Talibanmilitsens fremmarch i Afghanistan, som støttes af Pakistan, er en direkte trussel mod Irans position i Central-asien. Derfor har Iran mod al fornuft sendt tusindvis af styrker til grænsen til Afghanistan - en mulig krig lurer
Den seneste uges tid har Iran mobiliseret store troppe- og kampvognsenheder tæt ved grænsen til Afghanistan. Officielt hedder det fra Iran, at der er tale om en militær øvelse.
Samtidig gør iranerne det klart, at de ikke vil acceptere overgreb på iranske statsborgere i Afghanistan. De sigter til, at 11 iranske diplomater holdes tilbage - måske er myrdet - af Talibanmilitsen efter talibanernes erobring af byen Mazar-e Sharif, der ligger i det nordlige Afghanistan.
Dermed siger iranerne åbent, at den militære opbygning faktisk godt kan ses som et signal til Taliban om, at Iran vil bruge militær magt i Afghanistan, dersom de finder det nødvendigt. På et tidspunkt, hvor Iran synes at være godt i gang med at bryde mange års isolation i international politik, forekommer en iransk militær aktion i Afghanistan temmelig ulogisk, for ikke at sige vanvittig.
Efter revolutionen i 1979 og de efterfølgende begivenheder kom Iran på kant med begge supermagter, de arabiske naboer og med Europa. I løbet af 1990'erne og navnlig efter ayatollah Khatamis valgsejr i 1997 er det imidlertid lykkedes iranerne at komme i meget bedre dialog med omverdenen og indtage en rolle som regional magtfaktor og forhandlingspartner.
Således har iranerne god kontakt til de arabiske Golfstater med Saudi-Arabien i spidsen, og dette år indledte styret i Tehran en fornyet og perspektivrig dialog med EU.
En tilnærmelse, som kommer kun et halvt år efter konflikten mellem EU og Iran om Mykenosdommen sidste år, hvor en tysk domstol anklagede styret i Iran for at stå bag terror på europæisk jord og trak sine diplomater hjem.
Endelig er det lykkedes præsident Khatami at indlede en opblødning i Irans forhold til USA, og mange indflydelsesrige amerikanske politikere og eksperter har det seneste års tid argumenteret for, at USA skulle ændre sin Iran-politik.
På denne baggrund forekommer det uforståeligt, at Iran skulle sætte sit nyvundne renommé overstyr ved at kaste sig ud i en krig med Afghanistan.
Ganske vist er Talibanmilitsen ikke den vestlige verdens største kæledægge, hvad de amerikanske missilangreb på terrorbaser i Afghanistan i slutningen af august med al tydelighed viste.
Ikke desto mindre er der næppe tvivl om, at Iran i krig med en af sine nabostater vil få såvel EU som USA til at trække følehornene til sig, simpelthen fordi en sådan situation kan have ganske uoverskuelige konsekvenser for hele balancen i regionen.
Problemet for Iran er blot, at situationen i Afghanistan, som den er forløbet frem til Talibanmilitsens militære succeser, i høj grad har været befordrende for den nye rolle, landet har i regionen og dermed i international politik.
Nøglen til Irans betydning ligger i forholdet til Centralasien og Kaukasus. I hvert fald ifølge iranerne selv, men tilsyneladende også ifølge amerikanske analytikere som f.eks. den tidligere sikkerhedsrådgiver for Jimmi Carter, Zbigniew Brzezinski.
Efter ayatollah Khomeinis død i 1989 har Iran konsekvent forsøgt en pragmatisk og økonomisk orienteret udenrigspolitik, der skal gøre landet til den centale magt i Centralasien, hvilket blev muligt med Sovjetunionens opløsning og den efterfølgende dannelse af nye republikker i regionen.
I konkurrence med Tyrkiet, Pakistan og tildels Saudi-Arabien har iranerne siden etableringen af de centralasiatiske stater forsøgt at placere sig som den stat, der er helt uomgængelig i udnyttelsen af de kolossale energiressourcer, som findes her.
Iran har faktisk haft succes med sin nye udenrigspolitik, og landets forbedrede rolle i international politik kan i vid udstrækning tilskrives den centrale rolle i Kaukasus og Centralasien.
Den Islamiske Republik har gang på gang indtaget en pragmatisk holdning til de interne konflikter, der har og stadig gør sig gældende i de nye republikker, og i stedet tilbudt sig som mægler. Formålet har været at få lavet handelsaftaler og ikke mindst udvide trafikforbindelserne fra republikkerne gennem Iran til Den Persiske Golf.
Det er lykkedes utrolig godt - så godt, at amerikanerne trods allehånde sanktioner mod Iran sidste år godkendte en gasrørledning fra Turkmenistan gennem Iran til NATO-partneren Tyrkiet.
Afghanistan er på flere måder nøglen til den iranske succes. Gennem det nordlige Afghanistan har Iran direkte kontakt til det persisktalende Tajikistan og gennem Turkmenistan og Kaukasus kontrollerer iranerne adgangen til ressourcerne i Centralasien. Herigennem er Iran blevet en særdeles vigtig faktor i regionen, som selv amerikanerne, trods deres sanktionspolitik, må begynde at tage alvorlig, dersom de vil sikre sig indflydelse i regionen. Ikke mindst fordi Iran har fundet sammen med Rusland - og i de seneste år også Indien - i en fælles interesse om at sikre sig den største del af den centralasiatiske kage.
Forudsætningen for, at Iran kan lykkes med sit forehavende, er imidlertid, at Pakistan holdes borte fra fadet. Derfor har man i 1990'erne set, at Iran har gjort, hvad det kunne for at støtte de grupper under ledelse af Ahmad Massod i det nordlige Afghanistan, som ikke kommer fra Pashtunregionen, der omfatter det sydlige Afghanistan og det nordlige Pakistan, og hvor Taliban har sin base.
Det handler med andre ord for Iran om for alt i verden at forhindre, at de pakistansk støttede militsgrupper vinder absolut kontrol i Afghanistan.
Alternativet til Irans stærke rolle i Centralasien er nemlig, at Pakistan gennem kontrol af Afghanistan kan etablere nye trafikruter og dermed placere sig som Vestens port til Centralasien.
For Pakistan drejer det sig om at slå to fluer med et smæk: For det første sigter pakistanerne mod at elimere grænseproblemerne til Afghanistan, hvor den store Pashtunbefolkning, der betragter sig som afghanere, længe har udgjort en destabiliserende faktor. Ved at støtte dem, forventer pakistanerne loyalitet.
For det andet vil Pakistan gerne overtage Irans rolle i centralasien ved at få indsat en pro-pakistansk Pashtun-regering i Kabul, hvorfor pakistanerne intensivt støtter Taliban-militsen, mens iranerne støtter bevægelser i det nordlige Afghanistan, der har tilknytning til Tajikistan.
På trods af, at der på overfladen er en ganske venskabelig tone i forholdet mellem Iran og Pakistan, fører de to stater altså en slags stedfortræderkrig i Afghanistan. Med den pakistansk støttede Talibanmilits erobring af Herat i det nordlige Afghanistan i 1995, af hovedstaden Kabul i 1996 og nu senest af Mazar-e Sharif tyder meget på fuldstændig pro-pakistansk kontrol i Afghanistan.
Denne situation vil være fuldstændig uacceptabel for iranerne, der dermed risikerer at miste den centrale position, som de har opbygget gennem en ganske ihærdig, konsekvent og nøje kalkuleret udenrigspolitik siden 1991. Derfor mobiliserer Iran på grænsen til Afghanistan. Taliban har svaret igen ved at intensivere offensiven mod Masood. Kommer det til krig, kan den meget let drage andre parter ind, som f.eks. Rusland og Indien, der støtter Iran, og USA og Saudi-Arabien, der støtter Pakistan.
Lars Erslev Andersen er lektor i Mellemøststudier ved Odense Universitet
