Læsetid: 3 min.

Danmark lider nyt EU-nederlag om madsminke

25. september 1998

Danmark bliver nu stemt ned i EU og tvunget til at tillade det antibiotikalignende stof nisin i fødevarer. SF og Ø siger: Brug miljøgarantien

Danmark stemmes nu, så vidt Information erfarer, ned i EU's ministerråd i en ny sag om madsminke.
Vedtagelsen af forslaget vil bl.a. betyde, at Danmark fremover må acceptere brugen af det antibiotikalignende stof, nisin, i fødevarer.
Den danske regering advarer, i en stemmeforklaring sendt til Folketingets Europaudvalg, nu selv om, at nisin efter længere tids indtagelse kan skabe resistens overfor antibiotika. Regeringen begrunder sin advarsel med "det stigende sundhedsmæssige problem, antibiotikaresistens udgør".
EU-direktivet vil samtidig tillade, at den tilladte mængde af konserveringsmidlet sulfit øges i bl.a. tørrede nødder. Hvilket regeringen i samme erklæring også går imod. Dels af sundhedsmæssige årsager. Og dels fordi den mener, at forøgelsen er i strid med viden fra EU's egen Videnskabelige Komité for Levnedsmidler.

SF: brug miljøgaranti
Steen Gade, tidligere Europaordfører for SF opfordrer på denne baggrund nu regeringen til at benytte sig af den såkaldte miljøgaranti:
"Det man bør gøre, det er at bruge miljøgarantien. Jeg anser den her sag som en let sag for Folketinget. Som jeg husker det her, lovede regeringen, da det oprindelige forslag blev behandlet, at bruge miljøgarantien", siger Steen Gade til Information.
Keld Albrechtsen, Europa ordfører for Enhedslisten, går videre end Steen Gade og opfordrer regeringen til at nedlægge et egentligt veto mod EU-forslaget, men tilføjer som SF:
"Hvis ikke der kan samles flertal for et Luxembourgveto, vil vi foreslå, at Danmark bruger miljøgarantien. Det skal regeringen gøre på det rådsmøde, hvor sagen behandles. Det er de to ting, vi vil foreslå den danske regering", siger Keld Albrechtsen. Han tilføjer, at det ikke vil gøre nogen forskel om, det er den gamle Maastricht miljøgaranti eller den nye Amsterdam miljøgaranti, der bruges.
Det var ikke muligt torsdag at få en kommentar fra fødevarerminister Henrik Dam Kristensen, som sad i samråd i Folketinget hele dagen.
Danmark har tidligere brugt miljøgarantien i EU - netop i forbindelse med udvidede muligheder for brug af sulfitter.

Massiv modstand
Kilder i Veterinær- og Fødevaredirektoratet oplyser overfor Information, at intet tyder på, at det nødvendige blokerende mindretal i ministerrådet vil blive fundet. Danmark vil derfor blive stemt ned i sagen.
Dog med opbakning fra Tyskland, Belgien og Østrig.
Når forslaget vedtages i ministerrådet, er det endelig vedtaget, da Europa-Parlamentet allerede i juli afsluttede sin behandling af sagen.
Godkendelsen af de to stoffer sker på trods af en massiv modstand mod forslaget både fra Europa-Parlamentets side og fra interesseorganisationer.
Forslaget blev behandlet for anden og sidste gang på Europa-Parlamentets julisamling, hvor 300 parlamentarikere stemte imod og 200 stemte for, hvilket var 10 stemmer for lidt til at blokere indførelsen af nisin og sulfit.

Betænkeligheder
Forslaget har været sendt til høring hos bl.a. Forbrugerrådet, Astma-Allergi Forbundet, FDB, Kommunernes Landsforening og Københavns Kommune, som alle har haft betænkeligheder ved forslaget. Dansk Industri og Danske Mejeriers Fællesorganisation har ønsket listen af tilsætningsstoffer udvidet yderligere.
Forbrugerrådet finder det i sit høringssvar uacceptabelt, at EU allerede nu finder det nødvendigt at udvide de tilladte mængder af sulfit i fødevarer.
Først og fremmest fordi det i de gældende EU-regler på området slås fast, at EU over en fem års periode skal undersøge udviklingen på området.
Forbrugerrådet finder EU-forslaget - som begrundes med hensyn til forbrugerne - helt ubegrundet og henviser til "den modstand, der har været mod det oprindelige direktiv netop fra forbrugernes side."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her