Læsetid: 9 min.

Hvornår mon Europa kommer?

19. september 1998

'Man kan godt være her om vinteren, men så dør man også af det', siger den 21-årige Mehdi, som er flygtet op i bjergene sammen med flere tusinde Kosovoalbanere

Pagarusa-dalen - Det ligner en western. I de grønne bakker holder prærievogne, og nybyggere er samlet om bål, hvorfra røgen stiger langsomt op.
Men når man kommer tættere på, kan man se, at prærievognene er beklædt med plastik. Og hestene er erstattet med små traktorer. Men ellers kunne det godt være en scene fra en western-film: Her er ingen elektricitet, kun lidt at spise og på den anden side af bakkerne truer fjenden.
Jeg er kommet til denne lejr for at overnatte hos Kosovo-albanere, som er flygtet fra de omkringliggende landsbyer.
Af frygt for de serbiske styrker er flygtningene i de seneste uger trængt længere op i bjergene midt i Kosovo i Pagarusa-dalen, som er opkaldt efter landsbyen i nærheden. FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) siger, at der er 2.000-3.000 'camperende' flygtninge i dalen, mens der i hele Kosovo skønnes at være 50.000, der overnatter i det fri.

Under åben himmel
I de sidste par dage er efteråret ankommet. Kosovo ligger omgivet af bjerge og har fastlandsklima med varme om sommeren og kolde vintre. Det er især blevet koldt om natten, og regnen har væltet ned de seneste to nætter.
I Kosovos hovedby Pristina har jeg været ude at samle pap og plastik ind i flere butikker, så jeg har noget at ligge på. Fra mit lejede værelse har jeg taget et tæppe med og drikkevand. Jeg er ellers ikke sart med at drikke det samme vand som flygtningene, men da jeg gjorde det for en måned siden, fik jeg dårlig mave i en uge
Serbernes såkaldte uafhængige pressecenter havde i Pristina lige meddelt, at alle albanske flygtninge nu var vendt hjem eller indkvarteret hos familier. Der var ikke længere nogen, der overnattede under åben himmel, skrev pressecentret.
Men serbernes forsøg på at normalisere forholdene bliver kraftigt modsagt af de 200-300 flygtninge, som jeg møder på denne eng, jeg udvælger mig i Pagarusa-dalen.
Mange kommer straks hen til min bil. De er nysgerrige og tilsyneladende glade for at få lidt afveksling i den ensformige hverdag.
Jeg bliver hurtigt venner med den 21-årige Mehdi, der fortæller, at han kom til Pagarusa-dalen fra en landsby på den anden side af bakkerne for to uger siden, men inden da havde han været en uge ved en anden landsby og en uge i en skov nær ved sin landsby.
"Vi måtte flygte fra skoven, da serberne angreb med granater. Jeg så to dræbte børn, det ene med hovedet skudt i stykker og det andet med kroppen revet midt over. Serberne siger, de vil have os hjem igen, men i stedet skyder de på os," siger han.

Skudt gennem benet
Mange af flygtningene er ligesom Mehdi flygtet fra sted til sted. Siden har serberne forhindret mange af flygtningene i at vende hjem ved at brænde deres landsbyer af.
"Vil du se de andre flygtninge," spørger Mehdi og begynder at vise mig rundt i lavningen. En stor flok af især børn følger med rundt.
"Vi har en hårdt såret," siger han og tager mig hen til en jævnaldrende, der ligger på et leje af hø og tæpper. Han er pakket ind i tæpper og ser bleg ud, men siger alligevel, at han har det bedre.
"Jeg blev skudt ned for to uger siden, da jeg sammen med tre andre var blevet taget med af soldater. Efter at vi havde fået lov til at gå hjem, skød de os pludselig bagfra," fortæller han
"En af de andre blev dræbt, men jeg slap med en kugle ,der gik igennem låret."
"Det lykkedes mig at slippe væk og komme hertil, hvor en sygeplejerske en gang i mellem renser såret og skifter bandagen," siger han.
Sygeplejersken er også flygtning og lever i nærheden.
"Det ville være bedre for mig at tage på hospital, men jeg føler mig ikke sikker på et serbisk hospital," siger han.

Væk fra mor og far
I nærheden lytter en gruppe flygtninge til en batteridrevet radio for at høre nyheder.
Vi fortsætter rundvisningen på engen langs med den brune Semetiska-flod. Nede i bunden af engen holder en lastbil. På ladet sover 35 - de fleste børn og den yngste er kun tre måneder gammel. De har boet sådan i næsten to måneder.
Blandt dem er den 14-årig pige Valentina fra Orahovac, som er blevet væk fra sine forældre. Hun har ikke set dem i to måneder siden kampe om byen, der ligger 10-15 kilometer vest for dalen.
"Hun har været syg i to uger af sorg," fortæller en af flygtningene.
Oppe fra ladet råber en mand: "Ved Europa, vi er her?"
Af frygt for et ja uvægerligt vil føre til det næste spørgsmål 'Hvorfor gør Europa ikke noget', svarer jeg undvigende.
En 65-årig mand beder Europa om at hjælpe ham hjem så hurtigt som muligt. Han er 100 procent overbevist om, at Europa vil gøre det, men han ved ikke hvornår.

Albansk gæstfrihed
Flere steder bliver jeg præsenteret for den albanske gæstfrihed. De byder på deres sparsomme forsyninger af for eksempel brød og stegte peberfrugter, som er lækkert tilberedt trods de primitive forhold.
Med nødhjælpsmel bager kvinderne brød over åben ild eller i små rustne jernovne, som flygtningene har nået at tage med. Men der er for lidt mad, klager flygtningene, og så er det jo svært som besøgende at forsyne sig.
Under rundvisningen griner Mehdi, da jeg fortæller, at jeg vil overnatte her.
"Du kan få en plads i mit telt," siger han straks.
Han viser teltet, der er to meter bredt og tre en halv meter langt. Det er et 'luksustelt', for inden i ligger en madras, og det er meningen, at kun fire mænd skal sove der. Blandt albanerne er det tradition, at mændene sover for sig og kvinderne og børnene for sig.
Lige ved siden af Mehdis telt står kvinderne og børnenes telt, som måler fem meter gange to og rummer hele 16 beboere - det vil sige 30 centimeter til at vende og dreje sig på for hver.
I de to telte bor Mehdi og hans ni søskende sammen med Mehdis onkels familie, som også kommer fra landsbyen. Mehdi fortæller, at da de kom til lavningen i Pagarusa, boede de sammen med noget andet familie og var næsten dobbelt så mange i de to telte. Men nu har denne del af familien fundet et andet sted.

Primitive plastiktelte
Alle flygtningene på engen sover i primitive plastiktelte eller på ladene. Med de seneste dages kraftige regn er det simpelt hen nødvendigt at have 'tag' over hovedet.
Albanerne har bygget teltene efter det samme princip, som de laver små drivhuse: En række buede grene er spændt ud som en tunnel, og over dem er trukket plastik, som nødhjælpsorganisationer har været ude med. På siderne af teltet er der lagt grene for at tage vinden. Og i bunden af teltene er der strøet hø ud for at undgå den værste fugt.
Vi går over i et andet telt og spiser. De har lavet fli, som er fladt brød bagt i flere lag. Det bliver bagt på en rund form i gløderne af et bål. Melet og olien til dejen kommer fra nødhjælpsorganisationer. Vi sidder og snakker, og ved første øjekast kan det ligne en hyggelig skovtur.
Mehdi har læst mine tanker.
"Ja, om sommeren kan her være rart. Men nu begynder problemerne," siger han.
"Mange af børnene vil ikke overleve kulden. Allerede nu skal vi måske op om natten og ud af teltet og bevæge os for at få varmen," fortæller han.

