Lisbet Lundquist skriver charmerende erindringer fra den sommer, hvor hun første gang
blev kysset rigtigt og oplevede over-gangen fra barn til teenager
NY BOG
Lisbet Lundquist er et af de underlige, moderne fænomener, der er kendt for at være kendt. En såkaldt mediepersonlighed. I sin tid var hun den atypiske fotomodel, der end ikke gjorde forsøg på at se uudgrundelig ud, men tværtimod lukkede munden op og var sjov og havde meninger.
Så blev hun skuespiller - fortsat og stadig med særlig gennemslagskraft på film og tv. Hun benyttes især indenfor det lettere repertoire - komedier, revyer.
Men de fleste kender hende som fortsat som medieperson. Og som sådan bliver hun formentlig aldrig slidt op. Hun er i stand til at tilføre selv de koldeste og dummeste gætte- og grimasse- og gameshows en sjat af sin fine udstråling af personlig varme og livsglæde. Hun virker som om hun er velsignet med en let gang på jorden: Høj, smuk, lys, afbalanceret, stor indre styrke.
Nu debuterer hun som forfatter med en bog med undertitlen Delvist sandfærdige erindringer. De ændrer intet på indtrykket fra mediemarkerne.
Tante Ralle
Hun er vokset op i trygge gode kår i det beskyttede højere middelstandsbælte nord for de nordlige københavnske forstæder. Ingen chokerende rystelser i barndommen, ingen tragedier, fornuftige forældre, søde veninder og skolekammerater - og en god evne til at tage livets små overraskelser med først et registrerende smil og derefter et følelsesmæssigt overskud, som er misundelsesværdigt.
Rammen om erindringerne er en sommerudflugt til det uciviliserede Jylland sommeren 1954, hvor fortælleren var 10 år gammel. I Jylland var der ikke indlagt vand over alt, og der var levende hugorme. Enkelte af de indfødte talte fortsat jysk, men ellers var det vel ikke så forskelligt fra det hjemlige.
I Jylland boede den gode tante Ralle. Tanten tog sig kærligt af sine sommer-gæster, men led nederlag, da hun gjorde forsøg på at beskæftige Lisbet med rigtige pigesysler. Lisbet kan hverken sy eller strikke. Det er håndgerningslærerinden, der citeres i bogens titel: "Dovne piger syer med lang tråd".
Intet opsigtsvækkende
Jyllands-turen har sat sig dybe spor i Lisbet Lundquists erindring om sin barndom. Eller rettere: Den er en slags omdrejningspunkt mellem barn og teenager.
Turen benyttes som afsæt for erindringsudflugter i mange retninger: fortællerens brødre, andre familieportrætter, de første erfaringer med drenge, turene senere i livet til bl.a. Italien, madlaving (med opskrifter bagest i bogen), den første store filmrolle, sjove oplysninger eller fantasier om hvad barndomsbekendte har udviklet sig til i deres voksenliv.
Et af kapitlerne - der indeholder drømmeforestillinger om en lykkelig alderdom - har tidligere været trykt i Lone Kühlmans antologi Den bedste tid.
Man kan ikke sige, den lille Lisbet den sommer oplever noget rigtig opsigtsvækkende - det skulle da lige være synet af en sølvhvid enhjørning udenfor vinduet under et tordenvejr. Men hun oplever da at blive kysset af den mærkelige indfødte og 13-årige Erling - og ikke kun at undre sig, men også glæde sig over oplevelsen.
Selv om hun egentlig ikke oplever noget specielt anderledes eller usædvanligt, kommer man ikke uden om, at man føler sig fint underholdt af bogen. Hun fastholder den varme, lette, charmerende, og - undskyld - glad fnisende tone, som er hendes mediepersonlighed og som brager lige igennem også her.
Fordi den formentlig (og til lykke med det) er hendes helt egen og derfor helt ægte.
*Lisbet Lundquist: Dovne piger syer med lang tråd. 152 s., kr. 175. Aschehoug
