Læsetid: 4 min.

Mit hjerte er en sindssyg admiral

29. september 1998

Et portugisisk rollespil

Digte
Den portugisiske digter Fernando Pessoa (1888-1935) formulerede i et lille digt fra 1931, "Autopsykografi", en beskrivelse af digteren som en, der rumsterer så fingernemt med sproget, at den smerte, han bærer, fremstår som ren fiktion. Ved at køre rundt på fingerede tankesnirkler demonstrerer han i bog efter bog hjertets elektriske tog.
Digtet står i Peter Poulsens bind oversættelser af Pessoa og hans tre vigtigste inkarnationer, Alberto Caeiro, Ricardo Reis og Álvaro de Campos, Alle kærlighedsbreve er latterlige (Samleren, 1989).
Ligesom Søren Kierkegaard udtrykte modernisten Pessoa sig bl.a. gennem forskellige heteronymer, fingerede skikkelser, som han forsynede med selvstændige biografier og holdninger. På den måde skabte han billedet af et dramatisk indre verden, der ligner en kompensation for det monotone café- og kontorliv, han førte i Lissabon efter drengeår i Durban, Sydafrika, med moderen og hendes nye diplomatmand.

27.000 manuskripter
Peter Poulsen har viet disse dobbeltfiktioner sin utrættelige interesse og et inspireret arbejde i flere omgange. Allerede i 1978 kom hans udvalg af Álvaro de Campos, Tobaksforretning (Husets forlag), og nu foreligger en stor revideret og forøget udgave af Pessoas Campos-digte, Stik modsat af hvad som helst, der skal følges af endnu tre bind digte af de to andre figurer samt Pessoa selv. Sammen med Pessoas dagbogsværk, der kom i fjor, tilskrevet endnu et heteronym, Bernardo Soares' Rastløshedens bog, bliver det en ordentlig dansk oprydning af de 27.000 manuskripter, man har fundet i digterens skibskiste, og som stadig er under registrering.
Den aktuelle Álvaro de Campos går for at være skibsingeniør, uddannet i Glasgow, lidt af en globetrotter, indtil han slog sig ned i Lisboa og levede et lille liv som Pessoa selv. Hans digte er her delt op i fem tidsafsnit, hvert med en karakteriserende titel. Først den dekadente digter, der udtrykker sig i formfuldendte sonetter og stramme strofer om identitetsproblemet og den livslede, der i øvrigt skal følge ham hele vejen, når han ikke modsat slår om i jublende futuristiske lovsange til maskinkulturen. En mand med en eksperimenterende personlighed, uden sikre og specifikke følelser. Han ved ikke, hvilke følelser, han nærer, eller skal foregive at nære. "Mit land er, hvor jeg ikke er."
En absurd humor slår igennem. Han sejler på Suezkanalen, fortabt, unyttig, livsangst:

Og mine hænder, tænk Dem,om jeg kunne
Tage dem i munden, æde dem. Det var
En usædvanlig fremfærd, og bizar,
Som kunne lukke kæften på de sunde.

Men i næste tidafsnit følger så de store, vilde Triumf-oder, parodisk udlevede overskudsfølelser af hyldest til hvad som helst, o tandhjul! o maskiner! som overgår, hvad den unge Johannes V. Jensen og Emil Bønnelycke kunne finde på, og er som skabt til Marinettis futuristiske manifester: "Den vidunderlige skønhed i politiske korruptionsaffærer, søde skandaler i diplomati og finanskredse, politiske attentater på åben gade" etc.

Sensationistisk digter
Der er ode-hilsener til Walt Whitman i demonstrativ pastiche og eventyrligt flotte billeder i den hysteriske "Maritim ode", hvor han på Rimbauds vis sejler med berusede både, et gevaldigt søstykke af febersyner og ingeniørrealisme, med sejlbåde som foretrukne vehikler til aflastning af sjælens transportbånd. Det er den 'sensationistiske' digter, der har ordet.
Det lykkedes ham da også ifølge Peter Poulsen at vække rasende opsigt ved offentliggørelsen af sådanne tekster i avantgardetidsskriftet Orpheu, som Pessoa var medredaktør af.
Det siger næsten sig selv, at der også findes en "metafysisk ingeniør", som får ordet i et afsnit. "Jeg længes med en kødæders utålmodighed efter det, jeg ikke véd hvad er." En baudelairefarvet udvé: lad os sejle langt væk i det ubestemte fjerne.
Men et stort afsnit foregår i storbyens selvoptagne ensomhed. Der er næppe et digt henvendt til andre, ingen påviselig erotik af betydning, men en kraftig linse i navlen, der registrerer mismod, livsangst, søvnløshed, fremmedhed, intethed og forgæveshed. Et frygtindgydende rollespil over modernismens splittelsestemaer. "Skæbnen skubbede altingskærren ad ingentingsvejen", selv om han skylder tobaksforretningen på den anden side af gaden troskab.
Han er mest tryg ved det fremmede, som for ham er ingenting. En forbipasserende er, hvad han er. Hvis han så bare havde haft en religion. Det er en stor lykke ikke at være mig i håbløshedens stumme vellyst, hedder det.
Han slutter med en sonet om hjemkomst, men barndommen er kun en dyster plet.
Digtet er en gæst, som vil vende en side eller to i livets bog, og han erindrer, at sonetten jo bare kræver fjorten linjer, hverken mere eller mindre:

Men hvor vi er, og hvem, det vil jeg glemme...
Vil ikke vide mere, dårligt leve...
Det rager mig en høstblomst, den er hjemme.

Det formfuldendte digt det sidste refugium, der accepteres med en kynisk gestus.
Fernando Pessoa løb en line ud med sin skygge, Álvaro de Campos. Et psykologisk eksperiment, der her er realiseret som enetale, men på længere sigt må forstås i sit samspil med de andre heteronymer, måske især Alberto Caeiro, der også lever i ensomhed, men i en afklaret filosofisk ro, som man må glæde sig til at læse i større format, formet på dansk af oversætterens indlevede omhu, manden der investerer sit smidige sprogtalent og gehør i endnu et stort projekt efter præstationen med Baudelaires Helvedsblomsterne.

*Fernando Pessoa: Stik modsat af hvad som helst. Digte af Álvaro de Campos. Oversat og kommenteret af Peter Poulsen. Med et grafisk arbejde af Per Kirkeby. 235 s. 250 kr. Brøndums forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu