Siden Thailands spektakulære devaluering i juli sidste år har USA og Den Internationale Valutafond (IMF) desperat forsøgt at hindre krisen i at brede sig til andre lande og kontinenter. Nu skyller den op på de amerikanske kyster, men stadig synes beslutningstagerne i Washington ude af stand til at modstå investorernes spontane og irrationelle flugt mod udgangene. Over 100 mia. dollar er blevet trukket ud af Østasien i løbet af et år. I de sidste par uger har Rusland og visse østeuropæiske lande stået for tur, og nu rammes Latinamerika med et lammende slag.
Årsagssammenhængen kender vi allerede i store træk: For at holde på udenlandsk kapital hævede de østasiatiske lande først renten; det hjalp ikke. Herpå anbefalede IMF en devaluering med henblik på at stimulere de kriseramte landes eksport og afværge recession. Men devalueringen trykkede verdensmarkedspriserne på råvarer og produkter ned, og den afledte deflation spredte i 1998 krisen til Latinamerika, Rusland, Canada og Norge, hvis økonomier generelt er mere afhængige end andre af indtægter fra råvarer som olie. Blandt investorer vakte signaler om en økonomisk nedtur i de råvareafhængige lande straks uro; i løbet af august og den første uge af september begyndte de at trække penge ud af Latinamerika og Rusland. Samtidig tog Wall Street og verdens børser et styrtdyk.
Sådan ser kriseforløbet mere eller mindre ud. Det naturlige spørgsmål, man bør stille, er: Hvem er djævlen i dette inferno? Hidtil har den amerikanske regering og IMF-økonomer forsøgt at overbevise os om, at en korrupt vanart af den vestlige kapitalisme - i Asien såvel som i Rusland - bærer det egentlige ansvar. Hvis bare sydøstasiaterne, japanerne og russerne havde lyttet efter i økonomitimen, så kunne denne finanskrise være undgået!
Men som det fremgår af dagens interview inde i bladet med én af verdens førende universitetsøkonomer, amerikaneren Jeffrey Sachs, er situationen langt mere kompliceret end som så. Ingen kan komme uden om, at de kriseramte økonomier hver bærer på deres indfødte eller selvskabte problemer, men det kan næppe være årsagen til investorernes panik, al den stund unge brushoveder i New York, London, Frankfurt, Tokyo og Hong Kong ofte kun sidder inde med skolebogsviden om markeder, de tilfører milliarder af dollars med et tryk på knappen, og en time eller en dag efter beordrer tilbage i kassen.
Sagt på en anden måde: Spekulation i valuta og hurtig gevinst har taget overhånd i den globale økonomi. Børsinvestorerne handler irrationelt og deres manøvrefrihed skal derfor begrænses. Ellers risikerer verdensøkonomien at blive ofret på valutaspekulanternes alter. Hvis denne diagnose er korrekt, behøver den internationale finanskrise ikke at underminere idéen, at en global økonomi med frihandel, fuld valutakonvertibilitet og næsten ubegrænset fri kapitalbevægelse på lang sigt skaber rigdom for alle. Ingen skal komme og sige, at de syv tigre i Sydøstasien har lidt forfærdeligt af at være med i den globale økonomi. Tværtimod er levestandarden, uddannelsesniveauet og den gennemsnitlige levetid i disse lande vokset enormt i de sidste 10-15 år. Hvis blot samme skæbne var overgået de afrikanske lande syd for Sahara.
Med mindre andre spøgelser dukker op, er synderen den voksende udbredelse af kortfristede kapitalinvesteringer. Mere præcist kan ansvaret for finanskrisen lægges foran to dørtærskler: Børsmæglere og politiske ledere, herunder Den Internationale Valutafond. Siden kontrol med valutabevægelser og investeringer på tværs af grænser gradvist blev ophævet fra slutningen af 1970'erne og frem til vort årti, har dette instrument - kortfristede lån - med hjælp fra EDB-maskiner vundet stærkt frem. Verdensøkonomiens velvære er blevet langt mere afhængig af tilførsel af udenlandsk kapital, og derfor mere følsom overfor hurtige bevægelser ud og ind. Den mekanisme nærer ustabilitet. Langfristede lån er at foretrække.
Nogle få økonomer som Jeffrey Sachs har i lang tid anfægtet dette synspunkt. Dét blev fremført på lederplads her i bladet, efter at finanskrisen i Østasien startede sidste sommer. Men de politiske beslutningstagere i Washington, Tokyo og Europa valgte at se den anden vej. Al ting gik jo så godt, efter at G7-landene ophørte med at koordinere valutakurser i slutningen af 1980'erne og inviterede alle nye medlemslande i den globale økonomi til at ophæve kontrol med kapitalbevægelser. Løftet om mere kapital blev i stor udstrækning indfriet, men kun få frygtede, at pengene kunne flygte lige så hurtigt.
Det store spørgsmål er, om G7-landene ført an af USA tør vende tilbage til det gamle system med valutakontrol eller koordinering. Det er yderst tvivlsomt, for ikke at sige højst usandsynligt. Et sådant indgreb risikerer at lægge en dæmper på investeringer og vil yderligere forværre den økonomiske krise i de udsatte lande. En anden verdenskendt amerikansk økonom, Paul Krugman, foreslår, at kriseramte lande anvender valutakontrol i en periode på to-tre år til at gennemføre de nødvendige strukturelle reformer. I sidste uge tog Malaysia ham på ordet, men ingen iagttagere tror på Malaysias eksperiment. Rusland overvejer samme type indgreb.
Sachs foreslår, at hvert enkelt land begrænser indførsel, men ikke udførsel, af udenlandsk kapital i henhold til eget behov. Sideløbende hermed burde en lokal mønt kunne svinge overfor US- dollaren inden for et ret bredt bånd, således at man undgår de voldsomme og ofte umotiverede spekulative angreb på et lands valuta. Men der synes hverken at være politisk vilje eller lederskab til at tage et sådant initiativ. I fredags lod den amerikanske centralbankdirektør Alan Greenspan forstå, at han overvejer en rentenedsættelse. Det ville være et velkomment skridt, men næppe andet end lapperi.
Opgaven består i at udfordre de alt for magtfulde spekulanter på børserne rundt omkring i verden, og så lægge dem i tøjler. Tør monstro Clinton, Obuchi, Kohl og Blair gå i gang med det projekt? Næppe. burch
