Læsetid: 4 min.

Derrida i Sydafrika

18. september 1998

Den akademiske kultfigur dukkede pludselig op midt i virkeligheden i Natal-provinsen - til et publikum, der var overraskende lydhøre

KULTURMØDE
DURBAN - Rygterne svirrer: Han er blevet observeret til et show på University of Illinois, iført Louis XIV-kostume, spadserestok og parfumeret lommetørklæde. Man mener at vide, at folk sidder i lag for at få et glimt af ham, at han næsten kun taler fransk og under alle omstændigheder er komplet uforståelig. Den franske filosof, Jacques Derrida, kommer til byen, noget af det nærmeste man kan komme en akademisk superstar, og selv den benhårdeste strukturalist bukker under for at se giraffen.
Det specielle ved Derrida som teoretiker er det mærkelige misforhold mellem den store enighed om værdien af det banebrydende værk, De la Grammatologie (1967), og den ret begrænsede mængde af vellykkede, loyale videreudviklinger af hans tankegang.
Hans begreber er spidsfindige, grænsende til det ordkløveriske, og begejstrede fans har siden gjort deres til at sparke dem ud i ekstremerne.
Den videnskabelige produktion i dekonstruktionens tegn er kæmpestor, men som oftest ret nem at angribe fra et derrida'sk standpunkt.
Derrida, må man formode, har loyaliteten over for sine begreber intakt, men han har til gengæld i stigende grad tilkæmpet sig et ry for at skrive totalt ulæselige, flagrende excentriske tekster.

Om tilgivelse
På Afrikas sydspids føler man sig temmelig langt væk fra teoretiske problemstillinger, og ved sådan en gæsteoptræden (ved University of Natal, Pietermaritzburg) er ens første tanke derfor: hvorfor skulle sydafrikanere have den mindste interesse for Derrida midt i samfundsomvæltningerne, midt i fattigdommen og kriminaliteten. Midt i Det Nye Sydafrika - jo, de er interesserede. Der er fuldt hus til forelæsningen, og undervejs kan man godt se hvorfor.
Derrida optræder charmerende og velfriseret i mørkeblåt jakkesæt med en ungdommelig, entusiastisk hustru på første række - han kaldes endog devastatingly sexy ugen efter i den sydafrikanske avis, Mail & Guardian.
Han viser sig at have en fortid som aktiv apartheid-kritiker, har en stor interesse i landet og mødes med stor interesse.
Langt fra at flagre ud i uforståeligheder taler han om tilgivelse - at kun det utilgivelige i sandhed kan tilgives, uden at tilgivelsen tilsmudses ved at indgå i en udvekslingsøkonomi.
Den, der tilgiver efter at have overvejet, hvad han kan vinde ved det har ikke ageret så uselvisk som en sand tilgivelse kræver. Parallellerne til Sydafrikas Truth and Reconciliation Commission (Sandhedskommissionen der giver amnesti til apartheid-tidens forbrydere mod sandfærdige og fuldstaendige vidnesbyrd, red.) er åbenbare.
Men da det bliver tid til spørgsmål har foredraget varet over to timer, og publikum er for udmattet til at forfølge konsekvenserne - i det her samfund - af tilgivelsens paradokser.

Valgets øjeblik
Næste dag taler han om etik, mest om Kierkegaard og lidt om Levinas. Med udgangspunkt i Abrahams prøvelse, ofringen af yndlingssønnen Isak, udforskes valgets øjeblik: den tavshed som ethvert af vore valg nødvendigvis må omgives af, fordi det aldrig kan retfærdiggøres over for andre.
Ved at svare på kravet fra 'den anden' fravælger (ofrer) man altid alle de andre, og ingen etisk retfærdigørelse kan gøre rede for dette valg. Samtidig bygges hele menneskets etik på valget, som altså overskrider etikken samtidig med at ligge til grund for den.
Derrida benægter eftertrykkeligt at være blevet eksistentialist på sine gamle dage - han opstiller ingen ontologi, men peger på noget inhumant allerinderst i mennesket.
Alligevel kan man ikke lade være med at mistænke ham for at være helt human - allerinderst inde.

Røde bøffer
Som en sand filosof gør han sig betragtninger, der gælder alle mennesker, men når de føles mere vedkommende hernede, er det, fordi det er her, man får stukket de etiske valg lige i hovedet hele tiden. Det er her, man vælger at sidde i sin dejlige lejlighed og spise røde bøffer, når man lige har smidt tiggere fra townships'ene væk fra sin hoveddør.
Det er her og nu, sydafrikanerne må beslutte sig for at tilgive de utallige forbrydelser, der blev begået i apartheids navn - og i modstandskampens.
Til grund for sådan en beslutning ligger på den ene side nød - ellers kommer samfundet aldrig på fode igen. Og på den anden side nogle af de etiske overvejelser, som kan virke fjerne og fortænkte, når man sidder på højskolen og læser Kierkegaard.
Sydafrikanerne kalder deres land et kombineret 1. verdens- og 3. verdens-land, fordi det er befolket af en forholdsvis stor gruppe rige mennesker og en meget stor gruppe fattige mennesker.
Den forskel kan man i princippet godt prøve at ignorere, men så har man allerede truffet et grundlæggende etisk valg, for der kommer ingen andre og udbetaler bistandshjælp til dem, man overser.
Spørgsmålet er, hvordan man vælger, hvem der vedkommer en, og måske er det derfor, de godt gider høre på Derrida - med eller uden solkongemanérer og parfumeret lommeklud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her