Læsetid: 4 min.

Film i tv

10. september 1998

*Francis Ford Coppola havde som producer en vigtig hånd med i skabelsen af denne herlige eventyrfilm for børn og voksne, en af de bedste filmiske familieoplevelser fra de senere årtier. Af mystiske kontraktmæssige årsager har DR 1 først vist fortsættelsen Den sorte hingst vender tilbage, oven i købet flere gange. Men her er altså Carroll Ballards oprindelige genistreg fra 1979 om drengen, som efter et skibbrud strander på en øde ø med et pragteksemplar af en sort hingst, der ender som væddeløbshest. Mickey Rooney er den garvede træner, som bringer hingsten i form - et herligt comeback for en ofte undervurderet skuespiller. Og Caleb Deschanels lyriske, næsten ekstatiske foto skaber en skønhedsmættet eventyrstemning af nærmest luksuriøs art i den flot opsatte produktion, der rummer megen tidsatmosfære fra 1940'erne..
The Black Stallion/ Den sorte hingst. DR 1, fredag kl. 16.05-18.00.

*Steven Spielberg havde endnu ikke bevist sin modenhed med film om Anden Verdenskrigs tragedier, da han i 1989 lavede tredje ombæring i Indiana Jones-serien. Her er nazisterne stadig tegneseriefigurer i en forrygende røverhistorie om arkæologen Indiana og hans far Dr. Henry på jagt efter 'det guddommelige' i mennesket, nærmere betegnet Den hellige Gral. Det er Sean Connerys stuelærde, verdensfjerne forsker, der er kommet på sporet af den evige helbredelses- og foryngelseskilde, men den vil nazi-skurkene selvfølgelig også finde, og så kidnapper de ham. Hvorfor sønnen Indiana - selvfølgelig spillet af Harrison Ford - må i aktion. Et meget charmerende drilleri holdes gående mellem far og søn, og filmen drøner selvlgelig deruda' med Spielbergs sædvanlige energi og opfindsomhed. Fortælleglæden er stort set intakt, men det var nok klogt af Spielberg at standse Indianas filmiske udfoldelser, mens legen var god.
Indiana Jones and the Last Crusade/ Indiana Jones og det sidste korstog. DR 1, lørdag kl. 20.25-22.30.

*Jim Abrahams og de to Zucker-brødre har vi meget at takke for. I 1980 indledte de nemlig med Højt at flyve-rækken af gag-spækkede parodifilm, der livede gevaldigt op i 1980'ernes og 90'ernes udbud af hårdtpumpede Hollywood-film - ofte med den uforlignelige Leslie Nielson i hovedrollen. Også i Højt at flyve tager bedagede B-filmhelte gas på deres kliché-image af stålsat mandighed - Robert Stack og Lloyd Bridges er flyvelederne, der fra landingstårnet prøver at redde det nedstyrtningstruede fly i denne veloplagte parodi på katatrofefilmgenren. Blandt forbillederne er Farlig landing fra 1957 og Airport fra 1969. Filmen er ikke mindst mindeværdig for den fine komedienne Julie Hagertys komiske stewardesse, der i bedste mening giver begrebet blow job en helt ny betydning.
Airplane/ Højt at flyve. TvDanmark, lørdag kl. 21.00-22.35.

*Johnny Depp har en dobbeltrolle som en Zorro-lignende Don Juan og en forstyrret knægt fra Queens i denne ofte pudsige komedie af Jeremy Leven. Et farverigt tilfælde af skizofreni, som tages under behandling af Marlon Brandos gemytlige psykiater Dr. Mickler. Brando bliver lidt efter lidt overbevist om, at
det kærlighedsevangelium, Depps Don Juan prædiker, slet ikke så skørt endda. En kuriøs spøg, der holdes sammen af de to karismatiske hovedrolleindehavere.
Don Juan DeMarco and the Centerfold/ Don Juan DeMarco - verdens bedste elsker. TV2, lørdag kl. 21.00-22.40.

*Niels Arden Oplev er et kunstnernavn, der vil noget, og instruktøren debutspillefilm Portland fra 1996 er da også både meget voldsom og en voldsomt ambitiøs affære. Historien om to brødres færden i den ålborgensiske underverden træder i baggrunden til fordel for en forenklet, sygeligt gultintet udmaling af en verden af betonghettoer og industrikvarterer, støvsuget for ethvert gran af menneskelighed. Klipningen er med et mildt ord rastløs og kameraet uroligt i den stilistisk meget selvbevidste film, der også forsøger sig med rå galgenhumor udover den generelle råhed. Her i bladet kaldte Eva Jørholt instruktøren for "en i dansk sammenhæng sjældent begavet film-skaber" samtidig med, at hun påpegede adskillige løse ender i historien. Trods de generelt fine anmeldelser gik biografpublikummet dog i en stor bue udenom filmen. Og personligt minder den mig om James Agees berømte ord om Hollywood-filmen I Walk Alone:
"The picture deserves, like four out of five other movies, to walk alone, tinkle a little bell, and cry: 'Unclean, unclean.'"
Portland. DR 2, søndag kl. 21.20-23.00.

*Ken Loach har også lavet en spændingsfilm! Af ubegribelige grunde er Hidden Agenda ikke blevet vist i biograferne, men nu kan den ses på TV2, selv om man - lige så ubegribeligt - har gjort dette kup til en midnatsforestilling. Filmen er fra 1990, men emnet er sørgeligt aktuelt: Nordirlands-konflikten. Og Loach' værk vakte furore ved Cannes-festivalen i 1990, fordi den er klart anti-britisk i sin historie om en kynisk sammensværgelse med ankerpunkt i det Konservative Parti. Faktisk er den et ætsende angreb på Englands konservative Irlandspolitik, fuld af løgne, fortielser og generelt snuskede magtmidler. Den neutrale engelske politimand (fremragende spillet af Brian Cox) rejser til Nordirland for at opklare mordet på en amerikansk borgerretsforkæmper. Jo mere han graver i sagen, desto klarere bliver det, at han står med beviser for en forbryderisk sammensværgelse i sin tid mellem ledende samfundsstøtter og industrifolk for at få Labourpartiet smædet med løgnehistorier og dermed bragt til fald. Politimanden opgiver at gå videre med sagen. For som hans kollega siger: "Du vil bare blive begravet sammen med hele affæren.". Enken til den dræbte borgerretsforkæmper, spillet af Frances McDormand, kæmper dog videre. Med sin uovertrufne sans for ægthedsvirkning giver Loach et uhyggeligt levende billede af de irske borgerkrigstilstande og fortæller samtidig en åndeløst spændende historie. Ikke underligt, at filmen fik en meritterende jury-pris i Cannes.
Hidden Agenda. TV2, onsdag kl. 00.10-01.55

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her