Læsetid: 2 min.

Fædreland og modersmål

4. september 1998

SPROGET
En nationalsang er en slags fælles visitkort, som fortæller om landets selvforståelse, egenart, natur, historie - og ofte også sprog.
En fædrelandssang har normalt de samme ingredienser.
I 1819 vandt den nu ukendte digter Juliane Marie Jessen en stort anlagt konkurrence om en fædrelandssang.
I konkurrencebestemmelserne stod der bl.a., at "Digtets Hovedemner maatte vel være Kjerlighed til Fædrenelandet og Troskab mod Kongen. Det maatte passe til alle Tider og for alle Stænder ...".
Dr. phil. Flemming Conrad har skrevet fængslende og morsomt om denne konkurrence i 2. bind af Dansk Identitetshistorie, red. af Ole Feldbæk.

Som det vil fremgå, prøvede Juliane Marie Jessen at følge opskriftens krav. Det kan dog diskuteres, om hun har hævet sig over sin egen tid.

"Dannemark! Dan-Konge!" lyder fra Øe,
Slette og Søe.
Broder! ræk trofast og dansk mig din Haand!
Danmark og Konge foreene vor Aand!
I Fredstimen styre de Mandens Færd
Til Borger-Værd!
I Kampens Time de hvæsse vort Sværd
Til Helte-Færd!

Tænk, hvis Peter Schmeichel og hans kolleger på landsholdet skulle bakse med dén tekst før landskampene. De ville brække tungen og miste pusten på forhånd.

Men Oehlenschlägers nationalsang, først offentliggjort i 1823, var nu heller ikke lige heldig i alle sine vers. Et af de nu konsekvent udeladte lyder sådan her:

Jeg bytter Danmark ei
For Ruslands Vinterørkner,
For Sydens Blomstermai.
Ei Pest og Slanger kiende vi,
Ei Vesterlandets Tungsind,
Ei Østens Raseri.

Den er i hvert fald ikke politisk korrekt i dag.
Om sproget skriver Oehlenschläger i et nu ukendt vers fra "Der er et yndigt Land" kun et par ord:
Vort Sprog er stærkt og blødt,
Vor Tro er reen og luttret
(...)

Til gengæld vier H.C. Andersens det en mere indgående opmærksomhed i sit smukkeste fædrelandsdigt:

Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme
saa sødt velsignet du mit Hjerte naar
(...)

Her hævdes det ikke, at sproget er smukkere end andre, men at det, med Grundtvigs ord, er hjertesproget, modersmålet.

Den udtryksmåde genfindes i moderniseret og specificeret form hos Mogens Lorentzen. I sit digt "Der er et land" fra 1939 skriver han:

Der er et Sprog, det stilleste imellem mange,
og dog staar det os ganske særlig nær:
fra Børn af kendte vi dets Labyrint af Gange,
som unge fandt vi Hjertes Mæle her;
og et og andet kan vel findes skrevet
i Uforgæng'lighedens Bog,
som da det første var groet frem og levet,
blev tænkt og formet i dit milde Sprog.
Mor Danmark!

Her er vi umiddelbart før 2. Verdenskrigs udbrud, og måske er den med det stilleste sprog én til tyskerne. Men det er altså også mildt, ligesom det i talrige sange karakteriseres som blødt.

Det er altid noget, at vi i sang kan udtrykke en glæde over sproget. For læser man, hvad der skrives, og lytter man til, hvad der siges om sproget, dets udvikling og udtale, kan man godt tabe modet.
Vi er en nation af sprogskumlere - undtagen når vi synger!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her