Sympatiserer med UCK
Det er ved at blive mørkt, og flygtningene går tidligt i seng.
"Der er ikke så meget andet at lave," siger Mehdi. "Tiden går med at tænke på, hvordan vi kom her, og hvornår vi kommer væk herfra," siger han grinende.
Før vi lægger os til at sove, fortæller Mehdi i skæret fra et stearinlys, som en betænksom nødhjælpsorganisation har givet, at han ikke er medlem af Kosovos Befrielseshær (UCK).
Men som stort set alle albanere sympatiserer han med UCK og dens kamp for at rive Kosovo løs fra Serbien. I Pagarusa-dalen ser man kun få oprørssoldater. De er blevet tvunget længere op i bjergene af de seneste par måneders serbiske offensiv.
I teltet sover foruden Mehdi og jeg hans 53-årige far og hans 16-årige fætter. Mehdi og fætteren deler et tyndt tæppe, som de har fået af Røde Kors - men kun ét til hver familie. Det hjælper ikke meget, når mange albanske familier er lige så store som Mehdis, der tæller 10 børn.
Da jeg vågner om natten, ligger Mehdi og fætteren tæt for at give hinanden varme eller måske bare for at kunne være under tæppet. På et tidspunkt, da jeg er lige ved at falde i søvn igen, tager Mehdi mit luksustæppe og trækker det helt op om skuldrene på mig.
Ved fire-tiden vågner jeg igen, da det begynder at regne. Først stille, men efterhånden rammer regndråberne plastiktaget med et smæld, som var det en beskydning.

Et mudderbad
Lyset kommer ved 6-tiden, og da vi åbner teltet, kan jeg mærke kulden trænge ind.
Efter at have sovet tæt, er det rart at kunne stå op og strække sig.
Ovre i kvindeteltet kommer nysgerrige og smilende øjne hen til åbningen for at se på den mærkelige gæst fra udlandet, der har sovet hos dem.
Ved siden af holder familiens traktor. Det åbne lad er dækket til med plastik, og pludselig dukker en dreng ud fra plastikken.
Det er Mehdis 14-årige fætter, der normalt sover i Mehdis telt, men i nat var blevet forvist, fordi der skulle være plads til mig. Sammen med ham sover Mehdis 56-årige onkel på ladet.
Om morgenen er der travlhed på de små primitive toiletter, som er bygget langs floden og lidt oppe ad bakken. De består af et hul i jorden beskyttet af lidt grene for at give det måske eneste privatliv, flygtningene har.
Selv om det er ved at holde op med at regne, så har slagregnen i de seneste par timer gjort det svært at bevæge sig i mudderet, der får Roskilde Festivalens berømte smat til at ligne en ørken.

Hjem til far og mor
Det er regnen og kulden, der får flygtningene til at længes hjem.
"Vi kan ikke blive her til vinter på grund af regnen og sneen," siger en 17-årig pige. Og Mehdi tilføjer på sin egen måde: "Man kan godt være her om vinteren, men så dør man også af det."
Flygtningene er fanget i et dilemma mellem trangen til at vende tilbage til deres hus, som betyder næsten alt i den albanske kultur, og så angsten for serberne.
En 41-årig mand er på vej ud af dalen med sin lille traktor og sine børn på ladet. En time senere er de tilbage igen. Den 41-årige siger opgivende:
"Der er serbisk politi tæt på mit hus, jeg tør ikke vende hjem."
Da jeg forlader Pagarusa-dalen får jeg at vide, at det er lykkedes den 14-årige Valentina, der var kommet væk fra sine forældre, at tage en taxa over frontlinjen, og hun er nu på vej til sine forældre.
Da jeg vender mig om, trækker et hvidt slør af regnskyer igen ind gennem bunden af dalen.

Sikkerhedssituationen er dårlig for mange albanere, og da mange af flygtningene i reportagen vil prøve at vende tilbage til deres hjem i serbisk-kontrollerede områder af Kosovo, er de kun nævnt med alder eller fornavn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu