Den lige straks100-årige George Gershwin voksede op sammen med jazzen. Alligevel var han ikke nogen jazzmusiker, men har betydet utrolig meget for jazzen
RIFFS
Tænk engang på nogle af de songs, der er blevet spillet mest af jazzmusikere, og som derved har fået betegnelsen standards. F.eks. "The Man I Love", "But Not For Me", "Embraceable You", "Summertime", "Oh, Lady Be Good", "Nice Work If You Can Get It", "A Foggy Day", "They Can't Take That Away From Me", "I Got Rhythm", "Somebody Loves Me". De er alle skrevet af George Gershwin, og mange flere kunne nævnes.
Ingen af disse sange er oprindeligt blevet sunget og spillet af jazzmusikere. De blev skrevet til musikalske Broadway-shows og til film-musicals, hvor de blev introduceret af sangere og musikere, hvis forhold til jazzen var temmeligt platonisk.
Men de blev meget hurtigt taget op af jazzmusikere, som i Gershwin-sangene fandt inspirerende spillegrundlag, både melodisk og harmonisk. Hyppigst blev de brugt til instrumental improvisation, men jazzsangere værdsatte også broderen, Iras, sangtekster, som bl.a. appellerede til dem ved deres ofte ironiske vid og humoristisk kreative ordspil.
Gennem jazzmusikernes fri og improvisatoriske forhold til materialet blev det hele tiden ajourført og holdt levende, og selv om også mere konservative sangere og musikere fra populærmusikken dyrkede Gershwin-repertoiret, var det dog først og fremmest jazzmusikerne, der fik det til at leve. I en grad så man må spørge sig selv, hvad der havde været tilbage af Gershwin i dag, hvis det ikke var for jazzen.
I Got Rhythm
Gershwins betydning for jazzen indskrænker sig i øvrigt ikke til de mange standards. Fra en af hans sange, "I Got Rhythm" fra 1930, stammer det harmoniske grundlag som er det mest anvendte i jazzen, bortset fra den 12-takters blues.
Det kaldes blandt jazzmusikere rhythm changes. Denne harmonisekvens er ikke alene uhyre anvendt som improvisations-grundlag - den tjener også som harmonisk basis for en lang række berømte jazztemaer, som ikke har noget melodisk at gøre med gamle "I Got Rhythm".
Blandt dem kan nævnes Lester Youngs "Lester Leaps In", Duke Ellingtons "Cottontail", Thelonious Monks "52nd Street Theme", Dizzy Gillespies "Salt Peanuts", Charlie Parkers "Steeplechase", Gillespies og Parkers "Anthropology", Bud Powells "Wail", Sonny Rollins' "Oleo" og mange, mange flere. Klassikere som de lige nævnte og temaer, som kun blev benyttet ved en enkelt indspilning.
Et særligt kapitel i historien om Gershwin og jazzen handler om Gershwin og Ellington. De to var jævnaldrende, kun syv måneder skilte dem, men Gershwin var tidligt udviklet og kunne gå lige ind i en eksisterende musiktradition.
Han havde derfor flere års erfaring som populærkomponist, da han i 1924 fik et eklatant gennembrud med Broadway-musicalen Lady, Be Good. Samme år uropførtes hans Rhapsody In Blue, der skabte genren 'symfonisk jazz'.
Ellington var senere på den, men skulle også først finde sig selv i den orkestrale jazzmusik, som han selv var med til at udvikle i sidste halvdel af 20'erne. Og hans hudfarve var i hvert fald på det tidspunkt ikke nogen gevinst. Men for en ambitiøs ung sort komponist som Ellington, var Gershwin givetvis en udfordring, selv om de to udfoldede sig på forskellige, omend beslægtede områder. Så i 1931 skrev Ellington ikke en Rhapsody In Blue, men en Creole Rhapsody, der ikke var symfonisk jazz, men en revolutionerende jazz-komposition. Og den anden og længste af de to versioner af Ellingtons rapsodi indeholder til sidst et lån fra Gershwins.
Fra begyndelsen af 30'erne havde Ellington planer om at komponere en opera om sorte amerikaneres liv, og det må have været en skuffelse for ham, da Gershwins 'folke-opera' med netop et sådant sujet, Porgy and Bess, havde premiere i 1935. Ellington fik derimod aldrig selv realiseret sine planer.
Men to år efter premieren på Porgy and Bess var Gershwin død. Ellington havde derimod næsten 40 særdeles aktive år tilbage som komponist og orkesterleder, og i dag er det ikke ham, der som amerikansk musiker står i skyggen af Gershwin.
Jazzens Gershwin
I årenes løb er det også jazzmusikerne, der, om jeg så må sige, har vundet førsteretten til Gershwins musik. Det er fortsat dem, der især holder den i live med deres indspilninger og gør, at den ikke bliver glemt.
Karakteristisk nok har der ikke været tænkt på en amerikansk genopsætning af
Porgy and Bess i komponistens 100-år, men Ella Fitzgeralds og Louis Armstrongs vokale og Miles Davis' og Gil Evans' instrumentale versioner (begge fra 1957) er netop blevet genudsendt, og for nylig har tenorsaxofonisten Joe Henderson indspillet sin udgave.
En uovertruffen og meget omfattende samling af Gersh-wins sange er Ella Fitzgeralds, som i år er genudsendt i en fire-cd-version. En knap så ambitiøs udgave er Sarah Vaughans Sings Gershwin, der nu er på vej som dobbelt-cd.
Til 100-års dagen, som falder den 26. september, har desuden Herbie Hancock indspillet sin opfattelse af Gersh-win's World, hvor han sætter komponisten ind i en sammenhæng, der også omfatter samtidige sorte komponister. Udover Gershwin-temaer kommer denne udgivelse derfor bl.a. til at rumme James P. Johnsons "Blueberry Rhyme", W.C. Handys "St. Louis Blues" og Ellingtons førnævnte "Cottontail".
