Læsetid: 4 min.

Hjemmedrenge i tomgang

29. september 1998

Dansk hip hops mest succesfulde tekstforfatter, Nikolaj Peyk, præsterer med Østkyst Hustlers en ikke overdrevent veloplagt raplyrik tilsat rockband

NY CD
Det var meget logisk, at det her i Danmark skulle blive Østkyst Hustlers, der for alvor åbnede købedygtige mainstream-Danmarks øren for hip hop, da den fik sit comeback i 1995 - efter at Østkyst Hustlers' ene tekstforfatter Nikolaj Peyks forrige band MC Einar var blevet opløst i 1990 og rivalerne i Rockers By Choice havde været uden for pladeselskabernes interessesfære siden '92.
Med en sund portion rocktyngde og en bundsolid dynamik ramte Østkyst Hustlers for alvor købelysten i '96 med deres andet album Fuld af løgn, der blandt andet indeholder de sikre singalong-linier "Han får for lidt/ af dét/ der' rigtig fedt." Det var hip hop-funkrock med skarpt skrivetalent og en ikke overdrevent drengerøvet, og heller ikke voldsomt avanceret humor som bonus.
Her kunne alle være med, og Fuld af løgn har indtil videre solgt 135.000 eksemplarer.
Det har altid været teksterne, der har været Østkyst Hustlers' styrke. Verdens længste rap hedder Peyks og medteksforfatter og rapper Jazzy H's og rapper Bossy Bos første albumbedrift.
En 78 minutter lang københavnersnude-odyssé gennem Jylland, der altså også for alvor var med til at indvarsle den anden, danske hip hop-generations komme - den, som i dag tæller så forskellige grupper og solister som Hvid Sjokolade, Malk de Koijn, Den Gale Pose og Clemens.
Og især to sidstnævnte har haft voldsom travlt med at nedgøre - eller "disse" som det hedder i aktuelle terminologi - Østkyst-drengene. Det er ikke sand hip hop, hævdes det: Der er for meget flinkeskole og leflen for den danske rocksmag, og så swinger rappen som en tøjrpæl i frostvejr.

Svært at goutere
Det er da også svært at goutere Østkyst Hustlers' tredje album Så hold dog kæft! kun i kraft af det musikalske og rappede udtryk. Inddrager man ikke teksterne, ja, så er der en umiskendelig em af stenalder-hip hop over trioens tredje album.
Og det er skrevet og sagt før, og det skal siges og skrives igen: Der er ikke så forbandet meget groove eller mellemgulvsswing over d'herrer Bossy Bo og Jazzy H. Deres stivbenede rap og sprogtone er blevet en stil, en art Østkyst Hustler-dialekt, men det gør også trioens udtryk en kende rigidt.
Trods et par yderst funky indslag på Så hold dog kæft! - komplet med vocoder vokal - så dyrker Østkyst Hustlers stadig det meste af vejen en (boogie)rock- og (hvid) funkbaseret musik tilsat rap og lidt hip hop rytmik - allerværst med karakter af bagstræberisk rockmuseum. Her er sparsomt møbleret, og det gør lykkeligvis også, at flere numre får rum til med enkle midler at swinge ganske fortrinligt:
"B-mand" og især "Møntvask", der begge formår at spille på enkle, fine rytmiske boldspil mellem instrumentalister - guitarist, dj, bassist, percussionist, keyboardspiller - og Bossy og Jazzy. En musikalsk enhed, der også finder et blæserdrevet, saftigt og svulmende drive på titelnummeret.
Teksterne løfter sig også flere steder. På den selvbiografiske statussang "Står her endnu" med linierne: "Alt for langt ned til himlen når jeg sætter mit mål/ Den ene mands loft er den anden mands gulv".
Eller i "Fanden ta' det" om at møde gamle medsammensvorne i koma over etablering med kone og trussel om børn: "nu sad han der i skatergear som skaterdrenge går i/ lidt for panikket, lidt for skaldet, lidt for trediveårig".
Eller med titelnummerets hadskud mod ugebladsstjerner og receptionsløver ("Er du vild med pindemadder?") og "Sort snak"'s svar på hardcore-hjemmedrengenes tiltale: "...i bund og grund skulle undergrunden passe sig selv/ for dens mund er lidt for rund til at være heteroseksuel". Så skulle der vist ikke være nogen tvivl om hvor fronterne befinder sig.

Folkeligt joviale
Men Østkyst Hustlers har også en tendens til at flade ud i en hyggelyrik, der nærmer sig det gennemsnitlige, det folkeligt joviale. For eksempel i singleudspillet "Kyssesvinet" med den bedøvende ligegyldige, øllede tekst om, hvor dårligt en serie tøser kysser, hvor det heller ikke hjælper at nummeret i omkvædet læner sig op ad Run-DMC's "It's Tricky" fra 1986.
Der er den lettere lumre voyeurisme-ode "Tredje til højre" sågar båret af doven bistrorock, og bedre bliver det ikke i "Fredag aften Nørrebro", hvor de to rappere mundhugges om hvem der er mest smålig på byturene.
Det var ærlig talt sjovere dengang Michael Jackson og Paul McCartney begge to hævdede: "The Girl Is Mine" (Thriller, 1982). Og det var ikke engang særlig sjovt, men det dagligsproglige replikskifte mellem Jazzy H og Bossy Bo minder ikke desto mindre om Jacksons og McCartneys.
Peyks og Jazzys sproglige kraft og observationsevne synes aftagende. De hverdaglige betragtninger har slet ikke de blomstrende gearskift og tankespring som tidligere - måske bedst eksemplificeret i "B-mand" om at være nattemenneske og "Fuck'd op" om den bløde mands forsøg på at indrette sig efter kvindens krav, der begge flyder over med almindeligheder. Det nærmer sig vanetænkning fra tidligere, lyriske skarpskytter, hvilket tungekyssange, b-menneskeslagsange og møntvaskeri-oder ikke kan ændre ved.
Albummets ubehagelige tendenser taget i betragtning kunne man frygte, at Østkyst Hustlers en dag endte som hip hoppens svar på Shu-bi-dua. Folkekær tomgang.
Og dét er bestemt ikke en skæbne, der er Peyk & Co. værdig.

*Østkyst Hustlers: Så hold dog kæft! (Pladecompagniet/Sony). Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her