Læsetid: 4 min.

Grundtvig var ikke folkeven men bondeven

26. september 1998

Af HENNING TJØRNEHØJ tidl. fmd. for den grundtvigske forening Studenterkredsen ved Aarhus Universitet

Grundtvig var ligeså socialt blind, som han var åndeligt seende og frisindet

HISTORIE
Efter en ferie i udlandet arbejder jeg mig støt igennem de hjemlige avisbunker og støder da bl.a. på min grundtvigianske veninde, Margrethe Aukens vredesudbrud mod Georg Metz (Information den 22.-23. august 98) i anledning af dennes fejlfortolkning af en enkelt Grundtvig-strofe.
Jeg forstår pludselig, hvor forfærdeligt det må have været for hende og for alle andre grundtvigianere - i og uden for SF - når jeg ikke kun har indskrænket mig til at udlægge en enkelt strofe hos Skjalden på en for hans efterkommere utilbørlig måde, men endog tilladt mig at drage hele hans sagn-omspundne folkelighed på det politiske plan i tvivl.
I 1848 fik Grundtvig plads i den grundlovgivende forsamling, efter at hans venner i Præstøkredsen havde fået intrigeret væver Hans Hansen fra Mern væk. Væveren var den eneste repræsentant for den største og mest undertrykte klasse, hvem det lykkedes at blive valgt til denne forsamling. Og det var efter grundtvigianernes mening en for mange, så det blev der rådet bod på.
I stedet kunne Nikolaj Frederik Severin Grundtvig indtage væverens plads i den forsamling, der skulle forberede vedtagelsen af Danmarks første frie forfatning.

Marx' læremester
Siden har alle - grundtvigianere såvel som ikke-grundtvigianere - været enige om, at med Grundtvigs tilstedeværelse i den grundlovgivende forsamling fik såvel folket som parlamenatarismen sin fremmeste talsmand overhovedet. Og i Information har Ejvind Larsen for år tilbage i leder efter leder og artikel efter artikel og i sin bog fra 1983 gjort Grundtvig til såvel Marx' som Maos læremester og det danske velfærdsdemokratis åndelige fader.
Jeg undrede mig dengang - for jeg mindedes ikke, at jeg nogensinde havde læst nogen bog om eller nogen tekst af Grundtvig, som pegede i denne marxistiske, maoistiske retning. Derfor gav jeg mig til at undersøge sagen nærmere - bl.a. ved at læse professor dr. jur. Poul Andersens skrift Grundtvig som Rigsdagsmand og andre Afhandlinger fra 1940, og ved at læse nogle af Grundtvigs - ofte alenlange - indlæg på Rigsdagen.
Det gik da op for mig, at Grundtvig så langt fra ønskede enevælden afsluttet, og faktisk helst så den opretholdt. Han vendte sig således principielt mod det parlamentariske princip om flertalsafgørelser - "overtallet", som han hånligt kaldte det. Alligevel havde han ikke tilstrækkelig courage til at stemme imod Grundloven af 1849. Han nøjedes med at undlade at stemme.

Ingen indvendinger
Men Grundtvig skuffede ikke sine stillere i Præstø-kredsen. Han afviste således vor første Grundlovs beskedne fattigbestemmelse, dvs. bestemmelsen om, "at den, der ikke kan ernære sig eller sine er berettiget til hjælp af det offentlige". Han protesterede "så højt og lydeligt", som han kunne. Og det vil sige en del.
Men det lykkedes kun Grundtvig at overbevise en snes af de i alt 150 grundlovsfædre, der ellers ikke netop var præget af fremskridtsvenlighed på det socialpolitiske felt. Og han havde ikke særlige indvendinger imod Grundlovsbestemmelsen om, at modtagelse af denne hjælp medførte fratagelse af stemmeretten - også selv om begrundelsen for modtagelse af offentlig hjælp var forhold, som den enkelte ikke selv var skyld i: arbejdsløshed, sygdom, svagelighed eller alderdom.

Gårdejerven
Et af datidens store socialpolitiske spørgsmål var fordelingen af jord til de jordløse husmænd. Overfor disses "grænseløse begærlighed" - efter at forbedre deres eksistensmuligheder; ja, kan man nu forstå det? - fremhævede Grundtvig bevarelsen af "de bestående gårdsmandslodder som ... et folkeligt nødværge" - vel at mærke mod den hovedpart af landbefolkningen, der var uden jord.
Grundtvig var således ikke folkeven, han var bondeven, dvs. gårdejerven. Endnu i 1849 karakteriserede han arbejderklassen - der som nævnt var blevet hindret i blot at få én enkelt repræsentant valgt ind i Den grundlovgivende forsamling - som "denne store vrimmel, som man på pluddervælsk kalder 'proletarier', som sædvanligvis hverken har ... hjerte eller ære i livet," og som han i øvrigt mente "kun kan holdes i ave med frygt for, hvad der bider i skind."
Og på intet tidspunkt modtog den unge stud. med. Frederik Dreier støtte fra Grundtvig, da han omkring 1850 som den første herhjemme søgte at organisere arbejderne til kamp for politiske rettigheder og - yderst på-trængede - sociale forbedringer. Den danske arbejderbevægelses grundlægger, Louis Pio gjorde det heller ikke. Og det skyldtes ikke kun, at Grundtvig i 1871 var en meget gammel mand. Forklaringen fremgår af ovenstående.

Klædt af til skindet
Jeg var målløs over, hvad jeg læste i 1983. Denne folkelige, gennemdemokratiske Grundtvig - klædt af til skindet som en ærke-reaktionær, anti-parlamentarisk og anti-social Venstremand. I min bog Louis Pio - folkevækkeren (1992) bruger jeg nogle sider på at kritisere Grundtvig. Derfor mente jeg, at den kunne have en vis interesse for Højskolebladets læsere. Men der kom aldrig nogen anmeldelse.
Og ingen grundtvigianske kredse har i øvrigt følt nogen trang til at høre nærmere om den Grundtvig, der var ligeså socialt blind, som han var åndeligt seende og frisindet. I nogle år har jeg arbejdet på et stort videoprojekt om Danmarks sociale historie siden 1870'erne. Et af båndene vedrører arbejderbevægelsens grundlæggelse - herunder en kritik af Grundtvig. Jeg sendte det for et par år siden til en nordsjællandsk højskole, som jeg har haft lidt kontakt med - og som for øvrigt netop denne sommer har haft et kursus om 'Grundtvigs aktualitet' - idet jeg udbad mig en kommentar. Jeg har endnu intet hørt.
Hvilket grundtvigsk frisind!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her