Lars Muhls nye prosastykker stoler for lidt på sin læser
Ny bog
Det er rejsen, der tematisk binder Lars Muhls nye prosastykker sammen. Otte tekster, som alle på forskellig vis gennemarbejder både de indre og ydre bevægelser, bevægelser gennem rummet, gennem tiden bagud i livshistorien, og ned i de skjulte tidslommer og fortrængte oplevelsers hemmelige rum.
Samtidig er der dog en indre sammenhæng, en kronologi som bærer teksterne igennem, fra den første barndomserindring tilbage fra slutningen af halvtredserne og frem til den sidste tekst som udspillede sig en gang midt i halvfemserne. En utraditionel udnyttelse af den klassiske metafor om livets hospital. Men det er også en bevægelse ud og ind af en skrøbelig sjæl, beskrivelser af psykiske sammenbrudsstemninger, af pludselige sammenfald mellem bevægelser i det ydre rum og og så overrumplende dyk ned i de skjulte og hemmelighedsfulde hjørner af den sarte psyke.
I andre sammenhænge træder en mere reflekteret given sig hen i den indre rejses muligheder frem. Et forsøg på at kaste sig ud i rummet, lade skæbnen tage over, kaste den daglige rutines altid formålsrettede bevægelser og rejser af sig og i stedet lade tilfældighederne, drømmene og erindringerne råde, og således få afdækket en indre sammenhæng eller linje i en udvikling. På den måde er der en indre kontinuitet, en stykvis sammenskrevet historie, mellem de første tidlige barndomserindringer fra halvtredserne og den sidste optegnelse fra midten af halvfemserne, hvor hovedpersonen er fanget, indlagt med hukommelsestab, men langsomt er ved at arbejde sig ud og frem til konturerne af en utilpasset og sart identitet, der har svært ved at få fast grund under fødderne.
Præcise sansninger
Muhls tekster fungerer bedst i de sammenhænge, hvor erindringen får lov til at arbejde frit. Han skriver bedst og mest frit, der hvor præcise sansninger trækker et netværk af betydningsladede erindringsspor med sig. Eksempelvis i den indledende barndomserindring med de første kropsnære livtag med det andet køn under dansens disciplinerende beskyttelse. Den efterfølgende stemningsmættede beskrivelse af en heftig pubertetsramt og hemmelighedsbærende drengs møde med de ydre provinsernes joviale og alligevel distancerede småborgerskabs næres tilsvarende af kønsfantasiernes evne til at overtrumfe den mere trivialiserede realitet.
Men Muhl har ofte svært ved at lade fortællingerne eller erindringsbillederne hvile i sig selv. Han stoler for lidt på sin læser. Alt for mange af afsnittene bliver omklamret af en voldsomt reflekterende, fortolkende pegepindsstiv prosa, der maser på for at føre læseren frem til de store dybsindigheder og hemmeligheder, og stilen skifter ofte tilsvarende fra det kropsligt sansende og billedstærkt erindrende til en til tider anstrengt og alt for søgt dybsindig patos i stil med "For er det, når det kommer til stykket, så ikke poesiens og kunstens ypperste opgave, at kalde, vække og forvandle det enkelte menneskes egenart, arketypen, til live af skyggernes fortrængte mørkedal? Der, hvor poesien har sit udspring, og hvor kun poesien formår at vende tilbage?"
Formuleringerne afslutter bogens bedste afsnit en elegant turneret og dobbelteksponeret historien om, hvad der sker, når man farer vild i sine egne drømme. Men historien havde også her været bedre tjent med at få lov til at hvile i sig selv, og overlade resten til læseren.
*Lars Muhl: Skyggerejser 157 s., 198 kr. Hovedland. Udkommer i dag
