Læsetid: 4 min.

Film i tv

17. september 1998

*Dennis Hopper indleder en uge, hvor tv-kanalerne synes at have sammensværget sig om kun at sende sekundavarer. Selv om man nok kan se mulighederne i den rolle, Hopper har givet sig selv som pervers undertøjs-sælger, er rapporterne om hans komedie Chasers fra 1994 ikke opmuntrende. Den handler om to af flådens friske fyre, der skal eskortere en fange til fængslet - og opdager at fangen er en sexet sild.
Tom Berenger spiller hovedrollen, og den mig ubekendte Erika Eleniak er den fristende dame. Maltins Filmguide kan kun afse halvanden stjerne til løjerne, så de er nok mest for Hoppers hard core-fans.
Chasers/ Ud i det blå. DR 1, fredag kl.21.30-00.40

*James Bond huserer i denne tid på TV3, der i rækken af 1960'er-Bonds er kommet til You Only Live Twice, som især foregår i Japan. Mesterskurken er denne gang Donald Pleasances Blofeld, der vil spille supermagterne ud mod hinanden. Ikke en af de store Bond-film og Sean Connerys sidste i 1960'erne, inden han tog helt fri for Bond og først vendte tilbage fire år senere i Diamonds Are Forever.
Den kendte novelleforfatter Roald Dahl har skrevet manus, og for de trendsettende dekorationer står mesteren Ken Adam. Læg i øvrigt mærke til sekvensen inden forteksterne, en skildring af en astronauts endeligt ude i rummet, som den legendariske kritiker Pauline Kael fandt "mere sjov at se end hele Kubricks 'Rumrejsen år 2001'."
You Only Live Twice/ Agant 007 - Du lever kun to gange. TV3, lørdag kl. 20.55-23.10

*Debra Winger har en enkelt virkelig skarp, bidende scene i komedien Forget Paris fra 1995, hvor hun fortæller en veninde om, hvordan hun altid har formet sin identitet efter sine elskere. Men ellers er hun for ofte reduceret til at le ad Billy Crystals vitser og one liners. De kan være morsomme, men også netop så facile som Crystals eget renskurede komediant-image. Filmen er en ægteskabskomedie om fordampet og genoplivet romantik, med Crystal og Winger som to fortravlede amerikanere, der forelsker sig under et Paris-ophold, men har sværere ved at holde følelserne varme i deres fælles tilværelse i USA. Vennerne fungerer som fortællere, et ganske fikst greb, der et par gange udnyttes vittigt, lidt i Woody Allen-stil. Men blandingen af latter og tårer er mere ferm end følsom, som man kunne forvente det af de højprofessionelle manus-forfattere Ganz & Mandel, der har skrevet filmen sammen med Billy Crystal.
Forget Paris. TV2, lørdag kl. 21.00-22.45

*Whoopi Goldberg er en Hollywoodstjerne med en vis smag for lettere kontroversielle emner, og et sådant må man vel desværre sige, at sort-hvid kærlighed stadig er i amerikanske mainstream-film. Her er det Ted Dansons rare, men grove cowboy og bilsælger, Whoopi ser sig varm på - efter at de har opdaget, at de har en datter sammen takket være en fejl i sædbanken i sin tid. Whoopi spiller en selvstændig, politisk bevidst dame, Danson en mere ligetil gemytlig fyr, så det er ikke kun hudfarven, der skiller dem. Den store romance bliver det da heller ikke til - i modsætning til i virkeligheden, hvor de to skuespillere faldt pladask for hinanden. Richard Benjamin har instrueret den ganske kvikke, hyggelige komedie fra 1993, så stjernerne får råderum - som gammel skuespiller trænger Benjamin sig ikke på med utidige filmiske fiksfakserier. Den senere så populære Will Smith ses i en birolle, og også Jennifer Tilly medvirker.
Made in America. DR 1, lørdag kl. 22.10-23.55

*Burt Lancaster giver format og tyngde til rollen som isoleret livstidsfange i denne næsten-klassiker af John Frankenheimer fra 1962. Et dobbeltmord har sendt ham bag tremmer, men livsviljen er ikke helt knægtet, og da han finder en forkommen fugleunge og redder dens liv, tændes der en gnist. Sejt kæmper han for at få lov til at have fuglen i cellen, og som årene går, uddanner han sig til en fremtrædende ornitolog. Især spillet mellem Lancaster og hans fangevogter (Neville Brand) har fine nuancer i en Hollywoodfilm af den solide humanistiske slags.
The Birdman of Alcatraz/ Manden fra Alcatraz. TV3, lørdag kl. 01.00-03.45

*Nicolas Cage kunne for nylig ses som engel, og rent engleagtig er også hans opførsel i denne komedie, hvor han spiller en New Yorker-betjent, der deler en kæmpe lotterigevinst med en fattig servitrice, fremstillet af Bridget Fonda. Det bliver selvfølgelig også til en romance. Altså som flere af ugens andre film en gammeldags sag, der lever på de medvirkendes charme. Den eneste skarpskårne figur spilles af Rose Perez, der bliver godt gammeldags grådig ved udsigten til lotteri-millionerne. Instruktør er Andrew Bergman, der kan lave noget morsomt (Honeymoon in Vegas), men her ikke ligefrem har overgået sig selv.
It Could Happen to You/ Det ku' ske for dig. TV3, søndag kl. 21.30-23.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her