Skuespilleren Ernst-Hugo Järegård, behøvede bare vise sig på et scenegulv, så bøjede man sig en smule frem
Nekrolog
Han tilhørte den snart uddøende gruppe, man plejer at kalde "de store skuespillere" - dem, der kun lever for teaterscenen. For teatret og ikke for andet. Som er teater. Og som kan fylde en scene med absolut autoritet og udstråling.
Og farlighed. Dette utroligt rare menneske, som bar navnet Ernst-Hugo Järegård, behøvede bare vise sig på et scenegulv, så bøjede man sig en smule frem: Man vidste aldrig rigtig, hvad han ville gøre.
Der var noget svimlende, truende, livsfarligt over ham. Noget ukontrollerbart, som man kunne kalde liv.
Jeg troede længe, at han tilhørte den gruppe skuespillere, som egentlig kun fungerede hundrede procent på en teaterscene. At nærværet blev udtyndet i andre medier, at filmlærredet lagde et filter hen over ham. At en del af farligheden forsvandt. At man på film eller tv så at sige kunne læne sig tilbage og nyde ham. At billedmediet filtrerede hans irrationalitet, farligheden, væk.
Enestående
Så lavede vi for over 20 år siden Tribadernes nat sammen på tv, og han var enestående. Om muligt endnu bedre end på teatret. Og de sidste år fik han - på sin vis forbløffende - et internationalt gennembrud i Lars von Triers film.
Sandheden var måske hele tiden, at han kunne alt.
Når han kom med sin hat og slængkappe, gav han måske billedet af en stor teaterdiva; det var i så fald en indrømmelse til hans hemmelige drengedrømme. For styrken i hans begavelse var jo til dels hans barnlighed. Han tog teatret og sin opgave og sig selv fuldt og naivt alvorligt.
"Jeg er jo så barnlig, P.O.!!!" sagde han altid, "jeg er jo så barnlig!!!" Måske mente han bare, at teater kan man kun lege, hvis man tager det med barnets alvor.
Det betyder ikke, at han var uintellektuel. Denne enormt dannede skuespiller påstod gravalvorligt, at han læste en roman hver dag; jeg tror ham. Men han havde en renhed i sin barnlighed, som tillod ham at tage enhver rolle alvorligt, uden ironi: Også ondskab kunne han fremstille med frygtelig kraft.
De store skuespillere leger for os på denne barnlige, gravalvorlige og uironiske måde: Da bliver de også levende, umulige at slippe med blikket, livsfarlige. Og vi læner os frem.
Nu har en af de rigtigt store sluttet legen. Scenerne kan nu fyldes med teknik, ironi, distance og fantastiske scenografiske skuespil. Men tomrummet efter en stor, barnlig skuespiller ved navn Ernst-Hugo Järegård, ham, der fik os til at læne os frem i stolen og føle liv og frygt - det sceniske tomrum bliver svært at udfylde.
Oversat af Birgit Ibsen.
