".
Der står også en del om instruktøren Lotte Svendsen, mester for tre talentfulde kortfilm. Er hun da med i filmen? Nej, men hun får tilbudet og svarer, at "hun vil gerne gøre alt i filmen, undtagen det man får kønssygdomme af." - Lotte kom ikke med i filmen, men hendes replik kom med i manuskriptet. Forunderligt.
Hvad var det nu Birte sagde i går, da vi stod i køkkenet? Skal jeg citere hende? Nej, det går nok ikke. Hvad vil Henriette sige, hvis hun læser det? Måske har jeg bare drømt det.
Nej, dagbogen er alligevel en svær form. Bare jeg havde Braads mod.

14. september.
Nu er jeg kommet til side 72, men Braad er stadig ikke nået længere end til prøverne. Hvornår kommer filmen mon i gang?
Der står meget om Francois Truffaut, Jytte Rex, Helle Ryslinge og om Braads meninger om mangt og meget.
Men så går det løs. En dramatisk forkølelse gør tilværelsen usikker for Braad. Bent Conradi vinder tilskuernes sympati, mener Braad (ikke min). Helle Ryslinge gør sig ud til bens. Scriptgirlen Louise Friedberg gør alt lettere. Hun er en pige uden lige. Ole Meyer bevæger Braad til tåregrænsen.
Braad fortæller om indvundne erfaringer og instruktionsmetoder. Præcist og godt, synes jeg. Endelig er han i gang. Men der er også kværulantsnak om DR TV's håbløshed og Zentropas sjusk.
Og til sidst disse drømme om Fassbinder. Braads small talk om dagen og vejen og idolerne betyder altid noget. Tungtvejende.
Også sin egen film fortolker han: "Det at slå en rival ihjel er måske under alle omstændigheder en regression til den præ-ødipale afmagtsfølelse."
Kan det passe, at jeg har haft en drømmeløs nat?

15. september.
Har nået enden og må prøve at sammenfatte. Har kendt Braad i 35 år og altid værdsat hans seriøsitet og engagement, men mere som skribent end som instruktør.
Filmen Den blå munk er nu bedre end bogen om filmen. Man tror på Braad, når han skriver, at "ingen af personerne er modelleret efter stamkunderne på Bobi Bar. De udspringer alle af mit eget skabspsykotiske indre." Hvor også Fassbinder huserer. Bogen plejer Braads kunstner-image. Dansk films torn i øjet er blevet den rare mand med et venligt ord om de fleste.
Drømmer om Truffaut. Han er ved at interviewe Braad til en stor værkstedsbog om Braad. Men Truffaut rejser sig og går ud af døren, da Braad begynder at tale om sine drømme om Fassbinder.
Hvad betyder det mon? Jeg må ringe og spørge Braad.

*Christian Braad Thomsen: Sygdom forvandlet til skønhed. En filmdagbog fra optagelserne til "Den blå munk". 149 s., 98 kr. Illustreret. Forlaget Klim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her