Læsetid: 4 min.

Djævelen har travlt om natten

29. september 1998

Nye tematiske noveller af danske digtere

Noveller
Skal digtningen give svar, eller skal den stille spørgsmål? Vagn Lundbye er ikke i tvivl. Han synes, at ny dansk litteratur er alt for lidt bestemt af erfaringer og den derfor mere har lyst til at atomisere end at skabe synteser. Han giver endda Poul Borum noget af skylden for, at vi lever under et "æstetisk åg" med kun en rådvild digtning for hånden. Han kalder Karen Blixen og Albert Dam til vidner for en bedre holdning til godt og ondt med deres evne til at svare.
Det er sådanne opbyggelige tanker, Vagn Lundbye lufter i fortalen til en antologi af 13 nyskrevne noveller, som han i litteraturpolitisk øjemed har bestilt hos lige så mange forfattere. De har indvilliget i at digte over et skriftsted hos Paulus, der heller ikke var bleg for at give sine folk, her efeserne, gode råd og formaninger: "Lad ikke solen gå ned over din vrede. Giv ikke djævelen råderum."
De 13, inklusive Lundbye selv, har svaret, i hvert fald på udfordringen, trods den diskutable eller forenklede idé om litteraturens opgave som svar på tilværelsens spørgsmål. Midt i ideologers, fundamentalisters og profeters trængsel af idelig svaren måtte digterne dog hellere tage Henrik Ibsen på ordet og opfatte kunstnerens kald som det at spørge, ikke at svare.
Der er dog kommet nogle gode historier ud af det. Og skulle man nu ikke være fikseret på indholdet og graden af visdom, kan man more sig med at anstille æstetiske betragtninger over, hvor forskelligt et tematisk stikord kan udfoldes til en replik.
F.eks. kunne man lægge mærke til, at det at få et citat stukket i hovedet er en impuls til intertekstualitet, dvs. at tænke i litteratur, i andre tekster. Vagn Lundbye selv bruger f.eks. uden videre løs af Peter Nansens reportage fra Politiken 1890 om Yngsjömorderen Anna Månsdotters henrettelse i Kristianstad i en søgen efter det sidste, hemmelige ord, hun udtalte. Det bliver til en spøgelseshistorie om tilværelsens magiske korrespondenser.
Svend Åge Madsen spinder med citattitlen "Vredens gudinde" sindrigt videre på sin egen fiktive slægtskrønike med Edvard Pinsel, søn af Raka Hagel, datter af Alma Nonnetit, der huskes fra romanen At fortælle menneskene. Hun dyrker linteografi, dvs. evnen til at aflæse og fortolke kropsaftrykkene i folks brugte linned. Hun er rullekone og har et skilt i vinduet: Her rulles, som folk tror er til salg. Madsen leger videre med denne Søren Kierkegaards vittighed. Edvard er imitator; har ikke noget ego, men kun et nego. Han kan igangsætte butiksalarmer med sin viljestyrke, mens alle følelser er under tvivl.

Fint spændingsforhold
En filosofisk fabulerende evne til at tænke i ord, begreber og i realiteternes bogstavelighed, har Villy Sørensen, der her aflægger en såre vittig rapport om, hvordan han håndterer sin vrede over naboernes støjen, bl.a. mens han står på sin altan og ser solen gå ned. Til sidst tvinges han til at flytte. Her er det H.C. Andersen, der diskret gør sig erindret med studentens beretning om sine naboer i "Tante Tandpine".
Sørensens saglige stil står i et fint spændingsforhold til Klaus Rifbjergs umiddelbart følgende novelle, "Solnedgang", der lader en mand i en kompleks lyrisk idiosynkrasi mod krager kredse om et bestemt erindringsbillede af kvindens utroskab, måske. Det bliver til en vrede mod vreden. Her mindes man om forfatterjeg'ets had til krager - der jo søger mager - fra romanen Kiks.
I Henning Mortensens ægteskabsnovelle er manden litteraturforsker med speciale i Hasek og hans Soldat Svejk og oplever en lidt kafkask historie i Prag, hvor den historiske krig griber ind i deres liv i et symbolsk spil med datoer. På vingerne kommer man med Ib Michael i en kosmisk fantasi, hvor han og en brat besøgende sjæl går både på Bakken og i Tivoli. En kærlighedshistorie ganske uden had. Atter en jeg-fortælling med referencer til episoder andetsteds i forfatterskabet.
"Jeg vil gerne hade nogen, men det er for sent!" konstaterer en dreng i Grethe Roulunds kannibalistiske fremtidsfantasi, hvor mennesker ikke bare forsvinder, men forsvindes, og organisk liv er noget musealt. Kopier af dyr samt en levende poppel forevises som attraktioner, der skræmmer ham.
Også Arthur Krasilnikoff leverer en snert af kannibalskhed hos en japaner i dekadent livsanskuelseskrise. Han fisker delfiner, skærer dem ud, lugter og smager dyrets angst.
Ulla Ryum er den, der går tættest på den paulinske tekst. En præst med skyldbetyngende og konfuse familieforhold får sin pine forløst af en gammel klog kone ved at fortælle sin historie.

Djævelens råderum
Antologien er kommet til at repræsentere mange af den korte prosas forskellige fortælletraditioner og symbolmekanismer. Der er f.eks. stor afstand mellem Cecil Bødkers hverdagsrealisme, der redegør for mænds og kvinders form for vrede ved en forsoning mellem en voldelig mand og en flygtende kone, og så Peter Seebergs mytiske fortælling fra 1500-tallets Ungarn om en sagtmodig herre og hans sataniske tjener, hvem han ikke tør vise sin vrede. "Falsk accept" angiver den som tema. Tjeneren myrder herren. Han "flygtede til en havneby ved Sortehavet, hvor han drev handel med eddike." En pudsig pedantisk oplysning som netop upedantisk pointe.
Djævelen har fået godt råderum rundt om i novellerne. Natsiden af menneskers verden er et veludnyttet arbejdsområde for eftertanken, der her kan stimuleres hos læsere, også hos dem, der mener, at den vrede, der kan holde natten over, er nødvendig, hvis man skal bekæmpe dagens djævelske magter. Det var lektien især i 1970'ernes litteratur, mens Vagn Lundbyes invitation frister til ekskursioner i metafysikkens overbygning.

*Vagn Lundbye (red.): Lad ikke solen gå ned. Tretten nye fortællinger af danske digtere. 138 s. 249 kr. Vindrose. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu