Læsetid: 6 min.

Dansk films eventyrer

3. september 1998

Filminstruktøren Henning Carlsen har både besteget succesens tinder og oplevet fiaskoernes dybe fald. Det fortæller han medrivende om i sine værdifulde, muntre erindringer

NY BOG
I 1962, kort efter premieren på debutspillefilmen Dilemma, optaget illegalt i Sydafrika, fik Henning Carlsen en indbydelse fra Eventyrernes klub, en anset dansk forening.
Her skulle han fortælle om sine eventyr under de hemmelige filmoptagelser. Og det spændingsfyldte afsnit i erindringerne om dette forvovne projekt beviser til fulde, at der ventede de forenede eventyrere en livlig aften.
Men i sidste øjeblik blev invitationen tilbagekaldt på grund af "oplysninger tilsendt fra Sydafrika". Klubbens eventyrere ville ikke fornærme det hvide styre ved at fraternisere med en instruktør af en film med en så klar anti-apartheid-tendens.

Et ridderslag
Episoden inspirerede Bo Bojesen til en tegning med Carlsen som menneskeæderføde i eventyrkannibalernes gryde. Og hele affæren angiver den placering, Carlsen var ved at få i det danske film- og kulturbillede, samtidig med, at den siger også en del om ham som instruktørpersonlighed.
Han er handlingens mand, en energisk vovehals, der ikke skyr mange midler for at få sine projekter igennem. Og samtidig en engageret kunstner, der straks placerede sig på den dengang meriterende venstrefløj. Med eventyrklubbens tilbagekaldte invitation fik Carlsen vel i virkeligheden et ridderslag som en idealist, der var 'farlig' for systemet.

Gavmild fortælling
Siden Dilemma har Henning Carlsen holdt fast i sin uafhængighed og produceret eller co-produceret 14 af sine 15 film selv.
Han har løbet risikoen, taget tævene (der har været hyppigere end rosen) og aldrig for alvor skruet ned for ambitionerne. Og 71 år gammel udsender han i morgen sin seneste film. En karriere, der har krævet i spandevis af psykisk robusthed, jysk stædighed, kulturtaktisk fornemmelse og ubændig fighter-vilje. En overlevelsesdåd af de meget sjældne.
Intet under, at han er blevet mere rig på erfaringer end på penge og har samlet en mængde taknemmeligt stof til erindringer. Der er et ubesværet flow i den anekdote-spækkede beretning, som ikke gør krav på sproglig forfinelse, men i sin afslappede mundligt-musikalske form stammer fra en god fortæller, der er vant til at time sine pointer. Og som ved, at den konkrete historie (som den konkrete filmscene) ofte kan sige meget mere end mange siders fornemt formuleret litteratur-nørkleri.

Flugt fra Sverige
Det Ålborg-miljø, Carlsen opvoksede i, var konventionelt borgerligt og kristent-puritansk, men besættelsestidens udfordringer førte til en beskeden modstandsvirksomhed, som i forening med broderens og faderens død kort efter hinanden, ansporede Carlsen til tidlig eftertanke, men også handling.
En spændende fortalt flugt fra det sikre Sverige tilbage det farlige besatte Danmark viser en teenage-udgave af den snarrådige eventyrer, der siden skulle friste en hasarderet tilværelse som uafhængig filmmand.
En meget dansk eventyrer vel at mærke, for det hårdkogte eller macho-agtigt poserende ligger ham fjernt. Han er aldrig bleg for at indrømme usikkerhed og angst eller fortælle om egne dumheder, i sit afvæbnende runde, lune tonefald.

Handlingens mand
"Jeg har alle dage - skolen iberegnet - følt ubehag ved organiseret floktilværelse," hedder det tidligt i bogen, hvor man ikke kan dy sig for at lede efter biografiske nøgler til den overvældende interesse i Carlsens film for enspænderen og outsideren, den selvbevidste enegænger.
Men bortset fra et skoleforløb, der hverken var brillant eller fulgte normen, synes Carlsens tidlige ungdom ikke specielt outsider-præget. Dertil var han tilsyneladende alt for udadvendt og målrettet - som det også fremgår, da han som 21-årig finder sin
filmhylde og sin læremester, dokumentarfilminstruktøren Theodor Christensen.
Ganske vist har han med interesse læst Christensens (ellers ret ulæselige) filmteoretiske betragtninger, men direkte adspurgt af den store, rare mand om hvad han har fået ud af bogen, kan han 'kun' svare: "At jeg sidder her."
Det bedst tænkelige svar for en vordende filminstruktør, der skal tænke konkret.

1960'ernes store tid
Bogens første to tredjedele har varme portrætter af en lang række personer, især legendariske figurer som Theodor Christensen, klipperen Christian Hartkopp og den polske komponist Komeda - og rummer i det hele taget en menneskelig fylde, som flader noget ud i den mindre muntre fortsættelse.
Bogen gennemgår filmene én for én, ofte ret indgående, og bliver derved et værdifuldt filmhistorisk dokument. For selv om Carlsen (efter min mening) kun har lavet tre fuldt ud vellykkede spillefilm (Sult (1966), Man sku' være noget ved musikken (1972) og Pan (1995)), har næsten alle hans film interessante intentioner og aspekter.
Carlsen fremhæver selv, at 1960'erne var hans store periode, hvor han dog også lavede sit eneste bestillingsarbejde, den svenske Kvindedyr, som jeg husker som seværdig. I dette tiår fuldendte han den meget smukke, dokumentariske Danmarkstrilogi, han havde indledt med De gamle - og lavede sin genistreg Sult, der nok var svær at leve op til, men samtidig blev hans visitkort langt ud i fremtiden.
I samme periode blev han skilt fra kone og en stor børneflok. Et forløb, der - ligesom de efterfølgende forhold til instruktøren Anja Breien og den nuværende kone Else Heidary-Carlsen (begge norske) - tegnes velgørende ligefremt og ukrukket.

Kampen for Oviri
Problematisk virker derimod den lange redegørelse for de 13 år som direktør for Dagmarbiografen, fordi man - trods de mange, mange manuskriptlinier - kan have svært ved helt at fatte, hvad der vistnok siges mellem linierne. Den megen plads, Carlsen
vier dette trods alt underordnede virke, tyder på, at sårene efter alle bataljerne (og forræderierne?) stadig svier.
Mere ligetil er den lærerige fortælling om kampen for at få Gauguin-filmen Oviri med Donald Sutherland på skinner - en studie i udholdenhed og udmarvelse, tilmed strækkende sig til selve optagelserne, hvor han måtte "kæmpe en meningsløs kamp om magten over filmen" med sin fotograf Mikael Salomon ("ikke den raffinerede og følsomme billedkunstner, som Henning Kristiansen er").
Og da filmen så ikke slog an som forventet og den evige skurk Claes Kastholm Hansen skammeligt løb fra sit løfte om at støtte William Heinesen-projektet Don Juan i Tranhuset, oplevede Carlsen sin længste produktionspause på ni år, bl. a. tilbragt i Hollywood med at skrive manuskript med Buck Henry.
Men beretningen om come-backet med Pan giver fortællingen et tiltrængt løft til allersidst.

Skønhedspletter
Den bittert tonede galgenhumor mod slutningen svækker ikke for alvor helhedsoplevelsen af disse erindringer som frodige og livsbekræftende, gennemstrømmet af munter fortælleglæde.
Dog med et par mindre skønhedspletter. Carlsen gemmer ikke presseudklip, og det er måske grunden til at par grove 'romantiseringer'.
Det er grebet ud af luften, at dette blads berømmelige filmanmelder Erik Ulrichsen roste Carlsens spillefilms-opus nr. 2, den totalt mislykkede Hvad med os? (1963), i så høje toner, at det måtte nævnes på løbesedlen. Ulrichsen skrev tværtimod klart negativt om filmen.
Pressen var heller ikke så glad, som instruktøren hævder, for en anden fiasko, den selvbiografiske, men sært nok helt upersonlige Pengene eller livet (1981).
Og er det så ubetvivleligt sikkert, at Sult var "sensationen i Cannes det år"? I 1966 viste festivalen dog også film af Orson Welles, Robert Bresson, Joseph Losey, Alain Resnais, John Frankenheimer, Pietro Germi, Volker Schlöndorff, samt Claude Lelouchs Guldpalme-belønnede sensation En mand og en kvinde.
At Carlsen kalder Over alle grænser for Svend Åge Lorentz' første spillefilm og glemmer Himlen er blå, nævnes blot for en ordens skyld. Men også som endnu et eksempel på, at manuskriptet måske skulle have haft en kærlig filmhistorisk hånd. En filmografi havde heller ikke skadet.
For med sine mange kloge betragtninger over film og instruktørarbejde har Mit livs fortrængninger i høj grad bud efter de regulært filminteresserede. Udover den almenværdi bogen rummer som en bramfri beretning om et handlingsbevæget, usædvanligt liv.

*Henning Carlsen: Mit livs fortrængninger. Erindringer. 368 s., illustreret (glimrende). 395 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu