Læsetid: 1 min.

Fest Side Story

12. september 1998

Egnsteaterkomedie på Det Ny Teater med tøset stage fight, latindanse for viderekomne og klatremus-charme

MUSICAL
Festligt er det, når de New York'ske bandekrige ruller hen over scenen på Det Ny Teater - med tøset stage
fight, fingeret indvandrertale og sorte parykker. På Gl. Kongevej er West Side Story nemlig reduceret til fornøjelig egnsteaterkomedie med latindanse for viderekomne og klatremus-charme.
Ensemblets to smukkeste har selvfølgelig fået hovedrollerne, og derfor gør det ikke noget, at denne Tony har det svært med volumen på de yderste toner - og at hans Maria synger opera, så det plirrer i lysekronerne. For sammen er de gode til at se forelsket og drømmende op i loftet - og forbi brandtrappedekorationen, der kan forvandle sig akkurat så lidt, som man gætter sig til efter 10 sekunder. Det gør heller ikke alverden, at det 41 år gamle mesterværk ikke får en hjælpende dramaturgisk hånd til en opdatering, men at det kun er oversættelsen, der taler om mobiltelefoner. For dansen formår at fastholde forestillingen i en udødelig musicalkliché med viftehænder og strømpebåndskæleri - og en uforudsigelig lydteknik sørger for at minde tilskueren om, at dette er en unik live-forestilling fra den bærbare mikrofons barndom.
Desuden er det beroligende, at instruktionen ikke har dyrket det psykologiske eller det realistiske i Jerome Robbins' Romeo og Julie-version - her skal intet kunne bringe tilskueren til tårer. Eller til sammenligning med gadekampe på Nørrebro.
Og det sker så heller ikke. Festligt er det.

*West Side Story efter originalversion af Jerome Robbins. Tekst: Arthur Laurents. Oversættelse: Jesper Jensen. Musik: Leonard Bernstein. Koreografi: Susanne Breuning. Scenografi: Paul Gallis. Musikalsk indstudering: Fini Høstrup. Instruktion: Daniel Bohr. Det Ny Teater. Til dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her