Vizkis tekst og Henrik Sartous instruktionsstil bringer hverken tragik eller sort humor i spil på Aalborg Teater
Teater
Engang var det The Rolling Stones, der fik danske digtere til at drømme dionysisk. Hvad det kan være i dag, ved jeg ikke så nøje, men Morti Vizki har i hvert fald drømt en drøm om at sætte Dionysos lyslevende på scenen i Aalborg, som var han en ung gåderig forførerisk, befriende mand, i hvis spor verden i al dens lukkethed kunne blive mere åben og fri - "uden fast adresse", som det hedder.
Sætte den gamle græske beruselsens gud direkte ind i en lurvet moderne bar, med familie, fans og smægtende kvinder, det er nu sin sag, og derfor hedder han altså bare Dion. Det er også i orden, men det er, som om Morti Vizki ikke rigtig har turdet tro helt på egen digterisk imaginationskraft, ikke har tiltroet den nutidige setting fuldt symbolsk gennemslag, og derfor har forsynet sin postmoderne hybrid med forklarende fortællerkommentarer.
Det kunne sikkert også have været i orden, have tildelt scenebilledet en vis stiliserende ironisk distance, der kunne have spillet op mod den angiveligt "grumme historie", som en hyldestsang til skovgudens fatale, helsebringende virksomhed sikkerlig måtte afstedkomme.
Problemet er bare at Vizkis Dion ikke afstedkommer spektakulær action i større omfang. Dion er allerede dødsmærket, og hans svanesang i byen, som vi følger den - i teknisk smart, men ikke specielt dramatisk overbevisende flash-back - postulerer nok, at hans heroiske budskab vil komme til at leve videre i andre inkarnationer andetsteds, men dødsvietheden mærker den gode sag med en forbløffende melankoli, der ligger langt fra f. eks. The Stones' vildskab; man havde ikke umiddelbart forestillet sig den dionysiske fest tonesat à la Max Steiner eller bossa nova.
Pointen indløses ikke
Også det kunne der formentlig have været en pointe ved, noget i retning af at de paniske kræfter har trange kår i en materielt velbjærget verden hinsides enhver tro osv. osv. Men Vizkis tekst - og Henrik Sartous patetiske instruktionsstil - bringer hverken tragik eller sort humor i spil.
I en række mildt suggestive tableauer føres man undrende rundt i en skyggeverden, hvor Dion nok trækker både mor, søster og elskede til sig - og atter afstøder dem - men hvor hans erotiske, 'barbariske' magnetisme forbliver underligt postuleret og uden scenisk omvæltende power, styrløs og 'uden mission'. Atter kunne man godt have forestillet sig en pointe dèr - den tomt fatale Don
Juan osv. - men den indløses heller ikke i dette sørgespil, som især synes besluttet på dødsviethedens skønhed. Og den er sgu ikke særlig opkvikkende.
Satsning
Der er lagt meget hårdt arbejde og megen snilde i opførelsen, der flittigt blænder over fra teater til videofilm, fra tale til sang - og det er ikke det ringeste - og hvor især den ellers så kropsligt nærværende Michael Brostrup ikke får mange chancer for at glimre. Han - og de fleste andre - gør det udmærket, men der er noget søvngængeragtigt og temmelig uvedkommende over hele opsætningen.
Måske Vizkis tanker har været mere ved den radiofoniske version, som snart skal komplettere den sceniske. Men Morti Vizkis ordguirlander mangler, føler jeg, den elektrificerende kraft, der kunne italesætte det betændte møde mellem myte og hverdag.
Aalborg Teater har satset med denne urpremiere, og det er helt fint for mig. Men jeg tror en helt anden type, en mere hårdhovedet dramaturg/instruktør, ville have været nødvendig for at skabe objektiveret, scenisk liv af Vizkis følelsesfuldhed.
PS. En halvskæv start på sæsonen fik desværre også Store Scene med Oscar Wildes Den ideelle ægtemand. Den helt sprøde, ironiske verve som Wilde kræver, besad strengt taget kun gæstespilleren Birgitte Federspiel. Og i øvrigt indså man, at det havde sine grunde, at dette sene Wilde-stykke aldrig har været spillet herhjemme før.
*Morti Vizki: Dion. Iscenesættelse: Henrik Sartou. Scenografi: Jesper Corneliussen. Komponist: Joachim Holbæk. Medvirkende: Michael Brostrup, Merete Nørgaard, Louise Herbert, Allan Klie, Lars Ditlev Johansen, Ebbe Trenskow, Joan Henningsen og Malene Schwartz (fortællerstemmen). Aalborg Teater, Lille Scene
