Frankrig er kommet på kollisionskurs med EU, efter det franske Statsråd har suspenderet produktionen af gensplejset majs
PARIS - Debatten om gensplejsede organismer er blusset op i Frankrig, efter at landets øverste administrative domstol, Statsrådet, har suspenderet landbrugsministeriets godkendelse af tre slags gensplejset majs fra producenten Novartis.
Landbrugsminister Louis Le Pensec gav i februar grønt lys for, at de tre slags majs må dyrkes i Frankrig, men den beslutning har Statsrådet nu suspenderet.
En endelig kendelse vil rådet imidlertid først komme med til december.
Forsigtighed
Statsrådets beslutning er truffet under henvisning til "forsigtighedsprincippet", der er indskrevet i en fransk miljøbeskyttelseslov af 1995.
Det går ud på, at en tilladelse kun må gives, når der er sikkerhed for, at den ikke indebærer nogen miljø- eller sundhedsmæssig risiko.
Kravet om et forbud mod genmejsen er fremsat af to miljøorganisationer, Greenpeace France og Ecoropa.
Sidstnævnte er repræsenteret af advokaten Corinne Lepage, der var miljøminister i den foregående franske højreregering.
De to organisationer hævder, at godkendelsen af de tre gensplejsede planter er i strid med forsigtighedsprincippet.
De henviser til fire risikomomenter, hvoraf de vigtigste er et indsat gen, der giver resistens over for et bestemt antibiotika, samt risikoen for fremkaldelse af allergi hos forbrugerne.
Organisationerne hævder, at ministerens afgørelse er truffet på grundlag af ufuldstændige overvejelser, der ikke tager "indvirkningen på den offentlige sundhed" i betragtning.
Statsrådet har fundet, at dette argument er tilstrækkelig "seriøst" til at begrunde en suspension.
Knæsat princip
Kendelsen har genoplivet debatten om gensplejsede organismer i Frankrig.
Mens Novartis og industrikredse med interesse i gensplejsning beklager kendelsen, siger Greenpeace France i en kommentar, at spørgsmålet om kommerciel udbredelse af gensplejsede organismer nu er åbent, og at regeringen må omdefinere hele proceduren for godkendelse af disse organismer. Partiet De Grønne, der deltager den nuværende franske koalitionsregering, konstaterer, at "kendelsen knæsætter forsigtighedsprincippet som ubestrideligt".
Vendepunkt
Dagbladet Le Monde skriver i en leder, at kendelsen "betegner et vendepunkt i bioteknologiernes udbredelsesproces", idet debatten "nu går tilbage til hovedaktørerne: Landbrugere, forbrugere, politisk ansvarlige og miljøaktivister - kort sagt til borgerne".
"Det er positivt, at den politiske debat er trængt ind på et område, som mægtige multinationale firmaer gjorde krav på at beherske ud fra rene rentabilitetshensyn", fortsætter bladet.
Le Monde konstaterer, at den europæiske opinion er mere og mere på vagt, særlig i Østrig, Tyskland og England og nu også i Frankrig, "hvor man ikke længere stiller sig tilfreds med reklameslogans".
EU godkendte i 1996 import af både gensplejset soja og majs.
Hvis det franske Statsråd til december definitivt underkender landbrugsministeren, risikerer Frankrig ligesom Østrig at komme i strid med EU's politik.
Østrig har siden februar 1997 afvist al import af gensplejset majs.