I 1989 blev Torkil Lauesen arresteret som medlem af Blekingegadegruppen og idømt 10 års fængsel. Nu har han skrevet en bog om hverdagen i fængslet og de strategier, fangerne må udvikle for at overleve
Torkil Lauesen ligner ikke en mand, nogen ville mistænke for at være terrorist. Ikke desto mindre blev han i 1989 arresteret i den såkaldte Blekingegadesag. Danmarkshistoriens hidtil største røverisag med højspændte politiske undertoner. I den efterfølgende retssag blev Torkil Lauesen idømt en ubetinget fængselsstraf på ti år.
Efter at have afsonet seks et halvt år i Vridsløselille Statsfængsel er han nu blevet løsladt. Under fængselsopholdet studerede Torkil Lauesen statskundskab, og skrev umiddelbart efter løsladelsen et speciale om vilkårene og hverdagen for danske fanger. Et speciale der nu er udkommet i bogform.
Ingen resocialisering
Torkil Lauesens bog Fra forbedringshus til parkeringshus adskiller sig markant fra tidligere samfundsvidenskabelige analyser af fængslet som institution i samfundet. Torkil Lauesen beskriver nemlig fængslet, som det opleves bag tremmerne. Bogen er mere end en skildring af hverdagen som fange - den rummer et tankevækkende politisk budskab:
"Fængslet har ingen resocialiserende effekt på fangerne. Hovedparten af de danske fanger er dårligere rustet, når de løslades, end da de blev indespærret," siger Torkil Lauesen til Information.
"De fleste fanger bliver desocialiserede i fængslet og ender som passive, sociale klienter efter løsladelsen. De løsladte fanger er ensomme, fordi de har mistet enhver social kontakt med omverdenen. Fangerne mister evnen til at træffe beslutninger. At tage vare på deres eget liv."
"Mange fanger bliver løsladt med intet andet end en plastikpose med småeffekter, 300 kroner og en besked om at henvende sig på det lokale socialkontor. Jeg har ikke oplevet nogen form for resocialisering af fangerne."
Gør folk til kriminelle
"Fængslerne er blevet populære i det moderne samfund, fordi de evner at forvandle sociale problemer til kriminalitet; til individuelle og psykologiske problemer blandt samfundets randeksistenser. Fængslets opgave er at gøre sociale afvigere og andre marginaliserede personer til kriminelle - ikke at gøre dem til bedre mennesker. Ved at påtvinge de indsatte rollen som kriminel, får samfundet lettere ved at forstå og kontrollere lovovertrædere - også når de løslades," siger han.
Privatlivet ryger
Ved første øjekast fremstår Torkil Lauesen som en anonym mand i ternet skjorte og runde sygekassebriller. Han virker umiddelbart sky og reserveret. Som han sidder roligt og drikker kaffe i en lejlighed på Nørrebro, er han svær at forbinde med Blekingegadegruppens handlinger. Han ligner en almindelig familiefar med gråsprængt hår.
Torkil Lauesen taler langsomt og engageret. Fængselsopholdet har provokeret ham dybt. Han har brugt sin tid i fængslet til at forstå og analysere, hvad fængslet gør ved mennesker.
Under fængselsopholdet søgte Torkil Lauesen ind som selvstuderende på Statskundskab. Fængslet mente imidlertid ikke, at han kunne gå til eksamen og forsøgte at modarbejde studieplanerne. Men da Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet indvilgede i at gennemføre eksaminerne i Vridsløselille, måtte fængslet acceptere.
Torkil Lauesen var talsmand for de indsatte og kæmpede vedholdende for både sine egne og andres krav. Han mener, at det er altafgørende for at fangerne kan overleve som velfungerende mennesker, at de kæmper for at opretholde et privatliv inden for murerne.
"Undersøgelser viser, at de fanger, som har flest disciplinære problemer i fængslet, også er dem, der klarer sig bedst, når de løslades. Hvorimod de fanger, der blot indpasser sig, har størst sandsynlighed for at falde tilbage i kriminalitet. Men der er naturligvis forskel på, hvilke typer disciplinærbrud, der medvirker til at afstive og styrke fangernes personlighed og handlekraft," siger han.
Mister værdigheden
Torkil Lauesen mindes en fange, som fængslet frygtede ville flygte. Han blev indespærret i en særlig sikret celle og skulle kropsvisiteres flere gange dagligt af fangevogterne. Det gik ham til sidst så meget på nerverne, at han holdt op med at tage tøj på og i stedet gik nøgen rundt hele dagen.
"Det drev hurtigt fangevogterne til vanvid," siger Torkil Lauesen. "De syntes, det var ubehageligt. Hans happening er et eksempel på, hvordan fanger forsøger at opretholde deres personlige værdighed ved at provokere fængselssystemet og afprøve grænserne for accepteret adfærd."
"Der udøves en konstant kontrol af fangernes celler og privatliv. Din privatsfære bliver hele tiden overskredet. Jeg oplevede særligt visitationen af cellerne som ubehagelig og krænkende. Cellen er jo det eneste sted, hvor fangen kan bevare et privatliv."
"For mange fanger er de konstante kropsvisitationer dog endnu værre. Alle mennesker synes, det er ubehageligt at skulle afklæde sig foran fremmede mennesker. Mange fanger bliver i længden ligeglade. Men man mister sin værdighed som mennesker, når man i længden bliver tvunget til at acceptere gentagne krænkelser og overskridelser af sin personlige integritet. Der sker noget med mennesker, når de mister respekten for sig selv. Mister man sin værdighed, ja så mister man også respekten for andre mennesker," siger Torkil Lauesen i et tonefald, der bærer præg af, han har gennemført sin akademiske uddannelse som selvstuderende.
Statskup nedefra
Torkil Lauesen føler ikke, at han er blevet svækket af sit fængselsophold. Men han har udviklet en næsten paranoid følsomhed over for overvågning og kontrol. Han fortæller, at selv en vagtmand i Netto eller en kontrollør i S-toget kan provokere ham.
Torkil Lauesens skildring af fangelivet er inspireret af den franske samfundstænker Michel Foucault, der i 1970'erne beskrev fængslet som et symbol på den omfattende overvågning og kontrol, det moderne menneske underkastes.
Michel Foucaults banebrydende pointe var, at det moderne menneske disciplinerer, kontrollerer og overvåger sig selv. Nutidens stille disciplinering virker, ifølge Foucault, mere underkuende og nedbrydende end tidligere tiders fysiske tvang, fordi undertrykkelsen i dag virker gennem os selv. Politisk kamp bør derfor handle om at gøre op med de roller, vi påtvinges. For eksempel som kriminel.
Ifølge Michel Foucault var forbrydelse i sig selv en politisk kamp, fordi den sætter spørgsmålstegn ved samfundets indgroede normer. Foucault skrev, at "forbrydelse er statskup nedefra".
Provokation og sabotage
Et radikalt perspektiv, der også har forandret Torkil Lauesens syn på politisk engagement. Han har opgivet tanken om, at folket skal overtage statsmagten gennem væbnet konfrontation. Torkil Lauesen mener, at samfundet i stedet kan og skal forandres gennem lokal provokation og sabotage.
"For at kunne overleve i fængslet er det vigtigt, at opholdet ikke bliver et sort hul, en parentes i ens liv. Vil man bevare sin selvrespekt, må man forsøge at skabe en mening med livet i fængslet. Blandt andet ved aktiviteter, der kan bryde monotonien, og give hverdagen indhold. Jeg begyndte at studere - ikke kun fordi det var spændende - men også fordi det gav mig en mulighed for selv at strukturere min dagligdag. Andre fanger forsøger at bevare deres privatliv ved at dyrke bodybuilding eller udfolde sig kreativt."
Modmagtens judo
Torkil Lauesen mener, at fangerne må markere deres personlige grænser ved at provokere fængselssystemet. Inspireret af Michel Foucault betegner Torkil Lauesen denne strategi for modmagtens judo. Gennem brydekamp med fangevogterne skal magten vendes mod sig selv. På samme måde som i kampsporten judo, hvor angriberens kraft bliver vendt mod ham selv.
"Vi forsøgte at latterliggøre fængselssystemet ved at sprede falske rygter om, at fangerne ville gennemføre forskellige kollektive aktioner. Fængslet tilkaldte straks Glostrup Politi, der mødte talstærkt op. Men der skete intet, og politiet følte sig til grin. Modmagtens judo handler om at få magtens håndhævere til at føle ubehag ved deres arbejde. At få dem til at føle, at de overreagerer."
"Jeg husker en fange, som gemte små sedler med ubehagelige bemærkninger om fangevogterne rundt omkring i cellen. Fangevogterne fandt dem, når de rutinemæssigt visiterede cellen. Jo mere intensivt de søgte, jo flere ubehageligheder blev fangevogterne udsat for. Der er et eksempel på en klassisk modmagtsstrategi, som skaber ubehag blandt fangevogterne for at få dem til at mildne deres kontrol og overvågning."
"Der er to vidt forskellige udfald af modmagtsstrategierne. Enten styrkes fangerne selvværd og de kommer ud med deres personlige integritet i behold. Eller også går fængslets magtanvendelse over gevind, og fangerne bryder sammen. Modmagtens kunst er at finde balancen mellem provokation og konfrontation."
*Torkil Lauesen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 282 s., 248 kr, Hans Reitzels forlag.
