Læsetid: 5 min.

Filmkunstens store samurai er død

7. september 1998

Kurosawa skabte både dramaer og indtrængende sjæleudforskninger- båret af det samme filmiske mesterskab

NEKROLOG
Om Akira Kurosawa var Japans største filminstruktør, hverken kan eller skal afgøres her - Kenji Mizoguchi og Yasujiro Ozu kandiderer også til titlen. Men det er hævet over enhver tvivl, at Kurosawa var den mest internationalt kendte og værdsatte filmskaber fra det store filmland, Japan.
Kurosawa blev en central skikkelse ved at blande japanske stilretninger og kulturtraditioner med en tydelig vestlig påvirkning - og ved at fortælle sine umiddelbart medrivende, menneskeligt rørende og til tider meget voldsomme historier i en visuelt kraftfuld form, der som oftest var forbløffende tilgængelig for vesterlændinge.
Også produktiviteten var imposant - over 30 film i løbet af en karriere, der udfoldede sig over et halvt århundrede. Strækkende sig fra virtuose kriminalfilm over handlingsbevægede samurai-dramaer til stilistisk strengt gennemarbejdede Shakespeare- og Dostojevskij-filmatiseringer.
Et livsværk af overvældende omfang, format og variation - men med humanismen, hævdelsen af det enkelte menneskes stolthed og værdighed, som den inderste kerne bag historierne.

Sergio Leones forbillede
Nu kender de fleste unge måske bedst Kurosawa som godfather for den italienske western, så sandt som Sergio Leones gennembrudsfilm En nævefuld dollars (1964) med Clint Eastwood var en ret tæt genindspilning af mesterens samurai-film Yojimbo (1960). Også De syv samuraier (1954) - denne action-film over alle action-film - er blevet genindspillet af Hollywood. Men påvirkningen gik også den modsatte vej. Kurosawa har fortalt, at han som ung instruktør modtog stærke impulser fra Hollywood-instruktører som King Vidor, William Wyler og ikke mindst John Ford.

Karriere som lystfisker?
Kurosawa ville oprindelig være maler - og endte på en måde også med at blive det, da han sent i karrieren begyndte at male alle billederne til sine film på forhånd og få anerkendelse for dem som selvstændige kunstværker.
Men han banede sig vej til instruktørstolen som manuskriptforfatter i den censurhæmmede japanske film under Anden Verdenskrig - flere af idéerne til kommende storfilm blev udklækket i denne periode.
I starten lavede Kurosawa mest relativt traditionelle genrefilm med forholdet mellem lærling og mester som gennemgående tema. Men det formelle mesterskab og den forrygende fortælledynamik udmærker allerede den historiske En judo saga (1943) og en atmosfæretæt krimi som Stray Dog (1948).
Allerede i 1940'erne indledte Kurosawa sit lange samarbejde med sin yndlingsskuespiller Toshiro Mifune, hvis udadvendt virile, energipumpede spillestil lå på linie med Kurosawas muskuløse fortællestil. Men i 1950'erne skærper Kurosawa ambitionerne, bl.a. med en meget lang filmatisering af Dostojevskijs Idioten (1951). Den blev en stor fiasko i Japan, og Kurosawa har fortalt, at han derefter gik arbejdsløs og forudså en karriere som lystfisker på Tama-floden. Indtil han fik at vide, at hans forrige film, Rashomon, havde vundet førsteprisen på Venedig-festivalen.
Rashomon sidestiller tre meget forskellige vidneudsagn om den samme forbrydelse for at vise, hvor umuligt det er at nå frem til den endelige sandhed - senere er den både blevet Broadway-drama med Rod Steiger og Hollywoodiseret med Paul Newman.

Mesterværker
Nu var Kurosawas position så stærk, at han kunne lave sine ønskefilm.
Og 1950'erne blev hans store årti med mesterværker som den blide At leve (1952) om den dødsmærkede bureaukrat, der kæmper for at give sit nu korte liv mening; den grusomme Blodets trone (1957), en samurai-version af Shakespeares Macbeth, kulminerende i krigsherrens død gennemstukket af pile som et pindsvin; samt den herlige rabalderfilm Den skjulte fæstning (1958). Og glemmes skal ikke den bitre fortælling om en mand, der drives til paranoia af atombombetruslen og erklæres sindssyg af sin familie I Live in Fear (1955).
Men det værk, der måske vil huskes længst, er den næsten tre en halv time lange De syv samuraier, evigt efterlignet, men aldrig overgået. En japansk western om idealisme og blodtørst, stolthed og livsvilje, civilister og soldater, kulminerende i filmhistoriens mest berømte slagscener, et helvede af mudder, spyd, pile og hæse skrig koreograferet med et svimlenede billerytmisk mesterskab.

Krise og Hollywoodhjælp
Blev Kurosawas humanisme i senere lange kolosfilm som Rødskæg (1965) og Dersu Uzala (1975) lidt for selvbevidst opsvulmet og bombastisk formuleret? Måske. Men hvem husker ikke den genialt orkestrerede sekvens, hvor pelsjægeren Dersu, truet af stormen, skal bygge sit læ for natten inden solnedgang for at overleve.
I starten af 1970'erne kom Kurosawa ind i en krise efter at have fået fiasko med sin første farvefilm, den bizarre Byen uden årstider (1970). Han måtte igennem et selvmordsforsøg, før Dersu Uzala bragte karrien og moralen på fode.
Alligevel var økonomisk hjælp fra George Lucas og Francis Ford Coppola nødvendig for at producere samurai-dramaet Kagemusha, der i 1980 blev endnu et triumferende comeback for Kurosawa, belønnet med Guldpalmerne i Cannes.

Miniaturer
Men denne farve-overdådige fortælling fra 1500-tallets krigshærgede Japan er i virkeligheden et forstudie til den lige så farveprægtige version af Shakespeares Kong Lear - kaldet Ran (1985). Her er hovedpersonen en fyrste, der har ført krig, hærget, myrdet og plyndret i 50 år og nu forfølges af sin morderiske fortid og pines af sin samvittighed.
Ran er - som Blodets trone - præget af den japanske No-teaterstil, men også mindeværdig for to imposante slagscener, den sidste opbygget som et farveraffineret pragtskue af bannere og fjerprydninger i rødt, blåt, hvidt og sort.
Sammelignet med disse kraftpræstationer står Kurosawas 1990'er-film nærmest som miniaturer, men ofte lysende af skønhed. Der var adskillige glimt af poesi i Akira Kurosawas Drømme (1990), og Rapsodi i august (1993), der tog atombombetemaet op igen med sporadisk bevægende styrke.
Først med Madadayo slappedes mesterens klo. Kun veneration for en filmisk stormand forhindrede den i at blive pebet ud i Cannes.

85-årig heltinde
Få instruktører har spændt så vidt som Kurosawa. Han forenede en udpræget sans for udadvendt fyrværkeri-effekt med en dybdeboring i moralske problemstillinger og en stadig kredsen om humanistiske idealer.
Skal man endelig nævne en begrænsning, ligger den vel i en udpræget fokusering på mændenes verden. Kong Lears tre døtre gjorde Kurosawa betegnende nok til sønner, og det var næsten altid mændene, der inkarnerede hans moralske konflikter og humanistiske tro.
Så lad os huske undtagelsen: den 85-årige, magre kvinde, der i slutbilledet af Rapsodi i august genoplever atomkatastrofen i Nagasaki og strider sig vej gennem regnen, først skærmet af en paraply, men til sidst ubeskyttet, da stormen får paraplyen til at folde sig omvendt sammen.
Så megen styrke kan et svækket legeme rumme! En heroisme på trods og en påmindelse om, at atombombens tragedie, billedliggjort i filmen som "lynets øje", aldrig glemmes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu