Læsetid: 5 min.

Heste og herolder på skakbrættet

30. september 1998

Til historisk skakshow i Norditalien

Derude
MAROSTICA - Man skal ikke have rejst meget i Italien for at lægge mærke til den indgroede lokalstolthed, der gør sig gældende lige fra de gamle, verdensberømte byer til de mest afsides beliggende flækker. Hvad det egentlig vil sige at være italiener - dét spørgsmål siger som regel ikke en italiener noget. Han føler sig i første række knyttet til sin familie, og dernæst til sin egn. Den italienske lokalpatriotisme fornægter sig sjældent og gør sig især gældende uden for storbyerne, hvor mange mindre bysamfund i store træk fungerer, som de gjorde for ti eller tyve generationer siden.
Den engelske korrespondent Derek Wilson, der har boet i Italien i en snes år og skrevet bøger om landet, udtrykker det rammende: "Minderne om forne tider er så skarpe som gedeost."
Det er denne lokalstolthed, der er drivkraften bag de talrige historiske optog, som nok trækker mange udlændinge til landet, men som bestemt ikke går over scenen for turisternes skyld. De er tværtimod et udslag af italienernes (regionale) selvforståelse. De navnkundigste er måske den historiske regatta på Canal Grande i Venezia, der finder sted den første søndag i september hvert år, og det traditionsomspundne hestevæddeløb Il Palio, der to gange i løbet af højsommeren udspiller sig på den muslingeformede campo i Siena.
Som Italiensrejsende vil man ofte opleve, at også mindre berømte lokaliteter udviser lige så store ambitioner, når det gælder om at genoplive netop deres stolte fortid. I denne måned kom jeg et smut forbi Marostica, en mindre provinsby nogenlunde midtvejs mellem Verona og Venezia. Anledningen var, at man i den anden weekend i september opfører et historisk skakspil med levende brikker - det mest traditionsrige af sin art i hele verden, tør jeg med sindsro tilføje.

Lidenskabelig forelskelse
Historien bag La Partita, som marosticanerne selv kalder dette sælsomme show, stammer helt tilbage fra 1454. På den gamle fæstning, der stadig knejser højt over den lille by, hed slotsherren i hine dage Taddeo Parisio, og han havde en underskøn datter ved navn Lionora. To tapre ungersvende, Rinaldo da Angarano og Vieri da Vallonara, forelskede sig lidenskabeligt i pigen. Da de jo ikke begge kunne få hendes hånd, blev det - som skik og brug dengang var - aftalt at lade sagen afgøre ved en duel.
Men den kloge slotsherre ville ikke acceptere en så blodig udgang på problemet. Han ønskede at beholde begge ungersvende i sin stab og ville indlemme dem begge i sin familie. Og idet han påberåbte sig et aktuelt dekret fra fyrst Cangrande della Scala fra Verona - et dekret, hvis tilblivelse hænger sammen med en helt anden hi-storie, nemlig den om Romeo og Julie - forkyndte han, at sagen skulle afgøres ved et parti skak: den skjønne Lionora skulle skænkes til vinderen af dette partita. Og taberen skulle på ingen måde snydes, men kunne se frem til at blive smedet sammen med Oldrada, slotsherrens lillesøster, der endnu var ung og smuk.
Dette skakparti skulle have fundet sted på en åben plads neden for slottet (der hvor byens rådhus i dag ligger) og være blevet udkæmpet med levende brikker, iført hvide og sorte insignier. Til stede var foruden de to kombattanter, der kostede rundt med brikkerne og dermed styrede slagets gang, slotsherren selv, hans endnu smukke lillesøster og Lionora samt hendes amme (slotsherrekonen forlyder der ikke noget om) plus hele slænget af hoffolk, herolder, pager og falkonerer m.m.

Happy end
Og historien fik en lykkelig udgang. Lionora havde betroet sine nærmeste, at skulle hendes hjertes udkårne - for en sådan havde hun - vinde skakpartiet, ville hun sørge for at få et gigantisk fyrværkeri til at brage løs over hele slottet.
Og således gik det. Og når man i vore dages Marostica rekapitulerer det næsten 550 år gamle partita a scacchi, afsluttes forestillingen også med et fyrværkeri, de cirka 10.000 tilskuere kan gå hjem på efter en farvestrålende underholdning, leveret af herolder, hellebardister og andet godtfolk. Hvorefter hestene (der jo har en vigtig rolle som spillets fire springere) trækkes hjem i stalden, og de kostbare, gamle dragter foldes sammen og bringes tilbage til slottes museum, hvor de kan beses, når de ikke er i anvendelse. Hvad de som regel ikke er. For det historiske skakparti går kun over scenen på rådhuspladsen i Marostica hvert andet år - og det foregår altid den anden weekend i september, hvor der i alt gives fire forestillinger. I ugerne forinden hersker der en sælsom festival- og skakfeber i den lille by. Så at sige hver eneste forretning langs de gamle arkader har en eller anden form for skakudstilling i butiksvinduet, hvad enten det er billeder fra det foregående partita a scacchi i 1996, eller det er kunstfærdige skakspil i elfenben, bronze eller marmor. Og på cafeerne og de åbne pladser i byen bliver skakbrikkerne fundet frem.

Det udødelige parti
Selv om det ikke er muligt at få svar på, hvem af de to ungersvende, der egentlig vandt førstepræmien, er det en fornærmelse mod marosticanerne at antyde, at der skulle klæbe noget som helst uhistorisk ved denne legende. Og hvem har for øvrigt lyst til at rokke ved den, smuk som den er - tænk hvis alle stridigheder i verden kunne afgøres på dén måde ...
Det originale parti fra 1454 er desværre ikke bevaret blandt det fåtal af skakpartier, der vitterligt er blevet nedskrevet fra 1400-tallets Italien. Men i Marostica er man tilsyneladende også ligeglad med spændingsmomentet, for der vælges hver gang et spektakulært og som regel gammelt parti fra skakhistorien. I år var valget faldet på det såkaldt 'udødelige' skakparti, der oprindeligt blev udkæmpet i London i 1851 - med den legendariske Adolph Anderssen bag de hvide brikker og med Lionel Kieseritzky som sort. Et omdiskuteret parti, hvis autenticitet med føje er blevet draget i tvivl - vi er nogle stykker, der mener, at det mere er fup og fiduser end fænomenal kombinationskunst. Men Det Udødelige var nu et ganske passende valg til showet i Marostica, når nu man ikke ville satse på den mulighed at lade to lokale mestre udkæmpe et skakparti, hvis udfald ikke var givet på forhånd.
For at spare skakspillende læsere for besværet med at støve Det Udødelige frem gengiver jeg her partiet, som trods Kieseritzkys jammerlige spil har bevist berettigelsen af sin betegnelse ved med lokalpatriotisk ildhu at blive genoplivet af en flok amatørskuespillere i en lille norditaliensk by:

1.e4 e5 2.f4 exf4 3.Lc4 Dh4+ 4.Kf1 b5 5.Lxb5 Sf6 6.Sf3 Dh6 7.d3 Sh5 8.Sh4 Dg5 9.Sf5 c6 10.g4 Sf6 11.Tg1 cxb5 12.h4 Dg6 13.h5 Dg5 14.Df3 Sg8 15.Lxf4 Df6 16.Sc3 Lc5 17.Sd5 Dxb2 18.Ld6 Lxg1 19.e5 Dxa1+ 20.Ke2 Sa6 21.Sxg7+ Kd8 22.Df6+ Sxf6 23.Le7 ...
Den hvide helt har vundet. Lionora hviner af fryd. Der er skak og mat, fanfarer og fyrværkeri.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her