Læsetid: 9 min.

Fodbold fra sol til skygge

1. september 1998

På Pelés tid spillede spillerne fodbold, og det var stort set det - i dag er de mest berømte fodboldspillere som Ronaldo produkter, der sælger produkter

(2. SEKTION - STUDIESTART)
Indien og Pakistan virkeliggjorde drømmen om at besidde egen atombombe, fordi de godt kunne tænke sig at høre hjemme i stormagternes eksklusive atomklub. De asiatiske børser gik helt i bund, og i Indonesien brød Suhartos langvarige diktatur sammen; Suharto mistede magten, men ikke de 16 milliarder dollars, som magten havde foræret ham.
Verden kunne ikke længere høre Frank Sinatra, kaldet 'Stemmen'. Elleve europæiske lande blev enige om at sætte en fælles mønt i omløb, som kaldtes euro. Velinformerede kilder i Miami kunne meddele, at Fidel Castro stod umiddelbart overfor at blive styrtet, det var blot et spørgsmål om timer.
Joao Havelange forlod tronen som præsident for verdensfodboldorganisationen og blev erstattet af sin kronprins Joseph Blatter, organisationens mest indflydelsesrige lakaj. I Argentina blev general Videla sat i fængsel - han, der for tyve år siden sammen med Havelange midt under diktaturet havde åbnet verdensmesterskaberne i fodbold - mens et nyt verdensmesterskab kunne begynde i Frankrig.
På trods af Air France-strejken, der gav ganske store problemer, kom de 32 hold, der havde kvalificeret sig, til det flunkende nye stadion i Saint Denis for at kæmpe om det sidste verdensmesterskab i århundredet. 15 hold fra Europa, otte fra Latinamerika, fem fra Afrika, to fra Mellemøsten og to fra Asien.
Sejrsråb, suk og tårer: Efter en måneds kampe på fyldte stadions krydsede værtsnationen Frankrig og favoritten Brasilien klinger i finalen. Brasilien tabte 3-0. Kroaten Suker blev mesterskabets topscorer med 6 mål, fulgt af Batistuta fra Argentina og italieneren Vieri, begge med 5 mål.
Ifølge en videnskabelig afhandling, der fornylig blev offentliggjort i London-avisen Daily Telegraph, udskilte fodboldtilhængerne under kampene næsten ligeså meget testosteron som spillerne. Men også de multinationale selskaber svedte, så skjorten blev gennemblødt, som havde den været en fodboldtrøje. Brasilien blev ikke verdensmester for femte gang. Men det blev Adidas. Siden VM i 1954, som Adidas vandt sammen med Tyskland, var det denne gang femte gang, at et af de kvalificerede hold, som repræsenterede de tre striber, vandt. Adidas hjemførte sammen med Frankrig VM-trofæet i massivt guld.
Det konkurrerende firma Nike måtte nøjes med anden- og fjerdepladsen, som deres hold Brasilien og Holland opnåede. Det mindre firma Lotto bragede igennem med det overraskende hold fra Kroatien, som aldrig tidligere havde deltaget i VM, og som mod alle forudsigelser blev nummer tre.
Efter turneringen blev Saint-Denis' bane solgt i småstykker, på samme måde som det skete ved forrige VM, med Los Angeles' stadion. Denne artikels forfatter sælger ikke græstørv, men vil gerne helt gratis tilbyde nogle små stykker fodbold, som samtidig har noget at gøre med dette VM.

Stjerner
De mest berømte fodboldspillere er produkter, der sælger produkter: På Pelés tid spillede spillerne fodbold, og det var stort set det. I Maradonas dage, hvor fjernsynet allerede var fuldt udviklet med massiv reklame, havde tingene allerede ændret sig. Maradona tjente mange penge og betalte samtidig en høj pris: Han tjente på sine fødder, men betalte med sin sjæl. Som 14-årig var Ronaldo en fattig mulat fra Rio de Janeiro med store fortænder og meget gode fodboldben, men han kunne ikke komme til at spille i klubben Flamengo, fordi han ikke havde penge til at betale for bussen. Som 22-årig tjente Ronaldo tusind dollars i timen, også i de timer, hvor han sov.
På grund af den overvældende popularitet og det pengemæssige pres med krav om altid at brillere på banen og altid at vinde fik Ronaldo et nervøst sammenbrud med voldsomme kramper lige op til finalen ved VM 98. Man siger, at Nike pressede ham til at stille op til kampen mod Frankrig. Sagen er, at han spillede, men uden at spille med; og han kunne ikke, som han skulle, vise de fantastiske egenskaber ved den nye model af fodboldstøvlerne R-9, som Nike var i færd med at lancere på markedet ved hjælp af netop hans fødder.

Priser
Her ved århundredets slutning taler de specialiserede journalister mindre og mindre om spillernes færdigheder og mere og mere om, hvad de tjener. Lederne, managerne, entreprenørerne og alle de andre, der har noget at skulle have sagt, optager mere og mere plads i fodboldreportagerne. Indtil for få år siden var 'aflevering' betegnelsen for den bevægelse bolden foretog fra en spiller til en anden; nu henviser 'aflevering' snarere til den bevægelse en spiller foretager fra en klub til en anden eller fra et land til et andet. Hvor meget indbringer stjernerne i forhold til investeringen? Specialisterne bombarderer os med tidens sprogbrug: udbud, efterspørgsel, forkøbsret, salg, udlån, værdistigning, værdiforringelse.
Ved VM 98 blev tv-skærmene verden over fyldt op af en folkelig fællesskabsfølelse; den mest fælles af alle følelser; men skærmene var også udstillingsvinduer for forskellige varer. Der var stigninger og fald på benbørsen.

De lavest placerede
Joseph Blatter fodboldens nye konge gav, mens han stadig var Havelanges højre hånd, i slutningen af 1995, et interview med det brasilianske blad Placar. Bladet spurgte, hvad han mente om den internationale spillerfagforening, som var i færd med at blive dannet:
"FIFA taler ikke med spillerne," svarede Blatter. "Spillerne er ansatte i klubberne."
Mens denne bureaukrat udtrykte sin foragt, kom der godt nyt til de sportsfolk og alle os som tror på arbejdskraftens fri bevægelighed og menneskerettighederne. Højesteret i Luxemburg, Europas højeste juridiske myndighed, afsagde kendelse til fordel for den belgiske fodboldspiller Jean-Marc Bosman og fastslog i sin kendelse, at de europæiske spillere er fritstillede, når de én gang er løst fra den kontrakt, de har med en klub.
Tidligere blev den såkaldte Pelé-lov fra Brasilien også et vigtigt skridt henimod løsningen af de feudale afhængighedsbånd, der eksisterede. I mange lande udgør spillerne hele klubbens formue - klubber, der for størstedelens vedkommende er virksomheder skjult under betegnelsen 'sammenslutninger uden lukrative formål.'
Umiddelbart før VM 98 sagde den tekniske direktør Pacho Maturana: "Der er ingen, der regner med spillerne."
Og dette er fortsat en stor og vidt udbredt sandhed, selvom kontraktfrihed langt om længe er ved at vinde indpas. Jo højere niveau af professionalisme, der findes inden for fodbold, jo flere pligter pålægges der spillerne, og pligterne
overgår altid rettighederne: Accept af beslutninger truffet langt fra dem, militærlignende disciplin, udmarvende træningsseancer, konstante rejser, kampe, der ligger lige efter hinanden, forpligtelsen til hele tiden at præstere mere og mere...
Da Winston Churchill i fin form nåede de 90, spurgte en journalist ham, hvori hemmeligheden bag hans gode helbred bestod. Churchill svarede: "Sport. Dét har jeg aldrig dyrket."

Reklamer
I verden i dag indeholder alt, både det der bevæger sig, og det der står stille, et eller andet kommercielt budskab. Enhver fodboldspiller er en reklamesøjle i bevægelse, men FIFA tillader ikke at spillerne bærer opfordringer til social solidaritet. Enhver form for protest er udtrykkeligt forbudt.
Julio Grondona, de argentinske forboldforbunds præsident, mindede om det så sent som i 1997, da nogle spillere på banen ville udtrykke deres støtte til lærernes krav - lærere, der tjener en løn, som er en ren sulteløn. Kort tid forinden straffede FIFA den engelske spiller Robbie Fowler med en bøde for på sin bluse at have skrevet en sætning, der støttede havnearbejdernes strejke.

Spillerbaggrund
Mange af fodboldens allerstørste stjerner har været ofre for racisme, fordi de var sorte eller mulatter. Med fodboldbanen har de fundet et alternativ til kriminalitet, som de ellers statistisk set var født ind i, og på denne måde har de kunnet hæve sig op i kategorien for symboler på den fælles drøm.
En undersøgelse, der for nylig blev foretaget i Brasilien, viser at to ud af tre professionelle fodboldspillere ikke har afsluttet grundskolen. Mange af dem, halvdelen, er sorte eller mulatter.
Trods den invasion fra middelklassen, der i disse år sker på banerne, så er den aktuelle virkelighed inden for brasiliansk fodbold ikke langt fra den, der eksisterede på Pelé's tid. Han, der i sin barndom stjal penge på jernbanestationerne.

