Læsetid: 2 min.

Indskoling efterlyses

21. september 1998

Socialdemokratiet og skoledirektører vil bave gjort børnehaveklasse obligatorisk

Børn, der springer børnehaveklassen over, taber ikke terræn i forhold til de andre elever. Det viser en ny undersøgelse foretaget af seminarielektor, cand.pæd. Erik Sigsgaard.
Men ifølge Socialdemokratiets uddannelsesordfører Hans Peter Baadsgaard er undersøgelsen gennemført på et forkert grundlag og anfægter derfor ikke partiets ønske om at gøre det obligatorisk at gå i børnehaveklasse.
Ifølge Baadsgaard burde undersøgelsen også have omfattet de mange børn, der deltager i indskolingsforsøg rundt omkring i landet.
Socialdemokratiets begrundelse for at gøre børnehaveklassen obligatorisk er frygten for, at de to procent, der i dag vælger børnehaveklassen fra, skal sakke agterud fagligt og socialt.
"Vi har den opfattelse, at børnehaveklassen kan anvendes mere systematisk som grundlag for den indlæring, der skal ske i første klasse," siger Hans Peter Baadsgaard. "Helhedstænkning er fremtiden, og derfor mener vi, at det er nødvendigt, at gøre børnehaveklassen obligatorisk."
Baadsgaard får opbakning fra Skoledirektørforeningen, der også gerne ser børnehaveklassen gjort obligatorisk. En holdning, foreningen heller ikke ser anledning til at ændre efter Sigsgaards resultater er kommet frem. De 150 elever, hans undersøgelse omfatter, er for spinkelt et grundlag, mener foreningens formand Bjarne Pedersen.
"For mig virker det som om, at det sidste års døftelser af udvikling og indlæring, er gået helt forbi Sigsgaard. Hans meninger og opfattelser dannes på baggrund af et helt andet skolesyn, end det vi andre går og drøfter. Vi taler ikke om at lave skole i børnehaveklassen. I virkeligheden taler vi om at ophæve de begreber, der hedder børnehaveklasse og skole. Sigsgaard taler i institutioner - det er en helt anden indfaldsvinkel," siger Bjarne Pedersen.
"Vi ser en sammenhæng mellem leg og indlæring, og vi har dyb respekt for legens nødvendighed. Men vi vil gerne allerede fra børnehaveklassen fokusere på, at vi skal bruge de ting, som børnene erfarer sig til. At 'lære' skal jo ikke være et fyord."

Tidlig skolestart
Erik Sigsgaard mener, at politikerne ved at gøre børnehaveklassen obligatorisk, ad bagvejen får indført en lavere skolestartalder.
Hans Peter Baadsgaard indrømmer da også, at det vil betyde, at undervisningspligten rykkes et år frem, men ikke, at det betyder at lave børnehaveklassen om til første klasse. "Vi skal udvikle en pædagogik, der passer til det alderstrin. Erfaringerne rundt omkring viser jo netop, at ved at starte tidligere, kan man nå længere," siger han.
Et synspunkt som Erik Sigsgaard er skarpt uenig i. Han mener at have fagkundskaben på sin side og henviser til, at undersøgelser viser, at jo mere skoleagtig børnehaveklasser bliver, des dårligere bliver indlæringsevnen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu