Læsetid: 4 min.

Den fremmede fugl

11. september 1998

Stumfilmstjernen Asta Nielsens breve er markante vidnesbyrd om en aristokratisk kunstnernatur og et stærkt menneske

Breve
Asta Nielsen var ikke blot en af stumfilmens banebrydende og mest tilbedte stjerner, måske Europas største. Hun var også i andre henseender en personlighed af det store format:
Hun havde en periode sit eget filmselskab, hun omgikkes beundrere som forfatterne Sophus Claussen, George Brandes, Johannes V. Jensen og Gerhart Hauptmann, hun var i mellemkrigstiden en værdsat værtinde for tyske intellektuelle, og da hun i 1936 fik nok af Hitler-Tyskland og bosatte sig i Danmark, skrev hun sine meget læseværdige erindringer Den tiende Muse og nåede i 1960'erne at opleve lidt af en renæssance.
Den velillustrerede samling breve, Ib Monty har udgivet, strækker sig over en periode på 60 år og vidner levende om Asta Nielsens aristokratiske selvbevidsthed som en skuespillerinde, der ikke bare skaber en mængde figurer og tager sig æggende dejlig ud på lærredet, men også kæmper for Kunsten i bredere forstand.
Der lægges ud med den unge stjernes holmgang med den svenske filmcensur i indlæg, der også bliver et pionér-forsvar for filmen som kunstart i almindelighed og den mimiske kunst i særdeleshed.
Asta Nielsen havde et pænt navn på teatret, da hun i 1910 brød igennem i Urban Gads Afgrunden, der i dag især huskes for hendes erotiske dans med Poul Reumert.
Herefter kaldte tysk film, og berømmelsen blev hurtigt international. I 1921 producerede hun en Hamlet-udgave med sig selv i hovedrollen og skriver desangående til en dansk beundrer: "Det morer mig (...) i min inderste sjæl at sparke ud og få støvet til at ryge om alle skolelærerbrillerne, det er så sundt for disse provinssjæle at få det blege blod i kog."

I den danske provins
Den selvrådige dame lagde sig midt i 1920'erne ud med førende kræfter i den tyske filmindustri, og da hun samtidig tabte noget af spille-gejsten, ebbede karrieren ud og omfatter kun en enkelt talefilm. Et tilbud om samarbejde fra øverste nazi-top (Hitler inviterede til te!) blev utvetydigt afvist, men hjemkomsten til den danske provins var ikke nem - "jeg er nu noget af en Særling i København", skriver hun i 1946.
Hele 13 gange ansøgte hun om en biografbevilling, der dengang var retrætepost for bl. a. veltjente filmkunstnere - og 13 gange fik hun afslag. En uhyrlig behandling, sammenlignelig med den småtskårenhed, hvormed man modtog vore to andre stumfilmberømtheder, Carl Th. Dreyer og Benjamin Christensen (de fik dog begge en bevilling).
Asta Nielsens udprægede aristokratiske holdning og hensynsløse ærlighed har næppe gavnet hendes sag - et karakteristisk brev om Skuespilleforbundet lyder: "Naturligvis er et Forbund godt for mange Skuespillere, men skal vi ikke være enige om, at det er Proletariatet, der har brug for den slags, en stor Kunstner klarer sig nok uden Foreninger. Men selv små Skuespillere er jo Mennesker, og derfor er det godt, at der er nogen, der taler deres Sag. Og Teatret har jo ikke Brug for lutter Genier."
Mange af brevene fra de senere år fortæller om bitterhed og livslede, men det forunderlige er, at livskraften sejrer over både private tragedier og professionelle skuffelser.

En ny kærlighed
Med sine stoftryk får Asta Nielsen i 1960'erne en ny kunstnerisk succes, og hendes gamle film genopdages. Hun bevarer sin engagerede nysgerrighed, og da et samarbejde med Henrik Stangerup om en portrætfilm går i vasken (hun ville bestemme selv!), laver den 85-årige dame bare sit eget filmiske selvportræt i kortfilmform!
Hvorefter hun i sine sidste år oplever en ny stor kærlighed, gifter sig med den 18 år yngre kunsthandler og galleriejer Christian Theede og skriver breve med kærlighedserklæringer som: "Jeg sidder her tidlig morgen, venter Din opringning kl. 12, venter som en 18 aars forelsket Pige trods Blodprop i Hjertet foraarsaget af min Forelskelse i Dig. Ja, saadan er det, en SAA stor Forelskelse er ny for et 88-aarigt Hjerte, der var ved at bukke under i sorg."
Intet under, at Henrik Stangerup - efter at samarbejdet med den stejle gamle dame var kuldsejlet - stadig bevarede en dybt forundret respekt og kunne kalde hende "det stærkeste menneske, jeg nogensinde har mødt (...) Et menneske med rødder i en svunden pionertid, bogstavelig talt et fabelagtigt menneske. En fremmed, smuk og majestætisk fugl. - Jeg burde selvfølgelig fra starten have vidst, at en sådan fugl ikke lader sig indfange." Nej, men efter denne brevudgivelse, med Ib Montys knappe, saglige forord og kommentarer, skinner nogle af fuglens fjer med en endnu stærkere stråleglans.

*Asta Nielsen: Breve 1911-71. Udvalgt af Ib Monty. 196 s., 250 kr. Ill. Gyldendal

*Stykket 'Asta die Asta' kan fra lørdag og frem til 3. okt. ses på Kaleidoskop i København, samt på MTB-scenen i Århus fra 19.-31. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her