Afrikanere
Njanka fra Cameroun trak forbi og satte hele den østrigske befolkning ud af spillet ved at score VM 98's smukkeste mål. Men Cameroun kom ikke ret langt.
Da Nigeria med sit underholdende fodboldspil slog Spanien ud af turneringen, og da Spanien bagefter spillede uafgjort med Paraguay, udtalte den spanske premierminister José María Aznar: "Tænk, at en nigerianer eller en fra Paraguay kan sætte os på plads."
Senere da Nigeria rejste hjem fra Frankrig udtalte en argentinsk kommentator:
"De er allesammen murere, ingen af dem bruger hovedet til at tænke med."
FIFA, som uddeler fair-play præmierne, behandlede ikke Nigeria retfærdigt: De forhindrede dem i at blæve seedet i øverste gruppe, selvom nigeriansk fodbold havde vundet olympisk guld.
Holdene fra Afrika rejste tidligt hjem fra verdensmesterskaberne, men mange afrikanske spillere eller børnebørn af afrikanere brillerede på Hollands Frankrigs, Brasiliens og andre landes hold. Der var speakere og kommentatorer, der kaldte dem 'de små sorte', selv om de aldrig kaldte de andre 'de små hvide'.

Latinamerikanere
Mexico spillede flot ved VM 98. Paraguay og Chile var hårde nødder at knække. Columbia og Jamaica gav, hvad de kunne - bundet på hænderne af et spillesystem, som savnede glæde og fantasi. På det argentinske hold kunne glæden og fantasien skrives på Ortegas regning, en mester i badutspring og falbelader; Ortega, som til gengæld ikke er så god til at filme, når han lader sig vælte omkuld på jorden.

Hollændere
Af de latinamerikanske hold kunne jeg bedst lide det fra Holland. Det orange hold bød på seværdig fodbold med gode træk og korte afleveringer, glæde over bolden. Denne spillestil skyldes i vid udstrækning det tilskud af spillere, der er kommet fra Sydamerika: efterkommere af slaver født i Surinam.
Der var ingen sorte mellem de 10.000 tilhængere, der rejste til Frankrig fra Holland, men på banen var der mange. Det var en fornøjelse at se dem: Kluivert, Seedorf, Reiziger, Winter, Bogarde, Davids.
Holdets drivkraft Davids spiller og skaber spil: han rører benene og han skaber røre i gruppen, for han accepterer ikke, at de sorte fodboldspillere tjener mindre end de hvide.

Franskmænd
Næsten alle de blåklædte spillere, som sang Marseillaisen før hver kamp, var indvandrere eller sønner af indvandrere. Thuram, som blev hævet op til at være nationalhelt på grund af to mål, Henry, Desailly, Viera og Karembeu kom fra Afrika, Caribien eller Ny Kaledonien. De øvrige kom for de flestes vedkommende fra baskiske, armenske eller argentinske familier.
Zidane, den mest hyldede, er søn af algeriske forældre. "Zidane som præsident," skrev nogle anonyme hænder på forsiden af Triumfbuen den dag, det franske hold vandt og blev fejret. Præsident? Der bor mange arabere eller sønner af arabere i Frankrig, men der findes ikke et eneste parlamentsmedlem. For slet ikke at tale om minister.
En meningsmåling foretaget under VM bekræftede at fire ud af ti franskmænd har racistiske fordomme.
Dobbeltheden i racismens tale tillader, at man kan hylde heltene og samtidig forbande de øvrige. VM-trofæet blev fejret af en menneskemængde så stor, at den kun kan sammenlignes med den, der for et halvt århundrede siden strømmede ud på gaderne, da den tyske besættelse hørte op.

Fisk
I 1997 opfordrede en tv-reklame fra Fox Sport til, at man så fodbold og lovede: "Se med, når den store fisk sluger den lille fisk."
Det var en invitation til kedsomhed. Heldigvis blev det sådan ved VM 98, at det ved mere end en lejlighed, blev den lille fisk, der åd den store med ben og det hele. Det er dét, der engang imellem er det gode ved fodbold og ved livet.

© Eduardo Galeano og Information.
Med tilladelse af Leonhardt & Høier Literary Agency, København.

Eduardo Galeano er uruguayansk forfatter og har tidligere udgivet bogen 'Fodbold i sol og skygge' på forlaget Klim.

Oversættelse Lisbeth Skousen Pedersen

Begejstring
*I april 97 blev de guerillaer, der havde besat Japans ambassade
i Lima, gennemhullet. Da kommandosoldaterne trængte ind
og i et lynglimt udførte deres brutale nedslagtning, var guerillaerne
i gang med at spille fodbold. Lederen Nestor Cerpa Cartolini døde
klædt i Alianzas farver, den klub der var hans favorit. Såvel i festens
fællesskab som i en fælles undergang, indtager fodbold en vigtig
plads i den latinamerikanske virkelighed, nogle gange
den vigtigste plads, selvom ideologerne ignorerer det - de
ideologer, som elsker menneskeheden, men som foragter folket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu