Læsetid: 5 min.

Hullet i hverdagen

8. september 1998

Den unge kunstner Jeppe Hein vil finde lige netop den sprække i det tilvante, der får folk til at se noget, de ikke plejer at lægge mærke til

Interview
"MOVE TO DENMARK. Free Education. Free Hospital Care. Unemployment Insurance. Free Pension For The Elderly".
Nej, det er ikke socialminister Karen Jespersens seneste fremstød for det danske velfærdssystem (troede De det?), det er kunst.
Teksten befinder sig på tre store såkaldte billboards. Billboards'ne er under udarbejdelse, og ferniseringen på de færdige kunstværker finder sted i Bombay i nærmeste fremtid.
Det er en ung kunstner, den 24-årige Jeppe Hein, der står bag værkerne.
Efter at have opholdt sig i Indien i et lille års tid, boet "fantastisk rigt" i Delhi, men rejst rundt med bus og tog på tredje klasse, vendte han hjem, belæsset med indtryk om Indiens kolossale kontraster.
"Jeg havde længe tænkt på at lave et billboard-projekt," forklarer han. "Det er fantastisk at se de indiske skiltemalere, der står på bambusstilladser, hvor der er mindste en meter mellem plankerne. Hvordan de hænger langt ud i luften og så maler så smukt, fedt. Jeg havde lyst til at lave noget på min måde, men at få dem til at udføre det, fordi de har sådan et godt touch til at gøre det."

Set fra begge sider
Jeppe Hein er ikke den, der har en skræddersyet ideologisk forklaring på, hvorfor hans Indiens-erfaringer udmønter sig lige netop i de tre Bombay-billboards, snarere skyldes projektet, at hans oplevelser har sat gang i overvejelserne over, hvad der egentlig sker, når folk emi- og immigrerer.
"Får eksempelvis indere det bedre menneskeligt eller kulturelt ved at flytte til Danmark? Jeg er ikke sikker. Der er så mange ting andet end velstanden. De flytter fra deres kultur, men mange integrerer sig ikke, og det er svært både for danskerne og for dem selv."
Men der er også situationen i Indien som baggrund for, hvad billboards'ne kan betyde:
"Jeg satte dem først i gang, da Indien sprængte en atom-bombe. Pludselig var hele nationen enormt stolt over at være indere. Den mindste motorrickshaw-driver er bare så stolt, at jeg ikke tror, der er noget, der kan bryde ham ned. Også det gjorde det spændende at se, hvordan de ville reagere," siger Jeppe Hein, der dog realistisk vurderer, at de fleste i 'Bollywood', filmbyen Bombay, vel knap vil lægge mærke til, at de tre billboards adskiller sig fra alle de øvrige reklamer.
"Jeg tror, mange tager det som en reklame, som endnu én af de mange uopnåelige ting på de store billboards, som også inderne er ved at vænne sig til, efter at de har lukket op for vestlige forbrugsgoder - biler, Coca Cola og lignende."

Husk lige at sige farvel
Så diskussionen vil nok først og fremmest finde sted herhjemme, mener Jeppe Hein, der håber, at nogle af dem, der bliver aggressive og "synes, det er noget svineri, fordi de tror, der bliver taget noget fra dem", måske vil tænke sig om.
- Du er ikke bange for at få et par på hovedet?
"Jeg løber meget hurtigt," erklærer Hein, der egentlig troede, han skulle være fodboldspiller, før han begyndte på det med kunsten.
Så tilføjer han, at det, der interesserer ham, er at få folks opfattelse til at forandre sig. "Mit projekt er at komme i kontakt med folk og få dem til at tænke en lille bitte smule anderledes."
"En dag, jeg befandt mig på en kontorgang, hvor der sad omkring 15 mennesker, skrev jeg på en tavle, der hang på gangen: "Husk lige at sige farvel."
Så gik jeg lidt for at klare det, jeg var kommet for, og da jeg kom tilbage, stod de fleste af de 15 ude på gangen og diskuterede: 'Hvem har skrevet det der?' 'Jeg siger da altid farvel!'"
"Jeg var glad resten af dagen!"
Også Jeppe Heins mere planlagte kunstværker går ud på at finde dét hul i hverdagen, hvor folk opdager noget, de ellers ikke ser.
Hein er netop blevet optaget på Akademiet, og adgangsbilletten var dels et minutiøst udført stykke gulv, væg og loft - Jeppe Hein er tømrer-uddannet - hvor blot elementerne var byttet om, dels et smadret IKEA-møblement, lavet sammen med Kenneth Balfelt og sponsoreret af IKEA.
Men møblementet, inklusive vaser og anden dekoration var ikke blot smadret - det hele var minutiøst klistret sammen igen, således at det ved første øjekast lignede - et IKEA-møblement. Indtil man så nøjere efter...
Fuldkommen ligesom Heins Bombay-billboards ligner rejsereklamer for et lille grønt land - indtil man ser nøjere efter.
Og fuldkommen ligesom de postkort, Jeppe Hein under et USA-ophold hver dag sendte til en række folk, "der var højt på strå herhjemme" indenfor kunstverdenen, lignede venskabelige betroelser til ens bedste ven om oplevelserne i det fremmede. Blot anede modtagerne ikke, hvem 'Jeppe' var.

En Spørge-Jørgen
Jeppe Hein vil godt gå med til den formulering, at han arbejder med forskydningen af det tilvantes betydning.
Han vil gerne i kontakt med folk, og han mener, at man så må benytte de hurtige medier, folk er vant til. Men samtidig mener han, at det går alt for hurtigt i det sociale liv mellem mennesker. Så nu planlægger han en video, der handler om det øjeblik, hvor to mennesker i mængden får øjenkontakt - og tiden udvider sig.
Men forsøget på at skabe kontakt er ikke kun et kunstnerisk projekt. Jeppe Hein, der snakker hurtigt og meget, er ganske enkelt et meget kommunikerende menneske.
"Nu er jeg ganske vist lige startet på Akademiet, så måske skulle jeg koncentrere mig mere om at undersøge tingene. Jeg ved ikke, hvor vigtigt det er at vise så meget, som jeg gør, men på den anden side undersøger jeg også ved at vise mine ting frem og få respons," ræsonnerer han.
"Jeg var på kunsthøjskole, og da jeg ikke kom ind på Akademiet i første omgang, begyndte jeg i stedet at hjælpe de kunstnere, jeg havde lært at kende på højskolen. Jeg har brugt megen tid som assistent på film, til at hjælpe med ophængning, osv.," siger han, "og det har jeg lært enormt meget af. Jeg spørger og spørger jo. Jeg er helt klart en Spørge-Jørgen."
Men han har også lært af Indien, hvor han hver eftermiddag i Delhi spadserede en tur på den fine Connaught Place i centrum og lærte alle tiggerne at kende.
Og han har lært af at rejse sammen med de ikke-rige indere og nå så langt, at parterne kunne opfatte hinanden som mennesker. At inderne kunne se, at Jeppe Hein ikke var en stenrig vesterlænding, og han selv kom bagom klichéen 'fattig inder'.
Og så har han lært at planlægge så lidt som overhovedet muligt, siger han. "Det er mest job, der planlægger for mig - jeg er jo nødt til at tjene nogle penge."
"Men jeg er lykkelig for mit frie liv, jeg kunne ikke finde noget andet, hvor jeg var så fri. Nu har jeg fået seks år tilbudt med alle de muligheder, det indebærer."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her