Læsetid: 5 min.

Giften indtager drikkevandet

28. september 1998

Ingen myndighed tager ansvaret for, at forurenet drikkevand ender hos forbrugerne. For forbrugerne ejer jo selv vandværkerne

Når vi hører om truende gift-katastrofer, kan det være fristende at lukke øjne og ører.
Vi kan snart ikke kapere mere, og det synes også at være myndighedernes holdning til årtiers storforbrug af ukrudtsmidler, der nu spores i grundvandet.
Ingen kan rigtig gøre noget ved det, fordi skaden er jo sket. Nu kan vi bare vente på, at giftrester siver ned gennem sand-, kalk- og lerlag til drikkevandsmagasinerne.
En færd, der kan tage fra få år til over 50 år.
De centrale myndigheder har valgt at koncentrere sig om at undgå ny forurening i fremtiden blandt andet ved endelig at forbyde en række farlige stoffer og skåne særligt følsomme arealer.
Så må landets 2.900 vandværker selv slås med skaderne efter fortidens synder.
Men de kan vise sig langt mere alvorlige, end man hidtil har troet - og for store til, at de danske vandværker selv kan og skal løse dem.

Halvtres kilo gift er nok til at spolere alt dansk drikkevandsforbrug i et år.
Men fra 1950'erne og frem til 1994 er der spredt 820 millioner kilo gift - typisk forskellige ukrudtsmidler - på marker, havegange og i grøftekanter. Altså nok til at ødelægge 16 millioner års forbrug af drikkevand.
Der skal ikke megen fantasi til at forestille, hvor få dråber der skal være doseret forkert, før noget ender i drikkevandet.
Netop de mange giftstoffer på vej ned gennem jordlagene, er den helt store joker for dansk vandforsyning.
Den højere videnskab har intet kendskab til, hvor store mængder, der er på vej mod undergrunden - og heller ikke, hvor lang tid det tager.
"Vi må håbe det bedste," er det svar en geolog i Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) kan give på dette problem.

Men om vi stadig kan håbe det bedste er yderst tvivlsomt. En opgørelse fra Sønderjyllands Amt afslørede i sidste uge, at der var pesticidrester i 40 procent af alle analyserede boringer, hvilket var langt flere, end amtets grundvandsafdeling overhovedet havde haft fantasi til at forestille sig.
Erfaringerne fra Sønderjylland underbygger den kedelige kendsgerning, at når vandværkerne analyserer for pesticider, så er der ofte bid.
Problemet er bare, at meget få af landets omkring 10.000 vandboringer endnu er undersøgt lige så grundigt som i Sønderjylland. Ja, halvdelen - typisk boringer fra mindre vandværker - er slet ikke analyseret for pesticider overhovedet.
Derfor konklusionen i weekendens Information: Mange danskere drikker i dag vand med gift i.
Et faktum, som var meget svært at hive ud af vandværksfolk og Miljøstyrelsen. De har øjensynligt ikke lyst til at fortælle befolkningen, hvordan det står til.

Men hvem har ansvaret for, at en del danske forbrugere indtager vand med giftrester i?
Det har vandværkerne selv, og kommunerne har jo ansvaret for tilsynet, påpeger Miljøstyrelsens vicedirektør, Hans Henrik Christensen.
Ved at henvise til det ukrænkelige kommunale selvstyre og vandværkernes eget ansvar for at tage sig af problemerne, er den prekære sag sendt ud i et decentralt vakuum.
En del kommuner har ikke hidtil taget deres tilsynspligt særlig alvorligt, selv om kommunerne siden de første giftfund i 1993 har vidst, at der kunne være problemer.
Om kommunerne vil gøre det fremover, mangler flere endnu at bevise.
Kommunerne står i den situation, at de ofte selv driver et vandværk - og altså skal føre tilsyn med sig selv, hvilket i sig selv er alarmerende.
Derudover skal kommunerne kontrollere omegnens ofte mindre forbrugerejede vandværker, og kommunerne kan ikke friholdes for den mistanke, at de kan have overordentligt svært ved at pålægge de små vandværker med måske kun 20 tilsluttede husstande den udgift på mellem 3.000 og 25.000 kr., det koster at få analyseret deres vand.
Og så kunne nogle vandværksbestyrelser tænkes at lukke øjne og ører. Konsekvensen af en analyse kunne blive den samme som for Møgeltønder Vandværk, der nu lukker og slukker efter det nylige fund af giftstoffet BAM i alle dets tre boringer.
Samme skæbne er allerede overgået omkring 350 vandværker.

Selv om de fleste små vandværker efter bedste andelsprincip er ejet af de tilsluttede forbrugere, så er det i sig selv ingen garanti for, at forbrugerne tager affære. De fleste har vel en god grund til at tro, at myndighederne har styr på den slags.
Og det ansvar må forbrugerne med rette kunne forlange, at de centrale myndigheder påtager sig, selv om hverken kommuner eller vandværker vil synes om indblanding fra oven.
Tilsynet burde retteligt ligge hos amterne, der selv spagfærdigt har bedt om denne opgave.
I det mindste må kommunerne pålægges - og ikke bare opfordres - til at udføre en bedre kontrol af de mindre vandværker.
Tilsynsmyndigheden må sørge for, at alle boringer bliver analyseret nu og med jævne mellemrum fremover - fordi nye giftstoffer vil bevæge sig mod grundvandet de næste mange år.
Det virker ikke smart, at det enkelte vandværk selv skal betale for analyser og for følgerne af resultatet, hvilket slet ikke ansporer dem til selv at få testet deres vand.

Omfanget af forgiftede vandboringer må frem i dagens lys. Selv om det givetvis vil komme til at stå klart, at forbrugerne ikke kan sikres rent vand i alle dele af landet.
Men så befolkningen i det mindste ren besked.
Politikerne vil nok ikke turde spille hasard med borgernes helbred ved at tillade mere gift i drikkevandet end den nuværende grænseværdi på 0,1 mikrogram gift pr. liter - selv om sundhedsrisikoen ikke er dokumenteret.
Desuden er der udsigt til, at EU's længe bebudede drikkevandsdirektiv vil ende ud med at kræve denne grænseværdi overholdt i alle medlemslande.
Tilbage er at spare på vandforbruget og så ellers rense. Hvidovre og Frederiksbergs kommunale vandforsyninger har allerede fået lov til at sende vandet gennem filtre, hvilket givetvis er den eneste midlertidige løsning, indtil fortidens synder er sonet om 30 - 50 år.
Så må vi leve med, at de store ingeniørfirmaer inden for vandteknik gnider sig i hænderne over udsigten til en givtig milliardforretning. Betalt af forbrugerne, der kommer til at sande, at fornøjelsen ved at udskifte hakkejernet med vandkanden eller marksprøjten blev kort og meget dyr.
Vil forbrugerne nu og her sikre sig mod at drikke forurenet vand, så er der ikke anden udvej, end straks at kontakte det lokale vandværk - myndighederne kan de ikke altid regne med i denne sag.
Er vandet ikke testet for indhold af flere forskellige giftstoffer, så må forbrugerne forlange, at det sker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu