Læsetid: 4 min.

Forvaltningskunst på højt niveau

24. september 1998

Klassikere fra Tamilsagen og Nørrebrosagen indgår i imponerende retrospektiv kunstudstilling af fordrejning, magtmisbrug, fortielse, manipulation og almindelig håndvask

UDSTILLING
Det er en ganske imponerende udstilling af dansk forvaltningskunst, der denne torsdag eftermiddag ferniseres på Galerie Asbæk.
Så erfarne kendere og samlere som Arne Gaardmand, Bill Rathje, Lars Rugaard og Erik Valeur er gået sammen om en retrospektiv udstilling af 27 værker, der spænder fra 1953 til vore dage.
Nogle få af værkerne har ikke tidligere været vist offentligt, men de fleste kendes i hvert fald brudstykkevis, eftersom de ved offentliggørelsen - der ofte har ligget år efter værkernes tilblivelse - har vakt berettiget opmærksomhed i medierne.
Alligevel er dette pragtopbud af dansk forvaltningskunst slående for betragteren alene ved sin koncentration af fordrejning, magtmisbrug, fortielse, manipulation og almindelig håndvask.

Danmark i front
At danske embedsmænd og politikere placerer sig solidt i en international frontposition, dokumenteres til fulde af udstillingen, der tematisk favner klassiske værker som H.C. Hansens brev til den amerikanske ambassadør Val Peterson fra 1957 og går via nogle af forvaltningskunstens artistiske glansperioder i 1980'erne - her skal nævnes "Tamilsagen", som den klassiske gruppering "Illusionisterne" stod for, og "Køb Dansk-klausulen", hvor blandt andet Kristian Mogensen fejrede triumfer - til nogle af 1990'ernes allerede etablerede navne som det justitsministerielle kunstnerkollektiv Jensen, Jensen, Reimann og Lunn, der blandt andet bidrager med, som det hedder i udstillingens katalog, "en af forvaltningshistoriens største og mest komplicerede friser, 'Pengeskabs-Notaterne'" i sagen om urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993.
Glædeligt er gensynet med den alt for tidligt afdøde konceptkunstner Anders Walsted Hansens "Modelnotatet" fra 1987, hvor kunstneren, der på det tidspunkt var chef for Justitsministeriets udlændingekontor, leverer rammen for det, der i de følgende år og måneder skulle udvikle sig til den banebrydende og nyskabende frise "Tamilsagen".
I "Modelnotatet" skitserer Walsted Hansen, hvordan tamiler, der vil familiesammenføres til Danmark, kan afvises med begrundelser som "en nøjere ressourcestyring i Direktoratet for Udlændinge". Kunstneren afgik ved døden, inden hans værks fulde storhed gik op for omverdenen, men som udstillingsgruppen anfører i kataloget, nåede denne flittige konceptionist også at være chef for Politiets Efterretningstjeneste, så måske vil den af justitsminister Frank Jensen bebudede undersøgelse af dette - noget diskret opererende - arbejdsfællesskab bringe nye, centrale Walsted Hansen-værker for en dag.

Reimann overset
Fra "Tamilsagen" har udstillingsgruppen også medtaget klassikere som udlændingedirektør Frederik Schydts brev til generalsekretæren i Dansk Flygtningehjælp fra april 1988 og "Fax til Ninn", som Grethe Fenger Møller uretmæssigt - blandt andet under en opsigtsvækkende copyright-retssag - har forsøgt at påtage sig hele æren for, men som efter færdiggørelsen har vist sig at være frembragt af flere kunstnere i forening.
Blandt andet menes Johan Reimann, der på udstillingen også er repræsenteret i frisen "Pengeskabs-Notaterne", at have bidraget væsentligt til værket. Hans sikre hånd fornemmes, når man betragter det kunstneriske udtryk, men det i øvrigt udmærkede katalog forsømmer på dette punkt at honorere Reimann efter fortjeneste.
Også konceptkunstnere, der i det daglige udfolder sig kreativt uden for mediernes søgelys, er repræsenteret på udstillingen.
Det gælder Carsten Boll, der - som der står i kataloget - "var en anonym fuldmægtig i Trafikministeriets 9. kontor", da han som medlem af kollektivet "Aktionisterne" (fra miljøet omkring Finansministeriet, Trafikministeriet og DSB) frembragte sit vidunderlige notat om trafikprognoserne for Øresundsforbindelsen fra 1. marts 1991. I 1. marts-notatet "hæver han uden synlig begrundelse det årlige antal af bilister over Øresundsbroen med næsten en million - med en tilsvarende forbedring af byggeriets økonomi til følge" hedder det i kataloget.

Blot en håndgranat
En endnu mere anonym embedsmand - så anonym, at han/hun kun er betegnet ved kunstnernavnet "BER" i rubrikken "Sagsbehandler" - er mesteren bag værket "Afslag med håndgranat".
Der er tale om Direktoratet for Udlændinges afslag til en afghansk asylansøger. Afslaget fra november 1993 rummer en perle i dansk forvaltningskunst: "Det forhold at der er blevet kastet en håndgranat på Deres bopæl, hvorved De blev såret og det forhold at De i perioden fra den 01.07.1992 til den 08.07.1992 har været fængslet finder direktoratet ikke indebærer en forfølgelsesrisiko af asylbegrundende karakter." Sådan en smule håndgranat. Herregud...
Værket leder tanken hen på en af dansk forvaltningskunsts store skikkelser, diplomaten Kurt Ebert, om hvem der har været beklageligt stille de senere år.
Læsere, der følger forvaltningskunsten, vil huske Kurt Ebert som den danske chargé d'affaires i Pakistan, der i et telegram til Udenrigsministeriet i november 1994 mesterligt bagatelliserede et luftangreb i den afghanske Herat-provins, som efter diplomatens mening var et så uendeligt fredfyldt et område, at afviste asylansøgere uden mindste risiko kunne tvangsudsendes hertil:
"Der var ikke tale om luftangreb. Der blev kastet et par bomber og hensigten var en hel anden end den der normalt kan og skal lægges i det forhold man vil beskrive når man taler om 'luftangreb'," skrev diplomaten.
Hvis den spændende og banebrydende udstilling i Galerie Asbæk skal kritiseres, må det være, fordi den mangler en storslået manipulator som Ebert i sin perlerække af kunstnere.
Men forhåbentlig bliver Magtens Galleri en årligt tilbagevendende udstilling. Her på Information har vi en anselig samling af værker - blandt andet nogle usædvanligt meningsløse afslag på anmodninger om aktindsigt - som gerne stilles til rådighed for kommende udstillinger.

*H.C. Hansen, Frederik Schydt, Grethe Fenger Møller, Niels-Jørgen Kaiser, Jørgen Rosted, Birgitte Stampe, Britta Schall Holberg, Asbjørn Jensen, Johan Reimann m.fl.: Magtens Galleri - Konceptionisterne udstiller Dansk Forvaltningskunst. Galerie Asbæk, Bredgade 20, 1260 København K. Fernisering i dag 16-19. Ma.-fr. 11-18. Lø. 11-16. Til 8. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her