Læsetid: 6 min.

Forbyd privatdetektiver

12. september 1998

Det nærmer sig voldtægt, når tv-kamaraet følger en pantefoged og et par betjente helt ind i en grønthandlers baglokale for at hive skyldige skattekroner ud af ham

QLUMMEN
Forleden aftens Reimar Bo-udsendelse handlede om forskellige former for overvågning. En bestyrer af 7-11 butikken på Rådhuspladsen har sat et skjult kamera op på det varelager, hvor hans unge ansatte klæder om til den påbudte firmauniform. Angiveligt for tjekke om de stjæler fra lageret, men med den sidegevinst, at han kan se, hvordan de tager sig ud i undertøj.
Spøjst nok betragtede den unge mandlige ansatte, der fortalte historien, kun arrangementet som en krænkelse af de kvindelige ansatte - jeg mener: Mænd foretager sig vel også noget, når de tror sig alene, som de ikke ville gøre, under et kamaraøje. Beluringen af det private er den samme, uanset køn.
Brancheforeningens formand vred sig. Han kunne tydeligvis godt fornemme, at publikum ikke fandt det helt stuerent at sætte et skjult kamera op i unge pigers omklædningsrum. På den anden side fastholdt han, at den slags kan være nødvendigt "ved begrundet mistanke" om tyveri.
Bemærk ordet begrundet, og prøv så at stille spørgsmålet: Hvornår er en mistanke ubegrundet? Så opløser argumentet sig i det rene vås; mistanker har altid en begrundelse og derfor har arbejdsgiveren ifølge brancheforeningens formands logik altid en god grund til at udføre den slags private detektivarbejde.

I Sct. Annæ passage, hvor Information har til huse, har nogle af de andre firmaer sat videokameraer op, som filmer, hvem, der kommer forbi. Af sikkerhedshensyn. Prævention mod indbrud. Som om indbrudstyve ikke er kvikke nok til at maskere sig ukendelighed, når de ved, der er et kamera tilstede.
En meget bestemt henvendelse fra bladets direktør har bevirket, at Informations indgangsdør ligger uden for kameraernes synsfelt. Men rent faktisk kan bladets ansatte ikke komme til og fra arbejde uden at nogen kan sidde og holde øje med os, hvis de får lyst til det.
Det er simpelthen ikke rimeligt, at hvem som helst har lov til at døgnovervåge offentlig vej på den måde.

Et andet speget eksempel i Reimer Bo-udsendelsen var historien om det lille rengøringsfirma, som fik en sygemelding fra en ansat og sendte en privatdetektiv ud for at undersøge sagen. Detektiven fotograferede den sygemeldte, som høstede sin mark i stedet for at ligge i sengen. Hvorefter han blev fyret.
Og så sad detektiven dér på bagerste række, forklædt som en dårlig kliche af sig selv, med bredskygget hat og mørke solbriller, og syntes, han havde gjort et godt stykke arbejde. Manden var jo blevet taget på fersk gerning!
Detektiven satte ikke spørgmålstegn ved rimeligheden i, at en arbejdsgiver får ret til hemmeligt at overvåge sine ansatte på hjemmefronten, ved at købe deres arbejdskraft.
Detektivens personlige grænse går ved folks religiøse og politiske overbevisning. Det kan man ikke hyre ham til at undersøge. Og seeren må undrende spørge ud i luften: Gud vide, hvor andre detektiver sætter deres grænse.
Jamen - er det i grunden ikke ufatteligt, at privatdetektiveri er tilladt. Herunder også den måde, de tjener størstedelen af deres penge på: Ved at afsløre utroskab. Enhver, der har været martret af jalouxiens spøgelse, kan forstå og forklare, hvorfor man kan blive fristet til at sende en privatdetektiv i hælene på sin elskede. Men derfra til at forsvare er der et langt fejlskridt. Ægteskab indebærer ikke retten til at belure ægtefællen, når denne tror sig privat. Lige som det ikke giver ret til at læse ægtefællens dagbog.
Vel?

Der går en ulige linie fra videokameraerne i Sct. Annæ Passage, det skjulte kamera i 7-11, privatdetektivens billeder af en sygemeldt på høstarbejde til en ny genre i dansk tv - doco-soaps, som er brancheslang for dokumentarserier fra det virkelige liv. En linie, som udspringer af den sociale kontrol, der hersker i nære lokalsamfund, hvis grimme, snagende side man en gang gjorde sig lykkeligt fri af i storbyens anonymitet, men som nu genindføres hastigt med elektronisk overvågning. Uden at de omsorgsfulde sider følger med, og uden at nogen bliver spurgt, om de bryder sig om at blive kigget på hele tiden - som om det var en selvfølge.
Jeg er sikker på, det er med til at nedbryde den almindelige samfundsmæssige fornemmelse af, hvor grænsen til det private går: Hvis andre har ret til at glo på mig hele tiden, har jeg vel også ret til at glo på dem?

