Læsetid: 5 min.

Hip hoppens dronning

28. september 1998

Lauryn Hill - tidligere frontfigur i The Fugees - benåder den soulbesjælede hip hop med et maksimum af sensualitet, lyrik og melodi

NY CD
Hip hop er efterhånden rigtig, rigtig mange ting. Oprindeligt født på den svidende asfalt i New York; hård, kantet, emmende af storbyjunglens darwinistiske love.
Siden electroficeret i begyndelsen af 80'erne, da Afrika Bambaataa forelskede sig i Kraftwerks robotklange. I midt-80'erne fusioneret med Led Zeppelinsk rockguitar anført af Beastie Boys og i slut-80'erne blomstrende over med humanisme og fabulerende ordspil under native tongue-bevægelsens elastiske og eklektiske collagestil.
I begyndelsen af 90'erne forvandlet til kontroversielt censurobjekt med sexistiske, selv- og voldsforherligende gangstarappere som Ice-T og Ice Cube, og siden gjort tandløs og letfordøjelig med Puff Daddy tyranniets popsoulede velourlyd.

Lovende solosild
Det var inden for sidstnævnte regi - men med en sund eklekticisme - at også The Fugees for alvor gjorde sig bemærket med coverversionen og hittet "Killing Me Softly" og siden deres andet album The Score. Et album, der med afsæt i en masserende, luksuriøs hip hop, blandede soul og r&b med funk, lidt folk og en sund popnerve.
Trioens sangerinde hed Lauryn Hill, og i dag befinder hun sig på fri fod i en solokarriere, der med albummet The Miseducation of Lauryn Hill tegner mere end almindelig lovende. Ja, rent faktisk, vibrerer den kun 23-årige miss Hills debutalbum med musikalsk overskud, det emmer af moden tyngde.
Inden for rammerne af en blød, men svirpende dynamisk hip hop inddrager albummet elementer fra moderne r&b, soul, jazz, funk, caribisk melodisødme, lidt reggae-basgrooves og raggamuffin - sammenvævet med en enorm melodisk fabuleringskraft i uortodokst sammensatte, sublimt instrumenterede arrangementer.
Her er både hårdt kantede hip hopskud og smertesvulmende balladekunst.

Fraseringshelvede
The Miseducation of Lauryn Hill er lykkeligt foruden det overforsirede fraseringshelvede som mangen en moderne r&b-plade overdynger lytteren med - et helvede dyrket i narcissistisk, perfektionistisk grad i Grammy-slugeren Whitney Houstons ekvilibristiske, men afsjælede sangforedrag. Lauryn Hills Grammy-kaliber - og dén er umiskendelig - er af en langt, langt mere musikalsk variant: en mere underspillet, langt mere digtende og sensuelt styret sangkunst - både knejsende rap, smægtende skønsang og elastiske, sikkert afleverede blandformer.
Her kurves, rykkes, kurres, udsmykkes stadig med stemmebåndet, men med en sjælden dynamik.
Under den lækre fernis blomstrer Hills sange med lag på lag af lækkerier og detaljer - gennemvævet af melodiforsiringer, smukke, melankosk tonede harmonier, flyvske modstillinger mellem velsmurte grooves og sprøde, akustiske guitarer, famlende eller dramatisk hvirvlende klavereskapader, knitrende pladestøj, scratch, strygere, harpestrøg, flyvske tværfløjter, sublime, frodige vokalharmonier, koklokker, claves, trommehvirvler og traditionelt, sparsomt møblerede hip hop rytmespor - og Lauryn Hill spiller oftest selv samtlige (!) instrumenter, der lukker luft og dagslys ind i de overlegne produktioner - iøvrigt også forestået ved Hill.
Den bløde, højpolerede r&b gennemsyrer store dele af Miseducation, men albummet overskrider også det stivnede luksusskin, der præger den mest uvedkommende, moderne r&b i disse dage. Selvfølgelig er også Hills musik i sig selv en sanselig nydelse, men derfor behøver den jo ikke slippe nærværet, sjælen og postulere en sensualitet, der i al sin konforme poplir snarere luller i søvn end antænder.
"... how come your tongue turn gold/ Gain the whole world for the price of your soul."

Kropsantændelse
Hill mestrer i stedet ligeså ubesværet og gnistrende kropsantændelsen, som hun formår at ramme lytteren i hjertehøjde. Lyt for eksempel til "Doo Wop (That Thing)", hvor det perlende omkvæd dikterer hofternes cirkelbevægelse omkring ordene "that thing", som altså her er sex.
Eller den smækre, skråsikre "Lost Ones", der sender scratches og guitarsvirp gennem rygmarven.
Eller de beruset hengivne sangstemmer på den fingerknipsakkompagnerede duet "Nothing Even Matters" - mandlig vokal ved D'Angelo - hvor de søvnige harmonier og det nydelsessyge tempo emmer af solforgyldte eftermiddage nedsænket i elskovens alkohol.
Hip hoppen har med Hills musikalske storform fundet et organisk og sammensat udtryk, der ganske vist relaterer til gadeplanet på tekstplan, men bevæger sig i et langt mere romantisk univers end den oprindelige hip hops mere kontante, evigt skarptandede afsæt. Det er hip hop gospel, moderne soul besjælet med filosofisk eftertænksomhed: "And what you need ironically/ will turn out what you want to be".
Men Hill fortæller også historier: "I was there at dancing school/ South Orange Ave. at Borlin pool/ Unaware of what we didn't have (...) And everybody's name was Muslim (children playing, women producing)."
Opvæksten, kærligheden - tabt og vunden - sønnen og fejluddannelsen.

Grammykaliber
Albummet begynder i et lydscenarie fra et klasseværelse, hvor navneopråberen konstaterer at Lauryn Hill ikke er på sin plads på skolebænken. Og det har hun ikke været lige siden.
"And I made up my mind to define my own destiny".
Fejluddannelsen er nemlig i omverdenens øjne, ikke i Hills. Hun har blot trodset konsensus og lært fra gadehøjde, frem for fra teksthæfte.
"My emacipation don't fit your equation."
Og så er det en befrielse, at en umiskendeligt underlivsappelerende musikform i sit tekstunivers forholder sig sanseligt, ikke sexfikseret til liv og omverden.
Her bydes heller ikke på kvindechauvinistiske kontrastød eller medsøsterlig mandeforagt, men derimod et nuanceret forsøg på selvindsigt - i sjæl, krop, personlig historie.
Miseducation vækker mindelser om Princes genreblandende ekvilibrisme cirka mesterværket Parade (1986), om Stevie Wonders plastiske sangkunst, ja, sågar om Joni Mitchell i hendes mest lyshjertede, organisk vuggende, akustisk svævende øjeblikke omkring Don Juan's Reckless Daughter (1977).
Lauryn Hill sammensmelter fabuleringsevne og eklekticisme med stensikker popkraft og til tider melankolsk skønhed.
Det er svært ikke at elske, og det er svært at forestille sig at Hill ikke skulle få brug for takketaletalentet når Grammy-statuetterne en dag skal belønne fortjente som ufortjente stjerners arbejde.
Dette er en fortjent stjerne.
At Hill så til sidst på det over 77 minutter lange album begår en coverversion af den banale "Can't Take My Eyes Off You" som en art pendant til megahittet "Killing Me Softly" kan man tilgive hende - så længe dén får resten af albummet til at fænge og hitlisterne til for en stund at blive et bedre sted at være.

*Lauryn Hill: The Miseducation of Lauryn Hill (Columbia/Sony). Udkommer i morgen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her