*Kevin Costner har en af sine bedste roller i denne kønne fantasi om et ungt ægtepar, Ray og Annie, der i 1960'erne driver en gård langt inde i det midterste af midt-Amerika, det vil sige Iowa. En stemme - kun Gud ved hvorfra - byder Ray at anlægge en baseball-bane på sin mark, til skade for majs-høsten, men til gavn for sjælefreden. For det drejer sig om at komme overens med forældregenerationen og dens stærkt baseball-dominerede fortid. - Det lyder måske meget 'amerikansk', men Phil Alden Robinsons neddæmpede instruktion blander det prosaiske og det poetiske med ynde, i et intimt tonefald, der ligesom holder vejret i forventning om kommende mirakler. Og Kevin Costners jævne, sunde sans som gårdmand Ray danner en virkningsfuld kontrast de accelerende fantasi-indslag. Tilmed er birollerne meget stærkt besat med navne som Burt Lancaster, Ray Liotta, James Earl Jones og Amy Madigan.
Field of Dreams. DR 2, fredag kl. 20.00-21.45.
*Henning Carlsens 50-års jubilæum markeres med det uopslidelige mesterstykke Sult efter Knut Hamsuns gennembrudsroman. Det er her Per Oscarsson fik sin karrieres stjernestund som den sultende, stolte og excentriske forfatterspire, der driver formålsløst rundt i Kristiania, "denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den", som det hedder i bogen. - I de erindringer, Henning Carlsen udsender i dag, fortæller han, at han egentlig havde tiltænkt den dejligt magre svenske skuespiller Per Myrberg rollen. Myrberg blev forhindret, og Oscarsson kom til og fik straks påbud af Carlsen om at slanke sig for at se tilstrækkeligt sultende ud. Det skete uden indvendinger, og Oscarsson viste sig straks ideel i rollen, selv om hans hang til at improvisere under hver optagelse gav hans medspillere problemer. Oscarsson fik i 1966 Cannesfestivalens skuespillerpris for sin præstation.
Sult. DR 1, lørdag kl. 15.55-17.45
*Milos Forman udsendte sin sidste tjekkiske film kort inden Sovjetunionens intervention i 1968. Det er en umiddelbart vidunderligt skæg og tilsyneladende harmløs sædekomedie om et brandmands-bal i en lille provinsby med lodtrækning om udstillede gevinster og en absurd skønhedskonkurrence. Intet går som planlagt, og mens brandmændene fjoller forvirrede rundt, brænder der et hus ned i nærheden. - Under den farceagtige overflade er filmen en satirisk allegori om et kommunistisk samfund, hvor alle er sig selv nærmest og fællesskabet lig med hule gammelmandsritualer. Det hele gennemført med Formans knivskarpe blik for spontan, skæv komik og snurrigt autentiske hverdagstyper.
Horí, má panenko/ Brandmænd i fyr og flamme. DR 2, lørdag kl. 19.10-20.20
*Steven Soderbergh der brød så lovende igennem med sex, lies and videotape, fulgte succesen op med denne mærkeligt andenhånds og litterært prætentiøse Kafka-fantasi. Den blander uden synderligt personligt aftryk en række af mesterfortællerens temaer, figurer og stiltræk, tilsat en solid dosis fotografiske effekter fra Orson Welles' Processen. Jeremy Irons ses som Kafka himself, og desuden medvirker Theresa Russell, Joel Grey og Alec Guinness. - Et typisk eksempel på en amerikansk instruktør forblindet af europæisk Kultur med meget stort K.
Kafka. DR 2, lørdag 21.25-23.00
*Holly Hunter nægter at deltage i stjerneræset og medvirker kun i roller og film, hun fuldt ud kan gå ind for. For eksempel denne tv-film, som anbefales af Leonard Maltins Guide som en sort komedie om en mor, der forsøger at få en af datterens jævnaldrende cheerleader-konkurrenter myrdet. Den bygger på en virkelig historie, men Michael Ritchie, der kan være en fin, subtil satiriker, instruerer den med klukkende munterhed. Foruden Hunter medvirker Beau Bridges og Swoosie Kurtz.
The Positively True Adventures of an Alleged Texas Cheerleader-Murdering Mom/ Lejemor(d) i familien. TV2, lørdag kl. 23.10-00.50
*Ken Loach forlod i 1995 for en stund engelske arbejdermiljøer for at fortælle om den arbejdsløse Liverpool-fyr David, der opildnes til at melde sig som republikansk frontkæmper i 1930'rnes spanske borgerkrig. Loach får os til at opleve borgerkrigens kammeratskab og splittelser, så vi får varmen og smerten helt ind på huden. Her er ingen heltepatos eller rørt nostalgi, men et konstant vibrerende menneskeligt nærvær i en bevægende historie om revolution og forræderi, idealisme og gustent overlæg. Det politiske bliver menneskeliggjort og konkretiseret som daglig gerning og handling, og det lykkes forbløffende godt at anskueliggøre de komplicerede magtspil på den republikanske fløj.
Land and Freedom. DR 2, søndag kl. 20.50-22.40
*Nestor Almendros, fotograf for bl. a. Francois Truffaut og Eric Rohmer, er stjernen i dette romantiske trekantdrama fra Texas, som han fotograferede i 1978. Filmen, der er instrueret af Terence Malick, er nemlig smuk som et udsøgt maleri, og det gods, omkring hvilket det meste af handlingen udspiller sig, rejser sig som et fyrtårn, et Edward Hoppersk stykke arkitektur, i et hav af bølgende hvedemarker. Sjældent er et amerikansk landskab skildret så lyrisk beåndet som her. - Richard Gere og Brooke Adams spiller et daglejer-par, der omkring århundredeskiftet får arbejde hos en døende godsejer, fremstillet af dramatikeren Sam Shepard. Godejeren forelsker sig i Abby, og Bill udgiver sig for at være Abbys bror for at gøre det lettere for hende at blive gift med ham. Og så er grunden lagt for en fortælling om undergang og syndsbevidsthed. - Terence Malick har instrueret i en nærmest kontemplativ, stillestående stil. Han er en yderst kræsen, eftertænksom instruktør, der udover denne seværdige film kun har lavet nyklassikeren Badlands.
Days of Heaven/ Himlen på jorden. TV3, søndag kl. 14.30-16.15