I onsdagens afsnit af den danske docu-soap, Strømer på Stenbroen, så man et rigtigt grimt eksempel på hvordan et massemedie, i stedet for at vogte grænsen mellem offentlige og private anliggender, kan bruge kamaraet til at bryde grænsen ned.
Det er værd at lægge mærke til denne serie, fordi den er første danske eksempel på en type udsendelser, der høster skyhøje seertal i USA og England, og som de danske tv-stationer derfor er meget lune på at producere flere af.
Et er, at Strømer på Stenbroen er klippet i en hast og rytmisk takt, der minder om den ægte soap Taxa (min favoritserie), og at hovedpersonerne, nemlig betjentene på en lokalstation på Nørrebro, bliver præsenteret på skærmen med stjernetypografi. Det er sådan set en dækkende varedeklaration for denne effektive redigering af virkeligheden om til en krimiserie, og ikke længere chokerende i en medieverden, hvor det i forvejen er svært at hitte rede i fiktion og fakta.
Noget andet er, at kameraet fulgte to af hovedpersonerne, betjentene: Jens og Michael, i hælene på pantefogden helt ind i baglokalet hos en pakistansk grønthandler, der skyldte 26.000 i skat. I spændingsopbyggende klip fulgte man, hvordan pantelåneren i psykisk forstand slyngede grønthandleren op ad væggen, ved at rable hans rettigheder og pligter af i en fart, så selv en indfødt dansk seer, med akademisk uddannelse, havde svært ved at følge med, alt i mens Jens og Michael snusede rundt for at se om grønthandleren havde skjult nogle penge.
Det havde han. Omend manden første bedyrede, at de 18.500 kroner, betjentene fandt i en mappe sammen med 500 telekort, tilhørte en ven. Kombinationen af mange kontanter og mange telekort stinker af sort handel og hælervarer, så man kan godt forstå (og det er ikke et forsvar mod at begå ulovligheder), at grønthandleren dagen efter bekendte, at pengene var hans og stammede fra grøntsagsbutikkens kasseapparat.
I de scener erstattede kameraet dårlige gamle tiders gabestok, som udstillede forbryderen på torvet.
Fy for satan, hvor var det ubehageligt at se på.

I de sidste scener i Strømer på Stenbroen, anmeldte en ung kvinde en blotter på Assistenskirkegården. Da Jens og Michael hørte hendes beskrivelse tænkte de: Ham har vi mødt tidligere i dag og drog af sted på mountain-bikes for at spore ham op. Speakerens udgangsreplik lød noget i retning af: "Vil det lykkes Michael og Jens at finde blotteren? Følg med i næste afsnit."
Nu kan seerne så gå og glæde sig i en hel uge til at se en mand, som måske, måske ikke, er blotter.
Det gys kan vist kun overgås af helt nye docu-soaps om arbejdsgiveren, der afslører sine ansattes rapserier med skjult kamera, og om privatdetektiven, der fotograferer sygemeldte ansatte og hjælper jaloux mennesker med at afsløre deres utro ægtefæller.
Hold kæft, sikke chancher for at få skud af ægte hverdagsdramatik i kassen, ikk? Hvorfor gå glip af dem og de høje seertal?

Fordi en skatteefterslæber, så vel som en blotter, skal straffes efter loven, men ikke udstilles i tv-torvets gabestok.
Fordi man har på fornemmelsen, at journalisterne bag programmet ikke har noget formål med deres arbejde, andet end at pirre og tilfredsstille uanstændig nyfigenhed.
Fordi det kræver omtanke og omsorg at bevæge sig ind i menneskers private rum. Der er lavet fantastisk journalistik, både på skrift, bånd og film om de mest intime, og de mest forfærdelige handlinger, hvor journalisten har givet seeren mulighed for at sætte sig i offerets - det hedder hovedpersonen i et journalistisk interview - sted.
Det er helt afgørende, for den slags dokumentarisme, at det umiddelbart uforståelige, det afskyelige, det særlige eller særlingede gøres alment menneskeligt og forståeligt (hvilket stadig er noget andet end forsvarligt).
Ellers er det en blufærdighedskrænkelse af det blottede offer og af seeren, som gør mennesker endnu mere fremmede for hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her