Læsetid: 5 min.

At gøre grønlænderen til en god dansk borger

8. september 1998

Uden at fordømme eller placere ansvar fortæller Tine Bryld om et fejlslagent eksperiment med små grønlandske børn, som skulle formes til at være Grønlands dansk-tænkende avantgarde og politiske fremtid

NY BOG
Den historiske erfaring viser, at drømmen om at skabe et nyt menneske uvægerlig fø-rer til en række mareridt. Det er lige så karakteristisk, at forsøg i den retning så godt som altid - med Tine Brylds bogtitel - er blevet etableret "I den bedste mening".
Bondefornuft og ideologiforskrækkelse har gjort at dette land har været næsten forskånet for en række af de eksperimenter, som i andre lande har ført til store omvæltninger og enorme tab af menneskeliv.
Men i forhold til Grønland, som ved en historisk tilfældighed forblev dansk koloni, har vi haft vore problemer. Og vore fiaskoer.
Tine Brylds engagerede og engagerende bog handler om et eksperiment, som i tilbageblik virker absurd, men som i situationen var mere end politisk korrekt.
Regering og Folketing besluttede sig i 1950 - med tilslutning fra det grønlandske landsråd - for en nyordning af en række grønlandske forhold: Man ville chokmodernisere Grønland, gøre det til en integreret del af det danske rige.
Beslutningen og politikken var baseret på tanken om, at dansk er/var bedst, og at dansk er/var fremtiden. (Og der er ikke noget at grine ad: Det er fortsat forudsætningen for forståelsen af mange besynderlige bestemmelser omkring integrering af indvandrere i Danmark.)

Samme krav og pligter
Augo Lynge, én af tidens ledende grønlandske politikere, formulerede politikken således: "Samme krav, samme pligter, samme chancer for danskere som for grønlændere, eller med andre ord, vi ønsker ud af grønlænderen at gøre en god dansk borger."
Skulle grønlandske børn klare sig i den ny verden måtte danskundervisningen styrkes på bekostning af undervisning i grønlandsk sprog og kultur.
Om som et eksperiment blev det besluttet at etablere en ny dansk-sproget grønlandsk avantgarde, som skulle være med til at løfte opgaven: at føre Grønland ind i den moderne tid.
22 små børn, mellem fem og otte år gamle, blev udvalgt. De skulle sendes til Danmark, blive flydende i dansk, derefter vende tilbage til hjemlandet og være selve kernen eller grundstammen, ikke kun i det nye grønlandske undervisningssystem: De skulle være selve den ny generation, fremtiden.
Projektet skulle samtidig have et socialt sigte: De lovende børn skulle hentes hos fattige familier og de skulle have mistet enten den ene eller begge forældre.
Børnene kom fra hele Grønland, hvorfor udvælgelseskriterierne blev noget tilfældige.
Men det var næppe hoved-årsagen til, at forsøget blev en blodig fiasko, selv om det ikke styrkede projektet, at mange af børnene var svækket psykisk efter katastrofer i deres biologiske familier - og at de ikke havde nogen derhjemme som tilstrækkelig intenst kunne forsvare dem.
Planlæggeerne, som ikke synes at have vidst noget som helst om tosprogede børn, havde ikke forudset, at børnene efter halvandet år i Danmark helt havde glemt deres grønlandske modersmål, og derfor i Grønland måtte opleves som outsidere, der ikke kunne lede nogen ny generation. De var en slags kulturelle forræddere, fordi de så fuldstændigt og totalt havde tilegnet sig kolonimagtens sprog, kultur og vaner.
I Danmark blev børnene spredt og placeret i danske familier, dvs. uden mulighed for at holde sproget ved lige i samvær med andre grønlændere. Kulturchoket var så overvældende, at de fleste af dem psykologisk blev løbet over ende. I en sådan grad at mange af de danske familier ytrede ønske om at adoptere plejebørnene. Myndighederne afviste flere af ansøgningerne - det var lige nøjagtig ikke dét, eksperimentet gik ud på. Men i seks tilfælde lykkedes det faktisk for de danske plejeforældre at få lov til at beholde børnene.
De 16, som rejste hjem til Grønland, fik ikke lov til at vende tilbage til deres familier. De blev indkvarteret på et Røde Kors plejehjem i Nuuk - de skulle gå på den danske skole i byen sammen med danske familiers børn. De befandt sig i en umulig situa-
tion: For de danske børn var de grønlændere, for de grønlandske børn i byen var de danske.

Livslange problemer
De 16 blev ikke nogen fortrop. I stedet fik de ikke overraskende livslange psykiske problemer med deres identitet, selvværd og tilhørsopfattelse.
Seks af de oprindelige 22 lever ikke længere - én er forsvundet. Tine Bryld har interviewet de resterende 15, samt en lang række danske og grønlandske familiemedlemmer. Uden at forsøge at placere ansvar og fordømme er det blevet til en bevægende samling portrætter eller livshistorier.
Nok er rodløshed og kulturchok et udbredt fænomen i det 20. århundrede, men disse 22 har alle i dén grad fået ørerne i maskinen, at det er et under, at så mange af dem trods alt har været i stand til at fungere.
Men ikke optimalt. Mange af livshistorierne handler om rastløs flytten rundt, skiften identitet. Ægteskaber indgås, opløses - børn opgives, som de selv føler de blev opgivet. Alkoholisme, psykiske lidelser, selvmordsforsøg.
Det gælder for flere af de interviewerede, at de - skønt de fuldt og helt identificerer sig med Grønland - har følt sig uvelkomne i hjemlandet. De fleste har i længere perioder eller permanent slået sig ned i Danmark, men de er ikke blevet danske af dét heller.
Der er personlige succeshistorier undervejs. Enkelte har været i stand til at stifte familie og få næsten normale tilværelser, men selv de taler om dyb smerte og længsel: oplevelsen af at være alene, forladt af familien, opgivet af alle.
Et par af dem kommer på et tidspunkt på en efterskole i Nuuk. Blandt eleverne på skolen er en række af de mennesker, som gik hen og blev alt dét, de 22 skulle have været - Grønlands fremtid: Lars Emil Johansen, Jonathan Motzfeldt, brødrene Steenholdt. De havde fået hele deres uddannelse i Grønland, forberedte sig på efterskolen til at blive optaget på realskolen i Nuuk.
Det er fornemt, at Tine Bryld - hvor frygtelige de mange historier end er - gør forsøg på at sætte sig ind i den tankegang, som lå bag forsøget. I et portræt af lederen af børnehjemmet i Nuuk skriver hun f.eks.:
"Tiden var ikke til den store indlevelse i børns behov. Det handlede om ro, flid og renlighed, langt fra den debat om børneopdragelse, der i de år fandt sted i Danmark. (Hun) har næppe forestillet sig de savn, børnene kunne have efter familien, selv om den var nok så fattig. De var hendes børn, og de var heldige, at de i modsætning til de fleste andre børn på den tid kunne få god mad, rent tøj og bad."
Om ganske få år vil vi begynde at få bøger om parallelle fejlgreb omkring tvangsintegreringen af indvandrere til Danmark. Projektet om at gøre grønlandske børn til danskere blev opgivet (bl.a. på grund af de andre elever på efterskolen), men ideerne har ikke ændret sig afgørende.
Fotografen Per Folkver har ledsaget Tine Bryld på hendes rejser rundt i i Grønland og Danmark og gjort I den bedste mening til en overvældende fotodokumentation.

*Tine Bryld: I den bedste mening. 295 s. 247,50 Forlaget Atuakkiorfik, Nuuk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu