DET GLÆDELIGE budskab nåede redaktionen i går, at Danmark har vundet verdensmesterskabet i cykling. Det skete forleden nat (dansk tid) i Washington D.C., og det skulle stå fast, at vi vandt guld i enkeltstarten (Peter Korte), men vi vandt til overmål også sølv (Michael Hansen). Læg dertil guld i holdkonkurrencen i stafet samt sølv og guld i kørsel på cykel med lad (cargo-race).
De Grønne Bude har slået til igen. Det er nemlig ikke første gang, de har opnået det omstridte trofæ. Faktisk er de blevet verdensmestre i budcykling flere gange tidligere.
Til de læsere, der ikke kender De Grønne Bude kan vi fortælle, at de udgør et overordentlig effektivt, privat postsystem, som vi bl.a. har glæde af her på bladet. Man har et brev eller en pakke, man skal have afleveret på en anden adresse i en fart. Hvad gør man? Vi ringer ikke efter en taxa, men efter de grønne, og der er næsten altid et bud lige i nærheden, som deres central kan tilkalde via walkie-talkie, og som sporenstregs stiller på redaktionen til tjeneste. Budene er iklædt smarte, grønne dragter, har praktiske rygsække på, og så står det ud fra dem med antenner, som om de var insekter med følehorn (græshopper), ligesom der lyder skrattende lyde fra walkie-talkierne, som om de var borgere i et science fiction-fremtidsland.
Og det er de måske osse, for de tramper straks af sted på deres cykler for at aflevere depechen, og de er hurtige i handling, knappe i ord - og så bruger de ingen benzin, ingen EPO, kun pedalkraft, og de er billige i drift. I en storby fletter de sig ud og ind mellem bilerne i trafikken og når i mange tilfælde hurtigere frem end bilerne. De er unge, ofte studerende, både drenge og piger, som tjener lidt til studierne i en periode. Er det overdrevet? Har de urimelige arbejdsforhold? Er de underbetalte? En fare for trafikken? Og bruger de alligevel doping? Det har vi ingen sikre efterretninger om. Umiddelbart ligner det et genialt system, hvor arbejde er kombineret med helsestyrkende motion.
ENDNU HAR vi ikke fået detaljer om løbet, men man kan forestille sig, at kampen har været urimelig hård. Vi ved, at ruten har været lang, da det tog over tre timer at køre den. Vi ved også, at ruten var et forsøg på at rekonstruere en rute fra budenes hverdag. Og så kan man næsten se det for sig:
1. etape: Et brev fra mrs. Jones i Maryland-delen af byen (svarende til fru Jensen i Vanløse) skal afleveres til et Dow Jones-kontor inde i City.
2. etape: Herfra skal en regning bringes ud til mr. Smith i Virgina-delen af byen (der med sine tre mill. indbyggere strækker sig ind i flere stater).
3. etape: Budet er nu uden ordre, men får over walkie-talkien besked om at henvende sig til en miss Lewinsky, som skal have fragtet et par velindpakkede, let plettede trusser til et advokatkontor inde i City.
4. etape: En vanskelig etape, idet budet skal søge at sno sig fri af en camoufleret forfølger (forfølgelsesløb) til det næste mål: Pentagon.
5. etape: Herfra videre på en rundstrækning gennem parken The Mall, forbi George Washington-monumentet og Lincoln Memorial, ad broen til Arlington, forbi Mount Vernon og videre, videre, i rasende fart. Opløbet finder sted på Capitol foran Det Hvide Hus, hvor en jublende menneskemængde har samlet sig. Clinton (svarende til hr. Nyrup i Statsministeriet) kommer ud og hilser på vinderen.
SÅ HAR der nok ikke været flere etaper, men undervejs har rytterne - undskyld, budene - været udsat for diverse indlagte spurter, chikaner og forhindringer. Biler med store håndtag bagpå er kørt langsomt forbi, og nogle af de udenlandske bude - ikke de danske - faldt for fristelsen til at gribe fat i håndtagene og lade sig trække på frihjul. De blev naturligvis diskvalificeret.
Andre bude - ikke de danske - blev, når de holdt for rødt, tilbudt vingummi-bamser og hundeprutter af mystiske personer. Disse sliksvage bude blev også diskvalificeret - for bloddoping, selvom de forsvarede sig skammeligt med, at de ellers ville 'gå sukkerkold', som de sagde.
Det har længe været kendt, at franskmændene nærer et stærkt ønske om at overtage VM i budkørsel fra amerikanerne. Derfor forsøgte den franske ambassade i Washington kort før starten at stoppe det amerikanske hold ved at udsprede det rygte, at amerikanerne havde drukket en cola hver. De amerikanske bude blev straks testet, men der blev ingen rester af cola fundet i deres urin. I stedet blev det de tricolorefarvede franskmænds ruin, idet disse nu blev fulgt af fy-råb fra tilskuerne langs ruten, hvilket gav dem et psykisk knæk. Amerikanerne snuppede både den prikkede op-ad-bakken-trøje og den så eftertragtede, luftige modvind-trøje for næsen af franskmændene, hvorefter Jacques Chirac måtte gå af som præsident. Embedet kunne ikke holde til endnu en cykelskandale efter årets Tour de France. I ly af disse farlige konkurrenters indbyrdes kiv vandt danskerne.
VAR DET sådan, det gik til? Nej, naturligvis ikke. De danske drenge og piger vandt, fordi de havde gode ben. Slet og ret. Både i næsen og på pedalerne. Så pyt med Vueltaen i Spanien og skidt med Riis, der stod af, før han stod på, og med Rolf, der røg på røveren allerede på første etape, og skidtpyt med Laudrup'ernes farvel og med fodboldholdets halve nederlag i Minsk. Alt det er til at bære. Budene vandt overbevisende - og endda på udebane.
Flot-flot og et stort tillykke samt et gedigent hutlihut til De Grønne Bude fra os her på bladet - og fra det store, danske, kollektive "vi", som altid står sammen i medgang. Vi gjorde det eddermame godt. Vi gav dem baghjul.Bjørk
