Læsetid: 4 min.

Folkelighedens mester

22. september 1998

Erik Ballings erindringer fængsler og charmerer og giver appetit på mere

NY BOG
At læse Erik Ballings erindringer er som at sidde solidt bænket i en varm og lun fortællers trygge selskab. Tiden er aldrig for kort til en anekdote eller et sidespring, men tag ikke fejl: bedst som de hyggelige digressioner yngler, får man centrale indblik i denne ellers lidt gådefulde, reserverede filmmands psyke og arbejdsidealer.
Og frem træder en parakdoksal blanding af pragmatiker og legebarn, kunsthåndværker og fantasimenneske.
Det er ikke nok at sige, at Balling har været den folkelige films lykkeligste dyrker herhjemme gennem tre årtier. Han fandt nemlig først for alvor sig selv på et tidspunkt, hvor mange filminstruktører taber gejsten, omkring de 50. Med Olsen-bande-serien, skrevet i samarbejde med Henning Bahs, trådte han uimodståeligt i karakter som smågenial farceskaber. Og med Matador satte han samtidig en ny standard som bred sædeskildrer.

Modsætningernes mand
Helt fra starten har Balling været en folkefront for sig i dansk film. Det har aldrig været nok for ham bare at være populær underholder, ligesom han aldrig bare har stræbt mod at skabe Kunst med stort K. Men først med Olsen-banden og Matador fandt han det ideelle balancepunkt mellem kommerciel disciplin og fribåren fantasi, mellem håndværk og leg, mellem bredde og finfølelse.
Erindringerne afslører, at også hans temperament rummer stærke modsætninger.
Titlen Som barn var jeg voldsomt hidsig er selvironisk ment, for selvfølgelig har heftigheden fulgt ham som voksen, blot mere båndlagt. En vigtig nøgle til forståelse af denne tilsyneladende så urokkelige, uforstyrrelige kolos, der gennem tiderne har beroliget utallige skuespillere.
Uden det stærke, men skærmede følelsesliv, næppe så mange altafgørende rigtige 'stikord' til spillerne. Følelserne var der, blot ikke båret på ærmet.

Den rette hylde
Miljø og opvækst er også præget af kontraster. Et præstehjem, hvor faderen var et prygl-uddelende disciplinmenneske, men samtidig munter kortspiller.
Og en skolegang, hvor mellemskolens systematiske mobning gled over i gymnasiets selvudfoldelse, nyforelskelse og tætte venskab med skuespilleren Bjørn Watt-Boolsen. Hos dennes boheme-familie fandt den unge skæggede oprører husly efter et brud med faderen. Som dog ikke blev et brud med borgerligheden: de faste rammer skabte han bare selv, da han adopterede Nordisk Film som sin nye familie.
I et af sine "veleksponerede erindringsbilleder", blandt de smukkeste i bogen, genkalder Balling sig en banal eftermiddag efter arbejdstids ophør, hvor han på pladsen i Nordisk-atelieret i Valby blev grebet af "en dyb og inderlig følelse af lykke, så stærk som nogen jeg har oplevet siden." - Det var den 22-åriges følelse af været havnet på rette hylde og kunne magte opgaverne.

Gåden Ole Palsbo
Og opgaverne blev hurtigt mange. Han begyndte som instruktørassistent for Ole Palsbo, hvilket dengang omfattede tre-fire funktioner på et moderne filmhold. Men samtidig skrev han manuskripter, deriblandt den velmodtagne komedie Nielsen til Folketeatret.
Balling giver et myldrebillede af de første arbejdsår på Nordisk - han skildrer hellere en glemt kostumier eller tømrer end sit eget indvortes.
Men heldigvis viger han ikke udenom et ret nuanceret portræt af 1940'rne betydeligste seriøse instruktør Ole Palsbo, der lærte ham meget, men var en vanskelig herre med selvdestruktive træk.
Ballings samarbejde med Palsbo var godt så længe han var den beundrende elev, problematisk, da eleven viste evner, der kunne give læreren konkurrence. Men Balling fortæller desværre næppe hele historien om Palsbos selvmorderiske konflikt med Nordisk.
Ifølge datidens interviews smækkede Palsbo nemlig ikke med døren (som Balling skriver), men ville gerne lave den afbrudte Vi arme syndere (1952) færdig. Palsbos problem var ifølge ham selv overanstrengelse efter ni måneders næsten uafbrudt arbejde på Familien Schmidt (1951), der blev hans sidste film. Han begik selvmord i 1952, to måneder efter at Vi arme syndere blev udsendt i den af Balling færdiggjorte udgave.

Firmaets mand
Nordisk skiftede kurs i de år. For at konkurrere med de øvrige studiers Morten
Korchske sødsuppe fyrede man Astrid og Bjarne Henning-Jensen og måske også Palsbo. I stedet trådte Balling til med sit rundere gemyt og sin mere folkelige stil. Og beviste straks sin fine kunnen med den selvskrevne debut Adam og Eva (1953) og bestillingsarbejdet Vi som går køkkenvejen (1953).
Palsbo-tragedien er desværre ikke den eneste historie, Balling ikke fortæller færdig (men Palsbo er til gengæld den eneste filmperson, han omtaler delvis negativt).
Vi hører så godt som intet om de tidlige års manuskriptarbejde eller generelle filmpolitik på Nordisk, hvor Balling som 30-årige blev produktionschef og som 33-årig direktør. Intet om samarbejdet med selskabets andre instruktører.
Derimod en del erfarne ord om instruktionsarbejde. Her er Balling stærkt præget af Nordisk-traditionen, der værdsætter disciplin og et fastsat antal optagelser i kassen hver dag. En ofte snærende 'professionalisme', som kan have skærpet det mekaniske præg over en del af Ballings film. Inden Olsen-banden blev ca. hver tredie Balling-film en publikumsfiasko - ikke nogen stor fiasko-rate herhjemme. Men selv folkefilmens mester, Mr. Nordisk, har måttet leve med stor usikkerhed.
Balling tæller dog helst de lyse timer. Ingen har tilsyneladende har ansporet ham til at udfylde hullerne. Eller har ulejliget sig med en anstændig korrektur - det vrimler med fejl.
Alligevel er man taknemmelig for Erik Ballings erindringer. De lyser af glæde over et langt, flittigt filmliv. Med god grund - få danske instruktører (om nogen) har givet det brede filmpublikum så meget at glæde sig over.

*Erik Balling: Som barn var jeg voldsomt hidsig. Erindringer. 205 s., 199 kr. Illustreret. Aschehoug. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her