Repremiere på Francois Truffauts gennembrudsfilm 'Ung flugt'
GAMMEL FILM
Næste år er det 40 år siden Francois Truffaut brød igennem med sin første spillefilm Ung flugt. Året inden havde Claude Chabrol udsendt sin debutfilm Vennerne og året efter kom Jean-Luc Godard med Åndeløs. En ny bølge var skabt af de tre filmkritikere fra Cahiers du cinéma, en bølge der ikke bare blev til skvulp i vandkanten, men satte sig spor verden over, fra den engelske film til den svenske - og danske, fra Brasiliens cinema nôvo til østeuropæiske tøbrudsfilm og John Cassavetes' amerikanske film og senere til den tyske neue kino og en generation af amerikanske filmfolk, der - med et begreb skabt af ny bølge-folkene - så sig selv som auteurs. Med deres kritik og film forandrede de ikke blot filmsproget og filmens muligheder, men også måden at tænke og tale om film på.
De første skridt blev taget inden da, men fik for alvor luft under vingerne da den 22-årige filmkritiker Francois Truffaut i 1954 i Cahiers du cinéma offentliggjorde sit frådende angreb på det, han kaldte den franske films kvalitetstradition, dvs. den noble romanbaserede filmatisering, gennemskrevet af professionelle manuskriptforfattere og overdraget habile håndværkerinstruktører, der var uden kunstnerisk fornemmelse for det specifikke i filmkunsten.
Iscenesættere, kaldte Truffaut dem, hvor det, Truffaut talte for med glødende kærlighed, havde sine rødder i den typiske amerikanske genrefilm, skabt af det der dengang i brede kredse blev opfattet som netop håndværkere: Alfred Hitchcock, John Ford, Howard Hawks, Samuel Fuller m. fl. De var auteurs, og skabte film, der i alle detaljer udtrykte instruktørens personlige vision og holdning, der havde en tematisk konsekvens, der ikke lod sig binde af fastlagte genrekonventioner, men netop brugte dem til deres eget formål.
Det den iltre skribent Truffaut så for sig var en fransk film der brugte kameraet som pen til et personligt udtryk. Og da han spillefilmdebuterede var det så med en overrumplende friskhed i en film, der som nutidens dogme-film arbejdede billigt og med en tilsyneladende improviserende lethed, selvom denne første film i sort-hvid var i det franske CinemaScope format. Og som en selvbevidst dogme-instruktør som Lars von Trier, var Truffaut heller ikke uvidende om de filmhistoriske referencer, han trak på. Ikke for ingenting havde han og hans kolleger lært filmen, filmhistorien og kærligheden til film gennem dage og nætter at se film i det franske cinematek, der blev deres filmskole.
Jagten efter frihed
Og nu er den her så igen, dette vidunderlige mesterværk, i en smuk ny og nyoversat kopi, klar til en ny generation. Det kan ikke undgås, at den også må opleves som billeder fra verden af i går, fra et Paris der har ændret sig, en skræmmende skoleform der - håber man inderligt - også har ændret sig, lige så vel som man også håber, at den hårdhændede politihåndtering af den purunge Antoine også har det.
Antoine er hovedpersonen, spillet af Jean-Pierre Léaud, der gennem de næste tyve år for Truffaut skulle inkarnere Antoine i en fortsat filmfortælling, der vist er uden sidestykke. Og figuren blev så tæt forbundet med personen Léaud, at det er vanskeligt ikke at se hans andre roller i samtidens franske film som udspaltninger af figuren.
Antoine er 12 år og hans verden er delt mellem en autoritær terpeskole og en familie, hvor moderen havde ønsket en abort i stedet for et barn og en stedfar, der dog forsøger sig med venlighed. Billederne fra disse verdener formidler gennem lukkede døre og snævne rum en næsten klaustrofobisk fornemmelse af indespærrethed. Selv frikvartererne filmer Truffaut med en mur som lukkende baggrund. Kun i Paris' gader er der mere luft og en form for frihed. Mest markant en time inde i historien, hvor Antoine er stukket af hjemmefra og sammen med vennen René frihedsberusede spæner ned ad store trapper, krydser boulevarderne og parkerne, mens musikken ånder af luft og lethed, befriet for den melankolske undertone, der typisk præger den. Og tidligere i en scene, hvor familien optræder som lykkelig kernefamilie med en tur i biffen.
Den umulige knægt der lyver, pjækker og stjæler, og som forældrene ikke fatter blot mangler kærlighed og omsorg, skiber de af til en opdragelsesanstalt, hvorfra han flygter for at ende ved et af sin længsels mål: havet - hvor billedet fryses på hans mut sårbare ansigt: hvad nu?
En sand auteur var født
Filmen er stadig en forunderlig og bevægende oplevelse med en række i dag klassiske scener. Forunderligt er det, at den temperamentsfulde debattør og kritiker Truffaut skabte en så gennemkontrolleret lavmælt, men skarpt
pointerende og dybt bevægende film, som han aldrig lagde skjul på også var baseret på egne erfaringer. Og han fandt i Léaud et vidunderlig ansigt med øjne, der i deres stille anklage rammer dybt og rent i tilskueren.
Med den var første sten lagt til en karriere af helt enestående konsekvens og kvalitet. En sand auteur var født og filmkunsten var ikke mere den samme. Godt at filmen igen er iblandt os - film af den karat bør altid være blandt os - og snart følges op af Jules og Jim, Truffauts måske mest elskede film.
*Ung flugt. Instr.: Francois Truffaut. Frankrig. Repremiere i Gloria, København
