Læsetid: 3 min.

Det hvide folk

12. september 1998

Ude på Amager fandt Mogens Camre en rigtig dansk arbejder. Han stod ved sin skramlede Skoda og svovlede over den indvandrer, der transporterede sin overvægtige kone forbi i en Mercedes. Det skrev Camre så i Politikens kronik. I forgårs var han i fjernsynet, sammen med en anden af det menige folks mediestemmer, pastor Søren Krarup, gæst hos Mette Fugl og Karen Thisted i Helt ærligt, mand!
Formen er enkel: To kvinder, to mænd. Stærke kvinder, stærke mænd. Hver tager sin. Thisted gik altså i kødet på Camre, der i besat raseri rullede sig ud med de kendsgerninger, han åbenbart har fundet i en bunke papirer i Bruxelles: Muslimer sætter en ære i, at deres koner er tykke. Det er tegn på rigdom. Enhver ved, at al svindel med EU-penge styres udefra, altså udenfor Europa, af mafiøse grupper med røven i vejret og ansigtet mod Mekka. Det er ikke lige det, han siger. Måske mener han det heller ikke. Han er bare den, der bringer det til torvs. Arbejdere på Amager får ikke kronikker i Politiken.
Men, siger Mette Fugl, for Camre kan bare blive ved. Det er længe siden, han har været i medierne sidst, for alvor. Nu skal vi jo ikke glemme, at vi også har inviteret en anden gæst i studiet. Det har vi sandelig også. Søren Krarup var i Efter Deadline for et par dage siden, nu sidder han her. Han kritiserer humanismen, som den forvaltes af FN. Han fastholder, at Islam er uforenelig med kristendommen. Islam er en fundamentalistisk religion, siger han. Det er kristendommen altså ikke.
Hvad siger tidligere overrabbiner Bent Melchior så til det? Han siger, i et indslag udefra, at andengenerationsindvandrere er danskere, og at de fremmede med tiden vil vise sig at være en berigelse for det danske samfund.
"De skaber antisemitisme, de jøder," svarer Krarup i studiet. Han taler om åndseliten, der fra Overdanmark styrer de umælende. Han er de umælendes hyrde. Søren Krarup er en forfængelig mand, formodentlig kunne det lade sig gøre for en journalist, der ikke hidser sig alt for meget op, at nå ind bagved hans skjold af forfængelighed til det, der egentlig er hans ærinde. Hvis det stadig findes derinde bag martyrmasken.
Men både Thisted og Fugl, mest Thisted, vælger at hidse sig op. Det gør de vel også på folkets vegne, det folk der ikke findes som andet end abstrakt basisgruppe for det, de her fire mediestjerner selv har at sige. Mærkeligt nok, for det er jo Thisted og Fugl, der har inviteret.
Det handler om Europas fremtid. For ikke længe siden, siger Camre, havde Europa magten over 40 procent af kloden. Nu er det kun 10 procent.

Udsendelsen bagefter, på baggrundsmateriale af Tine Bryld, handler om 22 grønlandske børn, der i 1952 blev fjernet fra deres familier og tvangsopdraget til danskere. De mistede deres sprog, blev holdt fra deres familier, og ingen af dem fik senere arbejde i de styrende organer for Grønland. Fire grønlændere sidder på skærmen og husker tilbage. De er danskere. Som børn gik de rundt som reklamer for det danske folk, der nu taler gennem Krarup og Camre, og sang "Vi er børn af sol og sommer, men i slægt med blæst og regn". De kunne ikke genkende sig selv. Men ulveungen bjæffer i alle sande overdanske, når de hører den sang sunget. Måske skulle Camre og Krarup have sunget den.
Helt ærligt, mand! Måske havde Fugl og Thisted sunget med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her