Læsetid: 15 min.

'Hvorfor er De bange for Deres elever?'

12. september 1998

En brevveksling mellem Theodor W. Adorno og Günter Grass i 1968

Meget, også meget vrøvl, er sagt og skrevet i jubilæumsåret for 1968. Derfor kan der være god mening i at begive sig tilbage til året selv - nærmere bestemt til Vesttyskland.
På bogmessen i Frankfurt am Main i september 1968 blev der i Gallus-Saal afholdt et diskussionsmøde under overskriften "Autoriteter og revolution", hvor en af Frankfurterskolens kapaciteter, Theodor W. Adorno, deltog. På mødet angreb en af de førende ideologer i Sozialistischer Deutscher Studentenbund (SDS), Hans-Jürgen Krahl - som var ph.d.-studerende hos Adorno - sin læremester for at nøjes med at filosofere kritisk over samfundet og vige tilbage for et direkte politisk engagement.
Adorno havde på mødet virket noget mat, mens Jürgen Habermas havde imødegået Krahls teser og anklager. Forfatteren Günter Grass var til stede - og var skuffet over Adorno. Hans skuffelse skinnede igennem i en tale, han kort tid efter holdt på de tyske germanisters årsmøde i Vestberlin. Adorno læste et referat af talen i Frankfurter Allgemeine Zeitung og skrev den 15. oktober 1968 et kort brev til Grass, hvor han gjorde opmærksom på, at avisens referat måtte være unøjagtigt, og at han gerne ville have tilsendt Grass' manuskript.
Det blev indledningen til en skarp og interessant brevveksling mellem de to, hvoraf vi har udvalgt to breve her på siden.
Brevvekslingen dokumenterer i koncentrat den sælsomme uforenelighed af dybest set fælles positioner, som svækkede den demokratiske bevægelse i Vesttyskland i årene omkring 1968. Over for Grass' anklage mod Adorno for ikke at bekende sig til de demokratiske kræfter, der findes, det vil for Grass sige socialdemokratiet, står Adornos kritik af det selvsamme socialdemokrati for at have opgivet ikke blot den ene eller den anden uholdbare position, men selve det idégrundlag, som skulle gøre partiet til en demokratisk socialistisk kraft og dermed et alternativ til det bestående.
Trods sin skepsis over for demonstrationer og aktioner havde Adorno faktisk deltaget som taler ved et protestmøde mod de nødretslove, som den store koalition af den kristelige demokratiske union CDU og det socialdemokratiske parti SPD vedtog i netop året 1968 (det havde Grass ikke, men han havde i al almindelighed opfordret SPD til at forlade koalitionen).
Nødretslovene skulle regulere Vesttysklands politiske og administrative styre under krise og krig og træde i stedet for de allierede besættelsesmagters myndighed. Lovene adskilte sig ikke formelt fra dem, der findes i de fleste andre lande, men tyske erfaringer med frit spil for den udøvende magt fik brede kredse - bl.a. mange i fagbevægelsen - til at vende sig mod dem. Adorno så lovkomplekset som et skridt i retning af diktaturet; Grass hæftede sig mere ved, at lovene nu takket være SPD's medvirken var langt mindre vidtgående end oprindelig planlagt af CDU.
Theodor W. Adorno (f. 1903) døde i juli 1969 og nåede ikke at opleve, at Willy Brandt blev forbundskansler, og at en ny østpolitik og en lang række indenrigspolitiske reformer (bl.a. den ligestilling af børn født i og uden for ægteskab, som Grass omtaler i sit brev) blev gennemført.
Günter Grass (f. 1927) er spillevende endnu og har oplevet både SPD's sejre i 1969 og 1972 og dets mange nederlag siden. Han har i 90'erne talt bittert om "tabet af politisk kultur" i Forbundsrepublikken, nu hvor den ikke længere skal legitimere sig ved at være bedre end DDR. Senest er Günter Grass gået ind i valgkampen før det tyske forbundsdagsvalg den 27. september og har opfordret vælgerne til at stemme på SPD.

Kære hr. Adorno ...

Berlin, den 17. oktober 1968

Ærede hr. Adorno

Det er en jammer, at den hovedstadsløse tilstand har spredt os for alle vinde; nødvendige samtaler finder ikke sted, eller for sent.
Jeg begynder med arrangementet i Gallus-Saal under bogmessen og indrømmer ligeud, hvor ubehagelig berørt jeg var, da hr. Krahl på en skræmmende facon, som mindede mig om slemme tider, prøvede at sætte Dem til vægs. Men værre for mig var det at opleve, at De lod Dem trænge i defensiven. Hvor er det muligt, at en mand som De kan reagere så blødt og nærmest skyldbevidst på suggestive spørgsmål, insinuationer, indirekte afpresningsforsøg? Hvor er det muligt, at et samfundslag, som prætenderer at skulle regnes for intelligent, møder hr. Krahls partielle intelligens med et skrabud, i den velkendte blanding af gys og beundring. Kort sagt: Hvorfor er De bange for Deres elever?
Jeg har sagt noget lignende til hr. Habermas, og jeg er parat til at gentage det.
Disse og andre iagttagelser var for mig anledningen til på germanistmødet i Berlin at bruge følgende (muligvis overdrevne) sammenligning.
Til at begynde med talte jeg om de radikale protesterende studenters Wagner-mentalitet, og så sagde jeg:
"Når [Tom] Stoppard kan hæve Rosenkrands og Gyldenstjerne op til at være hovedroller og degradere Hamlet til statist, burde vor tids Faust-drama hedde Wagner. Faust er blevet stemt ned; hans elever censurerer selv hans mest intime tvivl. Mon Adorno, Faust og [Wilhelm] Emrich [litteraturprofessor ved Freie Universität Berlin] opdager, at det er dem, der har beredt den gærende humus for Wagner-mentaliteten? Når man fremelsker så megen emsighed, skal man ikke forbavses over, at de emsige af i går bliver til skarpretterne af i morgen.
I mange år har f.eks. professor Emrich destilleret litteraturen, fra ekspressionismen til Beckett, for at finde dens bevidsthedsindhold. Under påberåbelse af den hellige Hegel er litteraturen blevet gjort nyttig som en ko, man kan malke. Hvem kan da undre sig over, at mælkedrengene render rundt og kontrollerer hver eneste professor og forfatter, hvert eneste digt for at se, om det har den rigtige bevidsthed, og vé det, hvis den efter uransagelige bestemmelser er falsk."
(I Frankfurter Allgemeine Zeitung blev Wagner-mentaliteten tillagt professorerne. Et forkert citat, som De ser; jeg ser Dem snarere i den ulyksalige rolle som Faust).
Nu skal jeg indrømme, at denne sammenligning må virke provokerende på Dem. Ikke desto mindre står jeg fast på, at den aggressive adfærd, f.eks. SDS [Sozialistischer Deutscher Studentenbund] lægger for dagen, er virkning, ikke årsag.

Jeg har, det ved Gud og hvem der ellers vil vide det, gjort mig umage (og vil blive ved med det) for at tilkæmpe den kummerlige ansats til demokrati i Tyskland en beskeden chance for videreudvikling. Jeg ville virkelig have ønsket, at De, ærede hr. Adorno, med Deres langt større viden, med Deres funderede, nemlig smertelige erfaring [Adornos eksil i naziårene], havde hjulpet socialdemokraterne med et afklarende, højt og tydeligt ord, for eksempel i 1965, da de venstreorienterede studenters frafald fra det parlamentariske demokrati begyndte at aftegne sig. (Skal erkendelsen af den egentlige fare, som hos Thomas Mann, da altid først begynde så sent - for sent?)
Vist har De forsynet Deres studenter med en kritisk udrustning; vist ser disse studenter sig i stand til omhyggeligt dissekerende at blotlægge det fascistiske bundfald i Forbundsrepublikken; vist flyder det veltalende Nej med nærmest søvngængeragtig sikkerhed fra deres læber; men hvorfor er det blevet forsømt at sætte de selvsamme studenter i stand til at sige et Ja, der kan gøre dette demokrati godt, ja som er livsvigtigt for det?
Når den socialdemokratiske justitsminister [Gustav] Heinemann, mod det konservative flertal, slider for at sikre juridisk ligestilling for børn født uden for ægteskab, hvorfor siger De og Deres studenter så ikke Ja til det?

Når udenrigsminister Willy Brandt, efter 20 års dogmatisk antikommunisme, forsigtigt, mod næsten uovervindelig modstand, fremlægger en ny udenrigspolitik i et nyt tonefald, frit for bagvaskelse og fordømmelse; hvorfor har man så, og hvorfor har også De forsømt at sætte studenterne i stand til at anerkende denne og tilsvarende bestræbelser?
Undskyld mine mange spørgsmål. Måske er jeg ikke intellektuel nok til sådan at finde udelukkende morskab i den permanente fornægtelse; måske er jeg for meget kasjuber [en "etnisk gruppe" fra egnen omkring Danzig/Gdansk] til at kunne tage del i den tyske lyst til undergang, som nu igen er kommet på mode. Derfor vil jeg heller ikke værge for mig fra en defensiv position (sat til vægs af hr. Krahl), jeg vil tværtimod angribe, som i Frankfurt således også i fremtiden.
Det tilkommer ikke mig, ærede hr. Adorno, at give Dem gode råd, alligevel ville jeg ønske for Dem og for mig, at ingen i fremtiden vil vove at presse Dem ud i en situation så beskæmmende som den i Frankfurt. Jeg beder Dem om at tiltage Dem den autoritet, som i gerning og sandhed (og tværs igennem alt antiautoritært vås) tilkommer Dem.

Med venlige hilsener,
Deres
Günter Grass

Kære hr. Grass ...

[Frankfurt am Main], 4. november 1968

Kære, ærede*) hr. Grass,

Efter at være vendt hjem fra en lige så broget som anstrengende rejse til Wien, Graz og München finder jeg Deres brev og takker Dem mange gange for det. Det har, først og fremmest ved sin tone, virkelig gjort mig glad; hvis De vidste, hvad jeg sådan har måttet stå model til af angreb gennem de seneste måneder - et virkeligt gement for øvrigt fra [filosoffen] Ernst Bloch -, så ville De forstå, hvor meget Deres ord har betydet for mig. At De immervæk sammenlignede mig med Faust og ikke med famulus Wagner, er mig til overordentlig stor trøst, hvor lidet jeg end opfatter mig selv som en faustisk natur.
Men til sagen. Det er omtrent som i den historie, Proust fortæller om onkelen, der fortolker den ungdommelige fortællers begejstrede generthed som moralistisk misbilligelse: altsammen helt anderledes. Jeg beder Dem hjerteligt om at tro mig, når jeg siger, at jeg ikke savner civilcourage og ikke engang fysisk. Det første turde jeg have bevist ved min vægring ved at skrive et responsum til fordel for [Fritz] Teufel. [Teufel stod i 1967 tiltalt for i et flyveblad at have opfordret til brandstiftelse. Mens flere kendte intellektuelle aflastede Teufel ved at definere flyvebladet som et æstetisk manifest, sagde Adorno nej til at deltage i en redningsaktion for manden]
Det andet ved min adfærd under den skandale, der blev iscenesat mod mig i Berlin. [Protesterende studenter havde forstyrret Adorno under et foredrag om Goethes Iphigenie"] Jeg er fast besluttet på at sætte mig til modværge over for ethvert terroristisk pres og ikke at lade mig afpresse af det, som jeg allerede i mange år har kaldt den ensidige solidaritets princip.
Men at jeg fungerede jammerligt den aften i Gallus-Saal, eller rettere: ikke fungerede; frem for alt, at jeg begav mig alt for meget ind på det personlige plan i stedet for fra første færd at diskutere sagen igennem politisk, det skal jeg være den første til at medgive. Blot var grunden ikke den, De formoder, men ganske simpelt en grad af fysisk udmattelse, som berøvede mig evnen til at reagere. Den slags er ikke helt sjældent hos mig om aftenen og hænger velsagtens sammen med ejendommeligheder i min fysiske husholdning. Jeg skulle, som det oprindelig var min hensigt, slet ikke være gået til mødet, men ville på den anden side ikke skuffe [Frank] Benseler [mødets ordstyrer] som havde været meget imødekommende over for mig i et videnskabeligt publikationsanliggende (det drejer sig om min store indledning til bogen om positivismestriden i tysk sociologi).
Med Krahl er det desuden lidt vanskeligt for mig, fordi han i mange år har været en af mine elever og uden tvivl hører til de bedst begavede af dem, jeg har for tiden. Hvis De engang iagttog ham i en af mine øvelser, ville De ikke kunne genkende det menneske, som lyder gennem højttalerne - sandsynligvis er netop denne u-identitet noget patogent. For øvrigt havde han knap nok afsluttet sin speech, førend han hviskede til mig, at jeg endelig ikke skulle tage ham det ilde op, det havde ikke været rettet mod en person, men havde kun været politisk. Desværre var jeg ikke åndsnærværende nok til at svare på det med det samme - og ikke hviskende.

De virkelige vanskeligheder ligger et helt andet sted. Jeg har i al den tid, jeg har tænkt politisk, decideret forsøgt at hævde min position uden at blive renegat. En offentlig afstandtagen fra den udenomsparlamentariske opposition ville imidlertid give mig et skær af at være renegat, uanset hvor klart det fremgår af alt, hvad jeg har skrevet, at jeg intet har at gøre med børnenes bornerte prakticisme, som allerede er ved at gå over i afskyelig irrationalisme. I virkeligheden har jeg ikke ændret min holdning, men de har ændret deres, eller rettere min, eftersom de jo har hentet uendelig mange kategorier fra mig, rettere: fra Frankfurterskolen i det hele taget. Sådan var det ikke ment.
Men hvis De, kære hr. Grass, måtte gøre de samme erfaringer med de såkaldte kolleger, som jeg gang på gang må gøre; hvis det hændte for Dem, at Deres eget universitets rektor offentligt brændemærkede det af Dem ledede institut som en "taktisk base" for SDS, altimens vi alle sammen har de største vanskeligheder med, og efter evne gør os umage for, at pille klicheerne ud af SDS-studenterne - så ville De bære over med, at jeg nu på den anden side ikke ønsker at alliere mig med Rüegg'erne e tutti quanti mod studenterne [rektor ved Frankfurts universitet hed Walter Rüegg]. Dem har en som jeg stadig væk mere tilfælles med, selv når de slår én ihjel, end med de andre, når de trykker os til deres kærlige bryst som en af deres.

Jeg frygter, at jeg, vi alle sammen, også mine venner [Max] Horkheimer, Habermas, [Ludwig von] Friedeburg [repræsentanter for Frankfurterskolen], ikke kommer udenom offentligt at tage afstand fra SDS; hvad sagen selv angår, kan differensen læses ud af hvert eneste ord, vi lader trykke. Men noget i mig får mig til at tøve med at afgive en sådan erklæring, og så endda på et tidspunkt, hvor SDS tydeligvis er på vej nedad igen og er blevet en fange af sin egen berømmelse. Jeg vil hellere distancere mig ved det, jeg tænker og skriver, end ved bekendelser. Måske misbilliger De det; men måske er De enig med mig i den politiske kontekst, som universitetsrevolten i dag står i. Ligeså præcist jeg ved, at studenterne er i gang med en skinrevolte og bruger deres aktioner til at overdøve deres egen bevidsthed om det uvirkelige i deres gøren, ligeså præcist ved jeg også, at studenterne, og de intellektuelle i det hele taget, har overtaget jødernes rolle på den tyske reaktions platform.
Så hvad skal man gøre? Det utilfredsstillende i, at jeg besvarer Deres spørgsmål med et spørgsmål, står mig klart; men jeg mener, at det også er et stykke autonomi og frihed, at man ikke lader sig påtvinge alternativer. Allerede som barn strittede jeg imod det kristne "Den, som ikke er med mig, er mod mig". Det er vel prisen for en sådan modsigelse, at man må finde sig i nogle hadefuldheder. At jeg i den nuværende situation ikke kun anser legen med revolutionen for at være noget pjat, men også for at være farlig, netop for en fri socialisme, det vil jeg gerne udtrykkeligt slå fast. Men samtidig også, at universitetet hele vejen igennem trænger til grundlæggende reformer i en sådan grad, at jeg internt på universitetet må støtte studenternes krav.

Lad mig tilføje nogle ord om det kompleks, der hedder socialdemokratiet. Det er Dem formentlig ikke bekendt, at jeg står på venskabelig fod med nogle af de ledende socialdemokrater. Også Heinemann, som jeg vurderer lige så højt som De, har jeg kontakt med, og har måske bidraget med nogle ideer til en reform af straffeloven. Jeg må måske også informere Dem om, at det er lykkedes mig og mine venner at udvirke den fælles erklæring med [Otto] Brenner fra metalforbundet vedrørende nødretslovene - hvilket jeg ikke ligefrem høstede tak for fra den udenomsparlamentariske opposition, men kun angreb, fordi jeg forhandlede med pamperne i stedet for at gå ud i fabrikkerne, hvor man højst sandsynligt havde givet mig bank. Men jeg kan heller ikke glemme, at socialdemokratiet i sin hovedlinje er forblevet sig selv tro siden 1914 [da SPD ved udbruddet af første verdenskrig opgav sin hidtidige pacifisme og blev nationalt]. Godesberg-programmet [fra 1959] er vel et enestående eksempel på et dokument, i hvilket et parti afsværger alle, ja virkelig alle de teoretiske tanker, som engang var dets inspiration. Jeg havde til hensigt at skrive en kritik af dette program, og den ville vel ikke have været uden virkning. Jeg har ikke gjort alvor af det - ene og alene af den grund, at jeg, trods alt, i den nuværende situation ikke mente at kunne forsvare at foretage mig noget offentligt mod SPD. Især ikke, da der jo ikke er noget alternativ, eftersom de, der mener at stå til venstre for SPD, enten er de anarkistiske aktivister, om hvem Marx har sagt, hvad der skulle siges, eller folk, som er i lommen på Moskva og parat til at sigegod
selv for noget så afskyeligt som overfaldet på Tjekkoslovakiet [den 21. august 1968].
De må ikke tro, at jeg savner forståelse og taknemmelighed for Brandts bestræbelser på at komme ud af koldkrigssituationen. Men her kommer man for alvor ind i politiske spidsfindigheder. En sådan politik ville næppe kunne lade sig gennemføre, uden at man inddrog en afspænding med Rusland, og netop denne afspænding er vel udelukket i lyset af den genopstandne stalinisme. Om forsoningspolitikken over for satellitstaterne, midt i denne svikmølle, måske har bevirket det stik modsatte af det, den ville, nemlig om den måske har animeret russerne til deres overfald på Tjekkoslovakiet, det opkaster jeg kun som spørgsmål. Måske er det værste i dag, at den vestlige verden ikke afholdt russerne fra overfaldet, hvad den formentlig kunne have gjort - ved at rømme sig i tide. Jeg har en mistanke om, at man gav grønt lys i Washington. For tanken om en fri socialisme, dette eneste håb, som rørte på sig i Tjekkiet, ville ikke kun være utålelig for russerne, men også for amerikanerne på grund af den tiltræknig, den ville have også i Vesten.

Jeg frygter, at Moskvas og Washingtons interesser stemte overens, og jeg frygter endvidere, at det fremover vil blive bekræftet på det frygteligste gennem en opdeling af interessesfærerne, det vil sige verdensherredømmet. At man med den slags overvejelser ikke har nemt ved at tage den form for stilling, som jo dog kræves af en, fordi det angiveligt ikke mere er gjort med den blotte kontemplation, er indlysende. Jeg selv ser i stadig højere grad min opgave i ganske simpelt at udtale det, som jeg mener at erkende, uden nogen form for hensyn til nogen side. Hånd i hånd med det går en voksende aversion mod enhver form for praksis, i hvilken min natur og det objektivt udsigtsløse ved praksis i dette historiske øjeblik måske nok finder sammen.
Jeg ville prøve at udtrykke disse ting så åbent som overhovedet muligt over for Dem, eftersom De er ganske overordentlig vigtig for mig; ikke for at forsvare mig, men for at gøre et og andet begribeligt. Undskyld at jeg har været så udførlig.
Jeg ville være taknemmelig for at høre fra Dem igen.

Deres hjertelig hengivne
Theodor W. Adorno

*) Tiltalen "ærede" på tysk betyder i og for sig ikke andet end "kære" på dansk; den er bibeholdt i oversættelsen af hensyn til ændringen af den i Adornos brev.

Dansk oversættelse ved Per Øhrgaard

© Copyright Theodor W. Adorno Archiv i Frankfurt og Günter Grass.

Brevvekslingen kan læses i en større publikation af Wolfgang Kraushaar, Frankfurter Schule und Studentenbewegung. Von der Flaschenpost zum Molotowcocktail 1946-1995. 3 bd. Rogner & Bernhard/2001, 1998

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu