Læsetid: 1 min.

Folk

9. september 1998

Aldous Huxley
*I dag åbner i Bella Centret en udstilling af forbrugerelektronik med navnet Fagre nye verden. Man skulle ærlig talt ikke tro, at bagmændene havde læst Aldous Huxleys skrækvision fra 1932. Eller har de blot en højt udviklet sans for selvironi?

Fodboldkapitalister
*FC København A/S holder denne onsdag ekstraordinær generalforsamling om en kapitaludvidelse. I løveklubben tror de stadig på, at engagement og klubfølelse kan købes for penge.

Kim Jong Il
*På 50-årsdagen i dag for oprettelsen af Nordkorea ventes Den Respekterede Leder, Lille Kim, officielt at blive indsat som landets leder.

Merete Stagetorn
*I Københavns Byret procederer stjerneadvokaten Merete Stagetorn i dag i den sag, hvor hendes klient, den tidligere topsvømmer Peter Rohde, forlanger 23 mill. kr. i erstatning for uberettiget fængsling.

Knud Sørensen
*Udkanternes fine digter, landmåleren Knud Sørensen fra Mors, udsender i dag novellesamlingen Som man ser det på Gyldendal.

Dissing og Andersen
*I Tivolis Vise Vers Hus i København holdes der i dag reception for to elskede danskere, Benny Andersen og Poul Dissing. Anledningen er 25-året for starten med Svantes Viser. Om lidt er
kaffen klar...

Mike Tyson
*Den bidske eks-champion Mike Tyson får i dag sin "dom", når boksekommissionen i Nevada tager stilling til hans eventuelle fremtid inden for The noble art of self defence. Vi holder ørene stive og tæt ind til hovedet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her