Læsetid: 6 min.

Intellektuel eller professionel

1. september 1998

Har de intellektuelle et ansvar i samfundet,
og giver de moderne uddannelser dem mulighed for at
have det?

(2. SEKTION - STUDIESTART)
Skal de intellektuelle engagere sig politisk, eller skal de tværtimod stå helt frit? Bør den intellektuelle være talerør for grupper, der ikke selv kan komme til orde, eller er det tværtimod en elitær forestilling, der holder andre samfundsgrupper udenfor indflydelse?
Spørgsmålene, som har en tendens til at dukke op med jævne mellemrum, har i Information fået fornyet aktualitet med debatten om den franske sociolog Pierre Bourdieus initiativ til at danne et parti eller en politisk gruppering af intellektuelle. Formålet skulle angiveligt være at skabe et talerør for de marginaliserede og udstødte, der mangler politisk repræsentation til at varetage deres interesser.
Bourdieu er interessant, fordi hans problemstilling - trods forskellene på Frankrig og Danmark - også er relevant her. Til spørgsmålet, om den intellektuelle skal engagere sig politisk, har Bourdieus svar været, at intellektuelle skal udøve deres indflydelse ved at styrke forskningens selvstændighed og sikre, at den intellektuelle kritik reelt er uafhængig af ideologi og interesser. I det franske, elitære intellektuelle miljø har han som én af de få taget det sidste alvorligt og insisteret på også at forholde sig til, hvordan de intellektuelle selv påvirkes af eksempelvis medier, økonomi og teoretiske modestrømninger.
Bourdieu har blandt andet kritiseret Jean-Paul Sartres 'engagerede' opfattelse af den intellektuelle som "en person, der blander sig i ting, der er ubekvemme for magthaverne". Bourdieu har anset Sartre for naiv - ikke mindst fordi Sartre efter Bourdieus mening overvurderede den indflydelse, enkeltpersoner kan have på samfundspolitikken, men også fordi Sartre ikke gjorde sig sin egen ideologi klar.
Nu har Bourdieu så selv fundet det nødvendigt at blande sig i praktisk politik og skabe et talerør for de marginaliserede og udstødte - og er selv blevet udnævnt til "den nye Sartre".
Bourdieu anskueliggør således i sin person, at spørgsmålet om den intellektuelles position - fritstående eller 'engageret' - ikke kan afgøres uafhængigt af historiens gang. Marginaliseringen af større samfundsgrupper, som jo også finder sted i Danmark (og opblussende franske arbejdskampe) har ført ham til hans nuværende position.

Universelle perspektiver
Hermed være ikke sagt, at Bourdieu nu skal have givet Sartre ret i ét og alt: Sartre kunne kritiseres for meget - blandt andet sit forhold til det franske kommunistparti - men det er faktisk Sartres skelnen mellem at være videnskabsmand og intellektuel, der er på spil i Bourdieus udvikling. Videnskabsmand er man, ifølge Sartre stikordsagtigt sagt, når man konstruerer en atombombe, intellektuel, når man demonstrerer imod den. Sagt på en anden måde, så specialiserer videnskabsmanden sig på sit felt, mens den intellektuelle tænker på de universelle perspektiver.
Og denne problemstilling er relevant for enhver, der giver sig i kast med et højere studium: Gør man det for et grave sig ned i sit eget specialiserede felt - eller for at blive klogere på verden i det hele taget?
Begge dele, vil de fleste vel svare, men faktum er, at det danske uddannelsessystem stærkt trækker i retning af specialisering og effektivisering. Uddannelserne er blevet kortere, folk skal føres direkte igennem, kun de færreste får overhovedet chancen for at forske selvstændigt.
Betyder det, at den intellektuelle i Sartres forstand er en saga blot i et højteknologiske samfund af specialister?
Helt så galt står det ikke til, hvis man spørger forskere ved de højere læreanstalter, hvad Information gjorde ved semesterstart sidste år. Det er klart, at forkortelsen og effektiviseringen af studierne har ført til en niveausænkning, erkendte Morten Ougaard, dr. scient. pol og docent ved Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse på Handelshøjskolen i København.
"Da jeg læste, var de fleste seks eller syv år om det. I dag tager folk deres eksamen til tiden, de er fem år om det og har ti til tyve timers ugentligt erhvervsarbejde ved siden af," sagde han.
"Og man lærer nu engang mere på seks eller syv år end på fem."
"Men de studerendes kritiske stillingtagen afhænger lige så meget af, hvordan den samfundsmæssige debat i øvrigt foregår. Hvis man rammer spørgsmål, der er oppe i tiden, så vil der også være selvstændig stillingtagen blandt de studerende," påpegede han.

Funktion, ikke identitet
Både Morten Ougaard, lektor Henrik Kaare Nielsen, Århus og lektor Frederik Stjernfelt, København mente i øvrigt, at der i dag ikke var den store forskel mellem deres rolle som intellektuelle og rollen som samfundsborger i almindelighed. Sagt på en anden måde, så opfattede de det at være intellektuel som en funktion snarere end en identitet, og denne funktion som udbredt til ret store grupper i samfundet.
Morten Ougaard mente, at der med det uddannelsesniveau, vi har i dag, var så mange, der havde forudsætningerne for at være intellektuelle, at de tværtimod at være forsvundet eller på vej ud var blevet så mange, at vi ikke længere kan få øje på dem.
Henrik Kaare Nielsen udtrykte det samme således:
"I dag er det meget svært at finde en position, hvorfra man kan komme med uvelkomne indspil fra sidelinjen. Samfundsborgeren er blevet til det almindelige, og han har ikke brug for en avantgarde."
Heller ikke Frederik Stjernfelt mente, at den intellektuelle i et demokratisk samfund har andre funktioner end at leve op til deres forpligtelse som borger.
"Men empirisk er det jo sådan, at ikke alle udøver deres borgerpligter lige kraftigt," tilføjede han.
"Så i praksis føres debatten af en elite - hvilket ikke er ment nedsættende, for der er jo ikke tale om et lukket broderskab. Der kræves ikke særligt adgangskort, man skal blot åbne kæften og sige noget fornuftigt," fastslog han.

Professionaliseringen
Phil. Dr. Rikard Schönström, København, mente dog - i modsætning til Morten Ougaard - ikke at den intellektuelle virksomhed nu om dage var udbredt til en meget stor gruppe. Han så nemlig i stedet professionaliseringen brede sig - indenfor videnskaben og videre indenfor reklamebranchen, marketing, politik osv. Og at være professionel betyder eksplicit, at man ikke tænker på det universelle men koncentrerer sig om sit eget speciale, understregede han - i forlængelse af Sartres skelnen.
"Hvad vi først og fremmest savner er ikke en troværdig politisk ideologi men en sammenhængende livsanskuelse, en gennemtænkt etisk holdning, der kan give os mulighed for utvetydigt at adskille sandhed fra løgn, godt fra ondt, hæderlighed fra falskhed. Vi har helt enkelt glemt, hvad en moralsk handling er," skrev han i Dagens Nyheter.
De danske intellektuelles holdning er præget af, at forskellen på 'elite' og 'de brede befolkningsgrupper' er langt mindre udtalt end i Frankrig - afspejlet i Ougaards opfattelse af, at store dele af befolkningen i kraft af uddannelsesniveauet fungerer som intellektuelle og i Stjernfelts understregning af, at man blot skal "åbne kæften og sige noget fornuftigt".

De tyve procent
Ikke alle mener dog, at dette er tilstrækkeligt i dagens Danmark. De hidtil sidste indspark i debatten kommer fra unge mennesker - Kristian Sloth, der er studerende og medlem af Debatforum for Etik og Politik, samt Amin Alavi, fast columnist i Information.
Kristian Sloth sender Christopher Laschs bog Eliternes oprør i spil. Her hævdet Lasch, at eliterne, der styrer det moderne samfund, har isoleret sig og taget monopol på magten, så brede befolkningsgrupper synker underud, politisk, kulturelt, økonomisk og socialt.
Og Alavi peger på, at det er disse "de tyve procent marginaliserede", som Dansk Folkeparti vinder gehør hos. Sammenlignet med Frankrig - og Laschs USA - er de skel, Sloth og Alavi skriver om, små; hvilket omvendt kan begrunde en position som Ougaards og Stjernfelts. Der er noget meget sympatisk dansk i, at Sloth mener at kunne genkende en beskrivelse som Laschs ved at se sig omkring i Danmark. I Grundtvigs fædreland behøver ulighederne ikke at vokse sig så store som andre steder, før følelsen af, at nogle har for meget og andre for lidt, breder sig.
Men faktum er jo, at Dansk Folkeparti har en vælgertilslutning, og at det ikke er lykkedes for politikermedlemmer af den danske elite at formulere et mere appetitligt program, hvor de 20 procent kan føle sig hjemme.
Så Bourdieus eksempel er relevant nok. Også som et manende spørgsmålstegn til de unge, der i disse dage invaderer lærdommens hellige haller: Vil de udgøre én af verdens mere talstærke eliter af intellektuelle eller specialisere sig med næsen i bøgerne - og blot blive videnskabsmænd og -kvinder?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her