Læsetid: 4 min.

Hospitals-kaos plager S

10. september 1998

Brugergrupper fastholder fjendtlighed over for HS, Hovedstadens Sygehusfællesskab

Arrogance, bureaukratisk oppustning, forvirring, sløseri, politisk kaos.
De vrede beskyldninger blev i går rettet mod Hovedstadens Sygehusfællesskab, HS. Det skete på en offentlig høring på Københavns Rådhus.
På høringen måtte Københavns socialdemokratiske sundhedsborgmester Peter Martinussen, der også er formand for HS, lide den tort, at hans forsikringer om høj service i hovedstadens sygehusvæsen og ældreomsorg blev fyndigt betvivlet af et talstærkt fremmøde med kraftig repræsentation af det socialdemokratiske bagland i de københavnske ældreorganisationer.
Formanden for arrangøren af høringen, Fællesudvalget for Ældrerådene i København, Otto Madsen, lagde for:
"Efter hospitalsvæsenet i 1995 kom under HS, er det hele blevet værre," sagde Otto Madsen, der har en fortid som mangeårigt socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen. Otto Madsen uddybede sit synspunkt:
"Inden for 10 år er antallet af ansatte pr. patient vokset fra to til fire. De dyre hospitalsapparater står uvirksomme i 16 af døgnets 24 timer. Sengepladser nedlægges. Der mangler kapacitet til at stille diagnosen 'demens', maden på hospitalerne er ikke så god og nærende som førhen, patienterne udskrives for hurtigt, beslutningen om at nedlægge Kommunehospitalet med dets særlige afdelinger for ældre er helt uansvarlig og må i anstændighedens navn laves om."

Vi bør glæde os
I sit indlæg svarede HS-formand Martinussen, at man burde bruge mere tid på at glæde sig over, hvad der er gået godt i HS.
"Jeg føler mig bestemt ikke i skurkens rolle," sagde Martinussen og fortsatte:
"Vi har nogle helt fantastiske muligheder for at lave nye og spændende ting for ældre. Hvorfor? Jo, nu er ældreområdet ikke længere delt mellem to magistrater. Nu er det samlet under én. Men vi skal vise, vi tør noget. Der er jo også økonomiske rammer. Selv om I kan låse mig inde og afpresse mig løfter, skal I også have borgerrepræsentationen med. Antallet af ældre falder - ikke i Danmark som helhed - men i København. Vi får færre penge. Sådan er det. Men med det mindre pres fra antallet af ældre skal vi tænke i kvalitet."
Martinussen oplyste, at HS næste år skal have tilført 50 millioner kroner ekstra, hvis det skal kunne tilbyde samme behandlinger som landets øvrige sygehusvæsen.

Uventet bifald
"Hvis det var bedre at nedlægge HS, burde vi gøre det i morgen," sagde Martinussen og så forbløffet ud, da salen brød ud i klapsalver.
"Nå, Lars Hutters klapper nok!" sagde den socialdemokratiske sundhedsborgmester henvendt til den bagerst i salen siddende borgerrepræsentant for Solidarisk Alternativ, der har bevarelse af Kommunehospitalet som mærkesag.
"Vi klappede også," udbrød en pæn ældre kvinde forarget.
Senere under høringen måtte Peter Martinussen og HS' direktør Erik Juhl - presset af spørgsmål fra salen - indrømme, at den oprettelse af en geriatrisk afdeling (behandling af ældres sygdomme, red.) på Rigshospitalet, der var stillet i udsigt ved Kommunehospitalets lukning, ikke bliver til noget foreløbigt. Med den tilføjelse, at der midlertidigt oprettes en ekstra afdeling ved Hvidovre Hospital.
"Skal vi nu helt til Hvidovre i stedet for bare at tage bussen til Kommunehospitalet?" råbte en repræsentant for Østerbros Ældreråd.

Rengøring sparet
Peter Martinussen havde også vanskeligt ved at overbevise salen om det hensigtsmæssige ved sit forslag om, at ældre fremover ikke skal anvises plejehjemsplads, mens de er på hospitalet, men at de først skal udskrives til hjemmet.
Formålet er at nedbringe antallet af plejehjemsventende patienter i hospitalssenge til "højst 50".
Martinussen stillede i udsigt, at de lægelige og omsorgsmæssige problemer ved at sende de plejehjemsegnede patienter til eget hjem kunne løses ved "særlige hjælpeforanstaltninger."
Kritikken af den manglende rengøring på hospitalerne søgte HS-ledelsen at tilbagevise med, at der ikke var gennemført besparelser på rengøring siden oprettelsen af HS.
Igen presset af salen måtte direktør Erik Juhl korrigere sig selv til, at "der er rationaliseret nogle småting hist og her."
Da en spørger påpegede, at på næste års budget er lagt op til besparelser i størrelsesordnen syv millioner, svarede Peter Martinussen:
"Den besparelse er rettet mod serviceområdet generelt, ikke specifikt rengøring. Det må man se at finde ud af."
HS-direktør Erik Juhl søgte at henvise til, at kvaliteten af maden på Rigshospitalet er blevet rost i en dagbladsanmeldelse.
Det fik en spørger fra salen til at pege på, at maden på Rigshospitalet ofte blev båret urørt ud, fordi personalet ikke havde tid til at hjælpe de patienter, der havde svært ved selv at spise."
Erik Juhl medgav, at her kunne være et problem.
Igen presset af salen måtte HS-formand Martinussen indrømme, at der i 1999 ville være mangel på plejehjemspladser, og at det kunne blive et problem, når man søgte at rydde hospitalssengene for plejehjemstrængende.
"Jeg kan da have min tvivl, om vi kan få hele den store omstilling på plads," sagde Martinussen. Han tilføjede opmuntrende:
"Vi lever dog ikke i en bananrepublik i Sydamerika."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her