Læsetid 6 min.

EU's håbløse kamp

5. september 1998

Da EU-landede underskrev Barcelonaaftalen, var det i håbet om at breme indvandringen. Men EU kan ikke betale sig ud af problemet

Af de ca. 19 mio. ikke-europæere, som i dag bor i EU, er omkring halvdelen fra de sydlige Middelhavslande. Dertil kommer en illegal indvandring, hvis størrelse i sagens natur er ukendt, men som skønnes til at omfatte 500.000 hvert år, hvoraf størstedelen kommer fra det sydlige Middelhav.
De sydeuropæiske lande har allerede i lang tid haft problemer med den illegale indvandring.
For det første det store antal: Man regner med, at der er omkring 2 mio. illegale indvandrere fra Nordafrika i Frankrig, omkring 1 mio. i Italien og i Spanien omkring en halv mio. Udover økonomiske problemer giver indvandrerne anledning til konflikter, som f.eks. en Le Pen i Frankrig har forstået at udnytte politisk.
Konfliktpotentialet er stort
- løsningsmodellerne små. Man kan forhindre indvandring enten ved at lukke grænserne eller ved at bidrage til så forbedrede leveforhold i de lande, hvor indvandrerne kommer fra, at de foretrækker at blive hjemme. Uanset, hvad man vælger, er det dyrt. Stop for illegal indvandring har vist sig praktisk umulig at gennemføre og vil kræve meget store ressourcer til grænsebevogtning, hvis man forsøger. Dertil kommer, at en effektiv bevogtning af de ydre grænser tillige af moralske og kulturelle grunde vil støde på stor politisk modstand. At lade udviklingen forløbe, som den gør nu, vil ikke blot forstærke de etniske, religiøse og kulturelle problemer i forbindelse med indvandring, men det vil også koste umådelige summer at integrere de mange nye.

Tilbage er den strategi, EU har valgt, nemlig gennem samarbejde med og økonomisk bistand til de sydlige Middelhavslande at få forbedret levestandarden her, således at stadig færre ønsker at migrere. Det er i al sin enkelhed det, Barcelona-aftalen fra 1995 handler om, hvor EU gennemførte en omfattende Middelhavspolitik.
Ser man alene økonomisk på det, vil strategien kræve ressourcer i et omfang, som mange gange overgår, hvad EU kan og vil præstere: Forskellen på Danmarks Bruttonationalprodukt pr. indbygger og Marokkos var i 1995 på 28.780 USD (godt 200.000 kr.).
Tallene giver indtryk af, hvor stor afstand, der er mellem økonomierne i EU-landene og de nordafrikanske og mellemøstlige lande. Når den økonomiske forskel samtidig sættes i forhold til befolkningsudviklingen i Mellemøsten og Nordafrika kan man få en antydning af, hvor store ressourcer, der skal til, hvis levestandarden skal hæves her. For hele regionen er befolkningstilvæksten ca. 3 procent, hvilket betyder, at befolkningstallet i Mellemøsten årligt stiger med 6-7 mio. indbyggere.
I Verdensbanken forventer man en befolkningsfordobling omkring år 2025, således at området fra Marokko i vest til Iran i øst og fra Tyrkiet i nord og til Sudan i syd i alt skal rumme og brødføde omkring 650 mio. mennesker. Det indebærer et voldsomt pres på de enkelte landes ressourcer. Et velkendt og ofte citeret eksempel giver indtryk af problemet: I Ægypten, hvor Verdensbanken angiver befolkningstallet til 53,6 mio. (1991) og væksten til 1,9 procent, betyder det, at der hvert år skal skaffes mad og vand til godt 1 mio. flere munde, bygges skoler til over 1 mio. flere elever og findes bolig og arbejde til mere end 1 mio. nye borgere.
Hver dag skal der bygges skoler og ansættes lærere til undervisning af knap 3.000 nye elever blot for at holde trit med væksten. På denne baggrund forekommer velstandsforbedringer for hele befolkningen at være uden for rækkevidde.

Over for disse ganske skræmmende fremtidsudsigter, kan man pege på, at der faktisk finder et fald i befolkningstilvæksten sted i Mellemøsten og Nordafrika, som følge af nye vaner og kvindernes ændrede rolle på arbejdmarkedet. Ikke desto mindre betyder de små økonomier og de store og navnlig meget unge befolkninger, at EU ikke kan betale sig ud af problemet med migration. Nyere migrationsteori har dog vist, at det ikke blot er økonomi, der får folk til at flytte. Politiske, kulturelle og mange andre faktorer spiller ind. Forbedring af politiske og kulturelle forhold vil også gøre det mere attraktivt at blive hjemme.
Barcelona-aftalen handler derfor heller ikke kun om økonomi, men tillige om kultur og politik. Overordnet var der tre problemer på dagsordnen i Barcelona: Migration, sikkerhedspolitik, herunder navnlig risikoen for spredning af islamisk fundamentalisme, og økonomi.
Politisk satser man på fremme af demokrati og respekt for menneskerettigheder. Mere konkret dækker det over opbygning af større gensidig tillid staterne imellem, politisamarbejde, som skal dæmme op for smugleri af narkotika og mennesker, og en eller anden form for sikkerhedspolitisk samrbejde i bredere forstand, herunder underskrivelse af en aftale om ikke spredning af atomvåben.
Vedtagelsen af det politiske program løb dog ind i svære problemer: For det første havde Syrien, der betragter palæstinensernes og Hizbollahs aktioner som frihedskamp, forbehold over for formuleringerne om politisamarbejdet: Syrerne ønskede med henvisning til palæstinenserne og situationen i Sydlibanon, som Israel holder besat i form af en selvbestaltet sikkerhedszone, en passus indføjet i dokumentet om retten til folks selvbestemmelse. For det andet havde Israel svært ved sluge NPT. Hverken syrerne eller israelere fik deres krav opfyldt, men de har efterfølgende taget deres forbehold.
Økonomisk satser man på liberalisering af de overvejende statscentralistiske økonomier i de sydlige lande samt på etablering af en frihandelszone år 2010. Fordelene ved liberalisering er større samhandel og fremme af udenlandsk privat og offentlig investering. Imidlertid rummer såvel liberalisering som frihandel problemer for de sydlige Middelhavslande: Den vil især betyde fjernelse af subsidier på varer samt til statsdrevne virksomheder, hvilket vil resultere i øget inflation og lukning af et betydeligt antal virksomheder, der ikke kan klare sig i fri konkurrence, med øget arbejdsløshed tilfølge.
Frihandel vil for en række lande indebære store tab i toldindtægter, hvorfor det allerede nu er klart, at det ikke vil være muligt inden år 2010 at få den gennemført. Det skønnes, at en delvis nedtrapning af tolden over 12 år efter 2010 vil medføre op mod 30 procent konkurser i Marokko. Det er klart, at en betydelig del af de penge, EU har afsat til Middelhavsprogrammet, netop skal bruges til at afhjælpe problemerne i forbindelse med den økonomiske liberalisering og planlagte frihandel. Ikke desto mindre forventes planerne at komme til at gøre ondt, føre til øget arbejdsløshed og dermed til muligheden for øget destabilitet - helt modsat hensigten.
Dertil kommer, at det ikke kun er de sydlige Middelhavslande, men også de sydeuropæiske, der er interesseret i særordninger for visse varegrupper, nemlig landbrugsvarer som f.eks. oliven.
Alt dette tyder på en lang række problemer, der kun kan løses gennem særordninger og særaftaler, der igen indebærer en ny opsplitning af Middelhavet. Såvel frihandel og økonomisk liberalisering bliver altså dyrt at gennemføre for de nordafrikanske og mellemøstlige lande.

De 35 mia. kr, der følger med Barcelona-deklarationen, skal selvfølgelig bruges som økonomisk støtte til omstruktureringerne. Dertil er der tilsagn fra Den Europæiske Investeringsbank om lån i samme størrelsesorden, hvilket ialt indebærer 14 mia. årligt over 5 år. Det svarer til 13 procent af EU's handelsoverskud med de pågældende lande, der er på 110 mia. kr. årligt.
I det perspektiv kan man spørge sig selv om, hvad der egentlig fik de sydlige lande til at indgå partnerskabet med EU?
Svaret er nok, at lidt er mere end intet. Hidtil er det sydeuropæiske virksomheder og intellektuelle i nord og syd, der nyder godt af kulturprogrammet, som har vundet ved Barcelona-aftalen. Migrationsproblemet løser den ikke, og hidtil har EU valgt en fleksibel holdning til spørgsmålet om menneskerettigheder i syd til fordel for økonomien, der bl.a. skal sikre energiforsyningen til Sydeuropa i form af naturgas fra Algeriet.

Lars Erslev Andersen er leder af Center for Mellemøst1studier ved Odense Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu